2 glade sejlere og 1 båd hjemvendt til Danmark efter et år på havet

Vi har ikke ladet høre fra os i evigheder, og mens det nok ikke overrasker dem som kender os godt, må man jo synes at det er på sin plads, at runde hele historien om vores sejltur ordentlig af. Sidst vi skrev var helt tilbage i maj måned. Dengang befandt vi os i Florida, hvor vi knoklede i det varme og  fugtige klima, med at give båden en ordentlig overhaling under vandlinjen, samtidig med at vi for en stund blev en del af det lille samfund som eksisterede omkring den lille by Green Cove, nu er vi så tilbage i Danmark, og båden ligger på sin plads i Ebeltoft skudehavn og ruster sig til den kommende vinter. Men meget er selvfølgelig sket i disse måneder.

Delfiner, Floridas kyst

Delfiner, Floridas kyst

Renser fisk

Renser fisk

4 fugle tager sig en slapper på ipaden, Florida

4 fugle tager sig en slapper på ipaden, Florida

Efter hårdt arbejde var båden igen klar til at komme i vandet sidst i maj, med ordnet køl, malet skrog og fribord, forstærkning af vindror, lapning af sejl og tilføjelse af diverse hårdtvejrsforbedringer, samt en masse andre småting. Det tager tid at optimere båden på denne måde, men det kan virkelig betale sig, selv med de små ting, og man mærker glæden og gavnen ved dem, når man er ude på vandet igen. Som vi har givet udtryk for tidligere, havde vi over en længere periode været i tvivl om hvordan vi skulle forstætte vores tur hjemover fra Caribien af. Da vi kom til Green Cove var planen, at forstætte nordover, men da vores tidplan skred i det vi måtte have båden på land, udelukkede vi den mulighed.

På vej til Green Cove

På vej til Green Cove

Båden kommer op, Emil og Mike ser på.

Båden kommer op, Emil og Mike ser på.

Arbejdet begynder

Arbejdet begynder

Frokostpause i skyggen, det var dagligt op til 40 grader.

Frokostpause i skyggen, det var dagligt op til 40 grader.

Skruen skal også eftertjekkes.

Skruen skal også eftertjekkes.

Emil læser i bøger om Canada og Grønland, i arbejdspausen, da vi stadig planlagde at sejle den vej

Emil læser i bøger om Canada og Grønland, i arbejdspausen, da vi stadig planlagde at sejle den vej

Der skæres ud

Der skæres ud

.. og svejses

.. og svejses

.. og males

.. og males

... og saves

… og saves

Fribordet er slebet og malertape skæres til og navnet

Fribordet er slebet og malertape skæres til på navnet

snart færdig

snart færdig

Harry og Emil svejser også indvendig.

Harry og Emil svejser også indvendig.

redskaber

redskaber, malergrej osv.

Færdig og klar til vandet

Færdig og klar til vandet

Emil med sit nye sejlersæt, klar til afgang

Emil med sit nye sejlersæt, klar til afgang

Båden er i vandet og Phil spiller på besøg og spiller på den guitar som han forærer os.

Båden er i vandet og Phil er på besøg og spiller på den guitar som han forærer os.

der lappes sejl

der lappes sejl

Lines fødselsdag, 6. juni

Lines fødselsdag, 6. juni

pakker gaver op

pakker gaver op, uden for er der storm på vej

Rupert og Dorry på besøg til lagkage

Rupert og Dorry på besøg til lagkage

huskelist for de 2 sidste dage inden afgang

huskelist for de 2 sidste dage inden afgang
madpakkerne er smurt, klar til afgang
madpakkerne er smurt, klar til afgang

Vi var også snart ved at være fyldt op af oplevelser og og indtryk, og selvom vi havde haft et utroligt år, var vi også modne til at vende hjem, men hvad var den bedste måde at komme det på? Vi vendte og drejede vores muligheder, både med hinanden men også med mange af dem som var blevet vores tætte venner gennem det sidste år, og som vi nu befandt os vidt fra, idet alle var blevet spredt fra hinanden i løbet af foråret; nogle var nået til New York, andre var sejlet til Panama, Stillehavet og en på Azoerne, men man mærkede selv på afstanden, varmen og hjælpsomheden fra dem, som man længe havde været i ”samme båd” med. Vi besluttede os for at sejle til Bermuda og derfra forsætte videre øst over og i starten af Juni stævnede vi ud fra Floridas kyst. Kursen var, for første gang siden vi forlod Ebeltoft, mod øst. Med 900 sømil fra indsejlingen til Jacksonville og til St. George på Bermuda, var det den længste tur Emil og jeg havde taget sammen alene. Vi var spændte på hvordan det skulle gå, men vi havde en god følelse, vi havde sejlet længe nu og kendte båden og rutinerne på sådanne ture så godt. Vi havde vagtskema således at vi havde 3 timers vagt, 3 timers fri, 3 timers vagt, 3 timers fri osv. Vi sejlede afsted lidt sent fra Florida, men efter at have nærstuderet vejrfiler og snakket med lokale og erfarne sejlere, sagde de, at vi kan fint kan nå mod Bermuda endnu inden orkansæsonen begynder. Her er lidt uddrag fra min logbog på turen:

12. juni 2013

Vejret er perfekt, solen skinner uden at det er ulideligt varmt. Bølgerne er højst ½ m, vi har medstrøm og sejler 4,5-5,5 knob. I nat var der meget trafik og lyn, men nu er her roligt, vi læser og slapper af.

Sejlet sidste døgn: 125 sømil

13. juni 2013

Vind og bølger har øget, men båden ligger godt i vandet og det er behageligt ombord. Har lige taget opvasken og Emil ligger og læser, tidligere i dag faldt baumbremsen ud af bommen, men Emil fik det hurtigt fixet. Håber på endnu en rolig nat, men formentlig bliver den mere frisk

Sejlet sidste døgn: 140 sømil

Halvvejs til Bermuda, ca 400 sømil ude, bliver vi fanget i et voldsomt lokalt uvejr, himlen har set sort ud i nordvest et stykke tid, men umiddelbart ligner det et regnskyl som vi har set det før. Emil er nede om læ og jeg sidder ved rorpinden, vi har kun storsejl oppe i 2. reb, genuaen har jeg rullet ind i i tilfælde af at der skulle være vind i regnskyllet. Men pludselig går det hurtigt, vinder tager med ét voldsomt til og jeg råber på Emil. Inden han har nået at komme ud af køjen, står der et inferno af vind og vand om øerne på os, jeg er sikker på at storsejlet enten vil revne eller tage noget af masten med sig, hvis ikke vi får det ned med det samme. Jeg lægger alle kræfter i rorpinden for at styre båden op i vinden, men jeg kan intet gøre. Storsejlet er hårdt spændt, men Emil får det ned ved at stramme 3. reb. Og til sidst kan vi slække på storskødet også. Da det er nede bliver det lettere at styre båden. Vinden er om kring 60 knob, og barometeret er inden for et ganske kort stykke tid faldet med 5. Heldigvis er det som om at vinden slår bølgerne ned i stedet for at piske dem op. Men jeg glemmer aldrig det syn af havet, der på det nærmeste ligner sne som når det fyger i en rigtig snestorm. Vinden forsvinder heldigvis inden for 1 time allerede, men i takt med den forsvinder bliver vi lukket inde i et voldsomt, og meget kraftfyldt tordenvejr som varer natten over, de er så voldsomme som dem vi har betragtet på tryg afstand førhen og følt os lykkelige for ikke at være fanget i. Jeg husker hvordan det rungede i hele båden, når lynet slog ned så tæt på at lys og lyd kom samtidig og flækkede himlen på tværs. Det var første gang på turen, jeg var oprigtigt bange for, at vi ikke ville vende hjem igen. For hvad sker der hvis lynet slår ned i båden? Vi kigger på hinanden og lover hinanden at vi ikke vil glemme de følelser som gik igennem os på det tidspunkt.

Emil får mig til at pakke en vandtæt taske med alt vores redningsudstyr og siger jeg skal lægge mig i køjen med alt tøjet på og så prøve at få lidt søvn.. eh ja. Det lykkedes faktisk og efter omkring 14 timer er vi ude af uvejret, og solen står igen på himlen. Vinden har lagt sig totalt og vandet er spejlblankt. Mirakuløst er ingen skader sket, det eneste vi har mistet er en fiskehale fra en wahoo, som vi har haft hængende under højre salingshorn siden vi sejlede over Atlanten i december.

Vi sejler for motor på dybtblåt hav mod Bermuda. Men vi er blevet enige om ikke at sejle videre, vi vil slutte vores over 1 års sejltur på den smukke ø, vi sejler mod. Vi er enige om at vores samarbejde og overblik var i top da vi fik uvejr, men vi har simpelthen ikke lyst til at sætte os selv i den situation igen. Vi har haft så mange vilde oplevelser, at vi føler os klar til at vende hjem igen. Vi har klaret så mange udfordringer og mødt så mange mennesker, vi har dykket blandt de farverigste fisk, set rokker ligge og blunde på en kridhvid sandbund, set langustere stikke deres lange ”arme” ud fra undervandsstenhuler, fulgt papegøje fisk og skildpadder rundt i korallerne og set de grimme moræner stikke deres hoveder op af sandhullerne. Vi har set hvaler dukke lydløst op fra dybet lige under båden og vi har set endnu et par kæmper skyde hele deres krop flere meter lodret op i luften for at lande på tværs med kæmpemæssige plask. Vi har siddet utrolig mange stille nætter i cockpittet og gledet lige så stille frem over den mørke havoverflade, velvidene at nede under bådens skrog er en verden og et liv af en størrelsesorden som vi aldrig nogensinde kommer til at forstå, men kan bruge mange timer på at forestille os. Og vi har set flere stjerneskud end vi kan tælle, men ønsket har altid været det samme: en sikker sejlads og tryghed og kærlighed til dem derhjemme. Man ser tingene i et andet perspektiv når man rejser på den måde. Noget man kan savne når man igen er vendt hjem til Danmark og kan hidse sig umådeligt op over at bussen er forsinket 10 minutter, eller har utrolig svært ved at forstå hvorfor Netto ikke bare kan åbne en ekstra kasse, når vi jo tydeligvis er så mange der er ude at handle?!

Som vi nærmere os Bermuda, begynder vi at vakle lidt i vores beslutning, skulle vi ikke bare sejle båden hjem selv? Der skete jo ikke noget, og det kommer der formentlig heller ikke til senere? Men nej vi har besluttet os, og vi vil ikke være bekendt, hverken over for os selv eller hinanden at bryde det løfte.

De sidste 4 døgn til St. George Bermuda, går stille og roligt, jeg skriver følgende i min logbog:

17. juni 2013

… mig og Emil morede os gevalidigt med at smide gammelt mad i havet og se det falde ned; sur mælk, morgenmadskruns og saltstænger. Emil fik bid på sin nye fiskestang, en flot stor dorado som sprang op af vandet flere gange og tilsidst hoppede af. Ved samme lejlighed opdager vi, at var sejlet lige forbi noget som lignede fiskebøjer og fiskenet med en afstand på, måske, kun 50 m.- håber af hele mit hjerte at vejret bliver ved med at være godt.

Sejlet i alt i fugleflugtlinje: 710 sømil

18. juni 2013

Vi kommer formentlig ind i nat. .. Det er mærkeligt sådan en nat at være det eneste vidne til alt hvad der sker herude. Intet andet menneske end mig har set det. På en måde er det meningen at ingen skal se det, havet og himlens verden.

Jeg hører tv2, hele verden for forstanden. Jeg tror vi skal have mørbrad til aftensmad, jeg vil sådan set helst have (og lave) havregrød, men gør det for Emils skyld. Sejler for genua og rebet storsejl, 10 knob foran fortværs/halvind.

Sejlet i alt, fugleflugt: 850 sømil. – 55 sømil igen.

Vi sejler ind af indsejlingen til st. George tidligt om morgenen, stjernetegnet Cassiopeia hang lige over øen inden solen stod op, et sjov tilfælde? Vi ligger til kaj i bymidten, efter at have været forbi costums. Byen er utrolig hyggelig og dejlig at komme til. Vi gå en tur op til bageren efter morgenmad, trætte men glade, vi spiser i cockpittet, får ryddet lidt op og ringet hjem. Og så begynder vi på den lange jagt efter en skipper som vil sejle båden hjem for os, både en vi kan stole på og som vi har råd til. Det er lettere sagt en gjort. Det bliver vores venner Bjørnar og Hilde fra den norske båd Erika Parker, som på det tidspunkt befinder sig mange sømil væk i Nordamerika/Canada, som får os i kontakt med norske Harald, som vi indgår en aftale med.

Vi ligger til i kaj i St. George

Vi ligger til i kaj i St. George

St. George er en smuk by.

St. George er en smuk by.

flotte farver, St. George.

flotte farver, St. George.

Museum.

Museum.

en park i byen, hvor byen grundlægger ligger begravet.

en park i byen, hvor byen grundlægger ligger begravet.

Da aftalen er indgået er det en kæmpe lettelse. Vi får bestilt flybilletter til København d. 28. juni og får oven i oprydning og klargøring af båden, tid til at holde et par dages rigtig ferie på Bermuda, med ture til stranden og nyde de sidste dage i varme og i det krystalklare vand. Vi er også rundt i byen, som historisk er utrolig interssant, jeg falder i snak med et par kvinder i en smykkeforretning, som fortæller en masse om øen og hvordan det er at bo der, og det sammenhold de oplevede oven på en voldsom orkan få år tilbage, Bermuda er en bemærkelsesværdig ø. Vi fiser også rundt og køber gaver til alle derhjemme og da Harald og hans gast Kjell bliver forsinket med flyet, bliver det på et hængende hår, at vi når ud til lufthavnen med alle vores ting og os selv til tiden (vanen tro). Det er på sin vis sørgmodigt, men også meget dejligt at overdrage båden til Harald, som lover at passe godt på den, hvis den passer godt på ham. Vi glæder os utroligt til at komme hjem og gense vores forældre, søskende, bedsteforældre, kusiner, fætre, venner, hund og bare selve sommer-Danmark. Det er med sommerfugle i maven og en smuk nedadgående sol, at vi tager afsked med båden og sætter os i taxaen og kører mod lufthavnen.

på Stranden ved Fort Charlotte

på Stranden ved Fort Charlotte

hyggelæsning og afslapning

hyggelæsning og afslapning

koraller og slebet glasskår i skoen

koraller og slebet glasskår i skoen

Emil, Fort Charlotte.

Emil, Fort Charlotte.

Krabbesandwich og sand.

Krabbesandwich og sand.

solblegede håndklæder, Emil i vandet og Line i solen, ren ferie.

solblegede håndklæder, Emil i vandet og Line i solen, ren ferie.

Bermuda, på vej hjem fra stranden.

Bermuda, på vej hjem fra stranden.

Vi lander i København lørdag d. 28. juni om formiddagen, efter hvad der svarer til 1 ½ vagt og 1 frivagt, og har slet ikke kunnet sove. Vi letter i den smukkeste solnedgang, og det er næsten rørende at se den på det kæmpemæssige hav. Vi sidder længe og bare kigger, mens andre omkring os ikke ænser hvad der forgår ude for vinduet. Jeg tænker på om der sejler en båd dernede lige nu, og husker alle detaljerne, bevægelserne i hver bølge. Jeg er glad for jeg sidder heroppe, selvom jeg godt kan mærke en lille smule savn.

Parat til at tage afsted til lufthavnen, taskerne er pakket og taxaen venter.

Parat til at tage afsted til lufthavnen, taskerne er pakket og taxaen venter.

Kjell, Emil og Harald, nyt mandskab til Cassiopeia.

Kjell, Emil og Harald, nyt mandskab til Cassiopeia.

Vi er helt overvældet over den luksus som er på british airways og ser film og hører musik hele natten mens tjenestevillige stewardesser står klar med mad og drikke, jamen altså.

I København står vores familie klar til at tage i mod os. Det er så ubeskriveligt dejligt at se dem igen, vi har savnet dem og de har savnet os, det er godt at være hjemme. Vi kører alle hjem til mine forældre til en kæmpe sommerfrokost. Vi har en måned her i Danmark, inden vi skal til England og hente båden.

Familien står klar i Kastrup lufthavn, 28. juni 2013.

Familien står klar i Kastrup lufthavn, 28. juni 2013.

Emil og Line

Emil og Line

Det er godt at se sin mor igen. Emil og Susanne.

Det er godt at se sin mor igen. Emil og Susanne.

stadig godt at se sin mor, Lotte og Line.

stadig godt at se sin mor, Lotte og Line.

Glade dage, Emil og Kasper.

Glade dage, Emil og Kasper.

Emil.

Emil.

Line fortæller røverhistorier..

Line fortæller røverhistorier..

Line og Far Søren

Line og Far Søren

Line og Emil

Line og Emil

Den måned går hurtigt og godt. Sammen med Emils far Jørgen tager vil til Plymouth og tager imod fortøjningerne efter Harald og Kjell har været en måned til havs med Cassiopeia, vi er utrolig glade for hvor godt de har gjort det og vi tager alle på restaurant for at høre om deres tur, som både har budt på gode og knap så gode oplevelser.

Venter på Kjell, Harald og Cassiopeia, Plymouth.

Venter på Kjell, Harald og Cassiopeia, Plymouth.

I havn efter 30 dage på havet.

I havn efter 30 dage på havet.

på restaurant, Plymouth.

på restaurant, Plymouth.

Fra Plymouth går den hop i hop mod Danmark. Vi tager 2 dage på havet og 1 dag i land, og er ved Kieler kanalen efter lidt mere end en uge, det er nogle rigtig gode sejlture, det er sjov at sammenligne med da vi sejlede her sidst, dengang havde vi en lang periode med omkring 30 knobs vind og havde et par hårde ture, vi kan godt mærke nu, en del erfaringer rigere, at det altså ikke helt er barnemad at sejle her,og det ikke bare har været fis, at vi syntes det var lidt udfordrende dengang.

Emil,tidlig morgen ombord igen.

Emil,tidlig morgen ombord igen.

Jørgen nyder solen på dækket.

Jørgen nyder solen på dækket.

Emil og Jørgen i deres gule jakker.

Emil og Jørgen i deres gule jakker.

i skiundertøjet igen.

i skiundertøjet igen.

Der sejles for genakker, bemærk klinterne i baggrunden.

Der sejles for genakker, bemærk klinterne i baggrunden.

Inde i Kielerkanalen ligger vi båden til kaj i Brunsbüttel og bliver hentet af Emils mor, så vi kan komme hjem på et lynvisit i København, hvor vi skal til henholdsvis min søster og min svogers polterabend. Da vi et par dage efter er tilbage, har vi Emils kusine Victoria på 13 år med på det sidste stykke. Vi bliver kort lukket inde i kanalen pga af strejke ved sluserne, men det lykkedes os da at komme ud til sidst og stævner i frisk vind og bølger mod Bagenkop på Langeland. Vi kommer ind i en overfyldt havn hen på aftenen, hvor ingen er taget afsted fra pga af vinden og det er med gelé i knæene at vi sejler ind i lystbådhavnen, hvor vi umiddelbart ikke rigtig har mulighed for at vende hvis der ikke er plads, folk sidder klar i deres cockpit og venter på lidt ”Hafenkino” dvs. de venter på at sejlere kommer ind og skaber lidt underholdning, ved ikke at kunne styre deres båd, men til alt held får jeg øje på en stor italiensk båd, som vi kan ligge langsskibs på. Jeg er sikker på den er flere fod længere end os, men da vi er fortøjret sikkert til den, opdager jeg, at det faktisk er os som er flere fod længere end den. Vi er sandelig tilbage i Danmark , og er igen en af ”de store”.

Den Engelske kanal.

Den Engelske kanal.

Emil og Jørgen, Den Engelske Kanal.

Emil og Jørgen, Den Engelske Kanal.

Rød himmel.

Rød himmel.

de hvide klinter ved Sydengland.

de hvide klinter ved Sydengland.

Tilbage i Kielerkanalen.

Tilbage i Kielerkanalen, i slusen ved Brunsbüttel

Næste dag går turen til Korsør og næste morgen igen sejler vi mod Ebeltoft. Victoria er ved at få godt styr på båden og styrer os ind i Ebeltoft vig og vi sejler det sidste stykke til Bob Marley. På kajen står en masse venner og familie og tager i mod os, vi er overrasket over hvor mange der er, for vi har trods alt været hjemme i en måned, og har blot hentet båden fra England i denne omgang. Det er utrolig hyggeligt og betænksomt, Emil ryger i vandet og der bliver tændt op i grillen og serveret mad og øl og snakket. Det er rart at mærke hvor mange som har tænkt på en og fulgt med i hvad man har lavet.

På vej ind til Ebeltoft, 16. august 2013.

På vej ind til Ebeltoft med Mols Bjerge i baggrunden 16. august 2013.

Ebeltoft.

Ebeltoft.

Folk står klar på broen.

Folk står klar på broen.

og Emil må en tur i vandet med Jakob.

og Emil må en tur i vandet med Jakob.

Glade for at have båden hjemme igen, august 2013.

Glade for at have båden hjemme igen, august 2013.

Nu er vi så hjemme igen, og har været det i snart et halvt år. Emil har boet i Ebeltoft siden, og arbejdet der, men i september kom han til skade med sit knæ og har stort set intet kunnet lavet siden da. Han er blevet opereret i knæet og startet til genoptræning, så det går i den rigtige retning. Jeg er flyttet på kollegie i København og startede i septembers med at læse veterinærmedicin. Efter jul kommer Emil også herover hvor han fra januar skal begynde på maskinmesterskolen ude på DTU, og så har vi købt lejlighed på Østerbro og flytter sammen til februar. Så dagene er helt anderledes nu, end for et år siden hvor vi var på vej over atlanten netop nu, der kan hurtigt komme forandring og man vænner sig hurtigt til nye omgivelser, men vi føler os utrolig priviligeret at have så mange oplevelser med i bagagen, og er glade for at vi troede på det dengang. Og at vi tog skridtet og sejlede afsted. Vi er også utrolig taknemmelige for alle dem som har hjulpet os på vej, både med inspiration, med støtte og med hjælp til alt det praktiske.

Tak til jer som har fulgt os og læst vores blog, det har været skønt at kunne skrive til nogle om ens oplevelser, og som har haft lyst til at læse med.

Reklamer
Udgivet i Ukategorisert | 2 kommentarer

Gensyn med Atlanten, velkommen til United States of America og huller i kølen

Billeder er på vej

Sidst i april lod vi fortøjningerne gå og sejlede fra Den Dominikanske Republik og dermed også ud af Caribien. Vores kurs var sat mod USA, som ventede en lille uges sejlads og 820 sømil forude. Lige i det vi sejler ud af Samaná, bugten hvor vi har befundet os de sidste dage og runder pynten, dukker 2 delfiner pludselig op tæt på båden. De viser sig kun et par enkle gange, for så at forsvinde igen, men vi er glade. For netop synet af delfinen er kendt for at bringe lykke på rejsen, og hos mig og Emil efterlader det en dejlig opløftende følelse, for sådanne tegn er ikke at spøge med. Vi er 3 ombord. Nicolai som er Emils kammerat, er kommet på besøg og skal sejle med til Miami. Det er godt at være en ekstra hånd og Nicolai kommer hurtigt ind i det hele, selvom han ikke har sejlet før. Det går rask derudad og vi runder hurtigt det nordøstlige hjørne af Den Dominikanske, mens mørket falder på og vi kan falde ind på en mere vestlig kurs. Turen kommer til at vare 6 dage og vejret og havet vi møder, er alt fra havblik uden en vind og blå himmel, til frisk passatvind, tunge tordenskyer, store bølger til det ikke helt er sjov længere. Øsregnvejr, bagende sol og modvind. 2 nætter i træk har vi så meget vind og så store bølger, vi surfer ned af, at vi i en ½ time på Emils vagt ligger på et snit på 10 knob. Bedre er det ikke på min vagt, hvor vi får 2 mindre bordefyldninger, det er når en bølge brækker ind over båden og cockpittet fyldes med vand. Heldigvis havde vi sat lugen i ned til selve båden, men Nicolai råber lidt op i sin nattesøvn fra agterkahytten, da han pludselig bliver våd og jeg sidder og sumper så dejligt i mine drivvåde bukser, som stod først for da vandet kom væltende.

Ellers går det godt, trods Nicolai er ny som sejler, klarer han det hårde vejr godt ved rorpinden og mig og Emil kan slappe af nede om læ. Bølgerne stilner dog af sammen med vinden efter omkring fire dage og vi sejler ind i vindstille for motor. Vores tøj kan tørre og fordi solen skinner sådan bliver vores batterier ladet fuldt op af solpanelerne. Det betyder at der bliver slappet af med film, computerspil og musik når vi ikke er på vagt og man glemmer nærmest vi er midt ude på havet. Det er let at lave mad og vi kan endda dække bord den ene aften, frem for at spænde gryderne fast på komfuret som vi plejer. Om morgenen på 6. dagen, krydser vi golfstrømmen og det giver os et ordentlig skub i den rigtige retning. I mellemtiden har vinden dog taget til og ændret retning, så vi nu får den lige imod. Når golfstrømmen og vinden løber mod hinanden, opstår der konfus sø, og dønningerne bygger sig op. Det er ligesom at kører op af en kæmpe bakke, for så på toppen at kunne se ned i en kæmpe dal, og så lade sig glide ned af den i frigear. Det er et smukt og næsten uvirkeligt syn. I horisonten begynder vi at kunne se en lang række af højhuse, Miamis skyline. Vi er ret opstemte, i højt humør. Vi hører Bruce Springsteen og alle 3 skråler med på ”Born in the USA”. Men så begynder bølgerne alligevel at blive højere og Cassiopeia stikker igen og igen stævnen ned i de store søer, så vandet skyller op på dækket og flyver over sprayhooden og gør vores arme hvide af salt. Vi vurderer bølgerne til at være 6-7 m, vi slukker musikken og vi bliver alle lidt mere stille. Indsejlingen til Miami er meget smal og vandet på begge sider er meget lavt. Jeg prøver at kalde kystvagten for at spørge om det er forsvarligt at sejle mod land, eller om det er bedre at vente ude til havs, til vind og bølger er stilnet noget mere af, men lige meget hvordan jeg spørger, nægter de at hjælpe os og give os lidt vejledende information. ”Tsk, velkommen til Amerika, hvor ingen tør at udtale sig i frygt for at blive sagsøgt” tænker jer, ”sikke nogle ”bip”, hvad er der blevet af godt sømandskab?” Efter nogle mil begynder vejret dog at stilne af og da vi nærmer os indsejlingen, er havet på forunderligste vis, på det nærmeste fladt. Hvad kommer så svømmende i stilheden efter stormen? Delfiner selvfølgelig! Og denne gang bliver de længe, de springer og svømmer og springer igen. Velkommen, siger de og jeg kan ikke lade vær med at smile. Deres venner havde lovet os en sikker tur, og det holdt de. Nicolai synes måske vi er lidt fjollede, og det kan jeg godt forstå, men man, eller vi, bliver i al fald ret overtroiske af at sejle.

Og det er altså utroligt, det må I forstå; vi har sejlet i en uge med til tider rigtig hårdt vejr, og intet er gået i stykker, intet er knækket, flækket, brækket eller slået i stykker. Ingen har været søsyge, ingen har faldet, intet elektronisk udstyr har strækket og ingen uhyggelige eller uforstålige oplevelser har fundet sted. De små delfiner, de ved altså et eller andet om en hel masse ting. Det er både sikkert og vidst.

Lidt forblæste sejler vi ind i ad det stille vand som slynger sig rundt om og i hele Miami. US. Coast Guard kommer sejlende hen mod os og siger pænt goddag. Den unge vagt er utrolig venlig, som han sidder der med sin skudsikre vest og hjelm, mens han afslappet hviler hånden på sit maskingevær, der er rettet mod os. Da de er sejlet igen efter at have guidet os i den rigtige retning gennem kanalerne, kan vi ikke lade være med at grine, det er en så absurd virkelighed, sammenlignet både med den vi lige er kommet fra og den vi altid har levet i. Men det er trods alt, og måske lige præcis derfor, så sjov og spændende at være kommet hertil.

Trods mange skrækhistorier, viser det sig at være noget af det letteste at tjekke ind i USA. Reglerne er ellers mange og forvirrende. Kommer man sejlende til USA på sin private båd, skal man have visa der giver en tilladelse til at opholde sig i landet i 10 år. Det indebærer, at man skal udfylde et helvede af et bundt papirer inden man forlader Danmark. Svare på spørgsmål som; ”har du nogensinde tvunget en dreng til at blive steriliseret?” eller ”har du solgt organer på det sorte marked” få taget billeder, fingeraftryk, møde op personligt i danske bank og indbetale penge på en helt speciel konto, købe frimærker for 90 kr. Angive en amerikansk bekendt der kan bekræfte at du er en virkelig person og ikke opdigtet osv. osv. Dernæst skal du møde op på den amerikanske ambassade i København, igennem sikkerhedskontrol og side i flere timer i stilhed og vente på at det er din tur til en samtale, hvor jeg blandt andet blev spurgt om min bankrådgiver var min kæreste. Du skal kunne bevise at du kan forsørge dig selv og har noget at vende hjem til, så som job eller skole, for derefter at håbe på at du er blevet godkendt. Alt det havde vi gjort, men langsomt kommer vi i tanke om at det har Nicolai ikke. Det er noget værre møg, bliver vi så afvist? Får vi besked på at vende om? Kommer der betjente ned for at gennemvende hele skibet? Bliver Emil sat i fængsel, for at have indført en person ulovligt i USA på sit skib? Nej, intet af det sker. Og helt er ærgerligt var det nok også mere mit hoved der gik amok med alle disse tanker og ikke drengenes. Nej, der sker det, at mig og Emils pas bliver stemplet lige med det samme og lige efter hinanden, dunk, dunk. Så gå der få minutter på det forladte kontor, en medarbejder kommer rullende med en hel vogn fyldt med snacks til dem inde på kontoret, der bliver mumlet lidt, og så efter lidt mundhuggeri et par betjente imellem og en lille tøven kommer det 3. dunk. og vi får alle leveret passene tilbage med et, ”welcome to United States of America and enjoy your stay.” Jo mange tak.

Dagene i Miami går hurtigt, Nicolai har været her før og kan vise os rundt. Han ved hvor det sjove sker og hvor det ligger. Vi har kastet anker ved noget der hedder Belle Island, og om aftenen er vores udsigt som taget ud af en film, med alle lysene for storbyen omkring os. I starten er mig og Emil helt overvældet af alle de indtryk en storby giver efter at have sejlet rundt i den totale modsætning snart et halvt år. Alle de butikker! Vi ser hurtigt i sammenligning med vores omgivelser, at alt vores hvide tøj slet ikke er hvidt længere, at vores iphones er oldgamle, vores sko er udtrådte og vores hår er ikke vasket. Emils arme buler ikke af steorider og mine bryster strutter ikke af silikone, Nicolai har set det hele før og griner af vores reaktion.

Men her er dejligt at være, folk er meget venlige og hjælpsomme, de virker afslappede og tilfredse. Når vi går nede ved Miami Beach er det tydeligt at kroppen er i centrum, her bliver rullet, skatet, løbet og spillet volleyball. Vi mødes med vores norske venner Bjørnar og Hilde fra båden Erika Parker og gennem dem lærer vi også norske Marius og Kristin på Quikie at kende.  Den ene aften tager vi i biografen. Filmen forgår tilfældigvis i Miami og er en fuldstændig absurd og voldsom, sand historie. Vi genkender mange af de steder hvor filmen er optaget og da vi træder ud af biografen og går ned af de gader, kan vi ikke lade vær med at grine; hvad er det for et sted vi er kommet til?

Vi sejler via ICW, som står for intra costal waterways, de 20 sømil op til Fort Lauderdale. ICW er en indenskærs kanal/flod som går hele vejen fra Miami og op til Virginia. Her i starten er der utrolig mange broer, som vi skal vente på, åbner for os, og så er vi nødt til at sejle for motor hele tiden. Det er lidt kedeligt, men til gengæld er det interessant at se på alle de mange huse, med svimmingpooler, private bådbroer, skulpturer i haven osv. Fra Fort Lauderdale, sejler vi igen af ICW op mod Palm Beach, men da vi efter 10 sømil rammer noget med skruen og motoren derefter hyler fordi den er for varm, bliver vi enige om at gå ud på åbent hav igen. Problemet er dog at udsejlingerne ikke er detaljerede nok i nogen af søkortene og de viser nærmest at der intet vand er. Heldigvis lykkedes det denne gang at få fat på en på radioen, der gerne vil hjælpe og det lykkedes os, at komme ud af ICW. Så kan vi slappe af igen. Vi kan sætter sejl, har god plads og rigeligt med vand under kølen. Det er til at blive kulret af alle de både og bøjer på ICW, når man er vant til at have det hele lidt mere for sig selv.

Vi kommer til Palm Beach hen under aften og smider anker lidt bag norske Erika Parker. Norske Quikie ligger i marina med adgang til swimmingpool, jacuzzi og grill. Så vi kommer på besøg, og bader og spiser mad sammen, det er Nicolais sidste aften og næste morgen sejler Emil ham ind til land så han kan komme med toget til lufthavnen. Det var meningen at os og Erika Parker skulle have lettet anker den dag og fortsættet nordover, men så beslutter vejrguderne at åbne for sluserne. Det står ned i et væk, så man intet kan se og det lyner og tordner, så himlen gang på gang bliver oplyst. Mig og Emil kryber sammen under dynerne ude i forkahytten. Ankeret får lov at blive hvor det er. Og det er nu ikke så ringe endda med regnen trommende mod lugerne, nej det er faktisk ret hyggeligt.

På et tidspunkt begiver vi os ud i gummibåden sammen med Bjørnar og Hilde, godt forskanset i vores regntøj. Flere af os er dog alligevel gennemblødte før vi overhovedet når ind i land. Den ene dag klarer det så endelig op, men vi vil alligevel vente en dag med at tage af sted, så vi er sikre på at søen har lagt sig. Hen under aften tager uvejret til igen og sammen med Erika Parker og Quikie, hopper vi i Jacuzzien i marinaen og drikker øl til regnen og lyn stopper, hvilket det gør efter 5 timer.

Endelig kommer dagen hvor vi kan forlade vores ankerplads og mig og Emil sætter stævnen mod Jacksonville, hvor vi har planer om at få båden på land. Distancen er på ca. 270 sømil og er faktisk den længste som vi har sejlet kun os to. Turen går fint, men det er tydeligt at vi er kommet ud af det stabile passatvindsbælte og vinden skifter hele tiden pludseligt og uventet. Dagene er stille, mens vinden og søen tager til om natten. De kraftigste tordenvejr ligger ude over havet hele natten, begge nætter. Jeg tror aldrig jeg nogensinde har set så store og så kraftige og så røde lyn. Jeg kan faktisk mærke frygten på mine vagter, det er så utroligt kraftfuldt. Smukt, men ødelæggende.

Begge aftener har vi den flotteste solnedgang, og den anden aften står temaet på dyr. Vi sejler lige forbi 2 pelikaner der ligger og tager en slapper og som om det skulle være startskuddet, stikker en kæmpe skildpadde snuden op i havoverfladen for at få luft. Dernæst begynder vi at blive omringet af små fulge. En er modig og sætter sig på søgelænderet og dernæst er der en lille gruppe på 4 fugle der skal prøve at sidde alle mulige steder. På bommen, på rorpinden, på trækassen med fortøjninger, på solpanelet, på spillene, på ipaden, og sågår på Emils hoved og min hånd. Midt i det hele vælger en flok delfiner på omkring 15-20 stk. at gøre os selskab og dykker rundt om hele båden og tager selvfølgelig også lige et par spring i den orange havstribe fra den nedadgående sol. Velkommen til Walt Disneys univers! 3 af fulgene vælger at blive som blinde passagerer og letter først da vi om morgenen begynder at nærme os land.

På et tidspunkt ser vi noget mærkeligt ligge i vandet, vi vender båden og sejler hen for at se hvad det er, det viser sig at være en ballon, hvor der står: ”Tillykke, du gjorde det!” Jo mange tak.

Vi når jacksonville hen under aften og ligger gratis til kajs lige inde i midtbyen. Her er plads til 5 både og du går lige fra din båd og op på Riverwalken, med restauranter og caféer. Her møder vi båden Bay Tripper med amerikanske Mike, Michelle og deres 2 små børn. De bliver de første af en lang, lang række søde og utrolig hjælpsomme og snaksaglige amerikanske sejlere vi kommer til at møde.

Et par dage efter går turen til Green Cove Springs, hvor vi skal have båden på land. Det er også her vi befinder os nu. Og hvordan skal man så forklare dette sted? Det ved jeg ikke helt. Her er fællesskab, det er sikkert og vidst. Det er et utroligt sjovt sted. Vi lærer virkelig noget af amerikanerne og bliver bekræftet i mange af vores forestillinger om landet her, men vi bliver også mere og mere klar over hvor forskellige vi er fra amerikanerne som danskere. Hele mentaliteten og tankegangen er så forskellig fra hinanden og uden at fornærme nogen, vil vi sige vi er taknemmelige for, at vi er opvokset på den side af Atlanten, som vi er.

Kilden til viden her, findes på verandaen foran marinekontoret. Her bliver der serveret gratis kaffe og sludret. Her bliver selvfølgelig snakket om både, men her bliver også diskuteret mange ting mellem folk. Vi hører folks syn på våben, militær, Obama, demokrater, republikaner, terrorister, velfærdsstater, retten til at forsvare sig selv og sin ejendom, jeg selv Monica Lewinsky og Bill Clintons forhold bliver vendt. Men for det meste er det bare stille og rolig sludder, tilbagelænet i stolen med en bog eller en cigaret i hånden. Flere er kommet hertil, blot for et kort stop, men er endt med at blive 8, 12, 16 år. Det er deres hjem, og os besøgende bliver let lukket ind i det lille samfund. Specielt mig og Emil virker til at være mål for folks godhed og hjælpsomhed. Vores båd er placeret lige ud for den omtalte veranda og alle følger med i vores gåen og laden. De første 5 aftener blev vi inviteret på aftensmad, enten på folks både eller på restaurant, vi bliver kørt til forretninger med bådudstyr og supermarkeder og foræret ting. Til morgen da jeg klatrede ned af stigen fra båden, stod der en pose med hjemmelavet Jordbær-æble syltetøj, lidt kiks og andet godt til os. Emil fik lidt senere i dag foræret søkort over Canada og da det blev almindelig kendt at jeg bestilte et sejlersæt til Emil inde på kontoret uden at bestille et til mig selv (Det vil sige max et par timer efter) fik jeg foræret en sejlerjakke af vores nabo.

Den første dag sagde Emil til mig på dansk, ”Hvor ville jeg ønske jeg havde en vinkelsliber der duede til 110 v” Og det er ikke løgn, lige i øjeblikket efter kommer vores genbo gående med sin vinkelsliber og siger, selvfølgelig på engelsk, ”Kunne du tænke dig at låne min vinkelsliber? Du ligner en der kunne bruge den” Så vi har det godt, og det på trods af at Emil opdagede at vores ene køl var rustet igennem, så han kunne slå huller i den med et par slag fra en hammer, og ud piblede vand. Det var jo dårlige nyheder. Vi havde tænkt blot at være på land i nogle dage og dernæst fortsætte nordover, men nu har vi været her i halvanden uge og bliver nok i hvert fald nød til at blive her ugen ud. Det rykker vores i forvejen stramme tidsplan, men det tager vi egentlig ikke så tungt. Vi er blot glade for, at vi opdagede svagheden, mens vi på land og ikke ude på åbent hav. Så nu er vi også begyndt at slibe og male selve topsiden af båden og får også ordnet andre småting nu vi har tiden. Om et par dage kommer endnu en dansk båd hertil, Henrik fra Royal Blue, ham glæder vi os til at se igen og så håber vi snart at få gjort båden færdig, så den kan komme i vandet igen, selvom vi er blevet glade for stedet her.

Udgivet i Ukategorisert | 6 kommentarer

Jomfruøerne mod Puerto Rico og den Dominikanske Republik

Prickley Pear Island, en meget tør og stort set ufremkommelig ø. Emil finder mange ting som er skyllet i land og spænder bag på rygsækken

Prickley Pear Island, en meget tør og stort set ufremkommelig ø. Emil finder mange ting som er skyllet i land og spænder bag på rygsækken

Og det bliver den opsamlede ting fra Prickley pear brugt til..

Og det bliver den opsamlede ting fra Prickley pear brugt til..

Aftenbad, vores badeværelse er på agterdækket, vi tager kun bad i saltvand, ferskvand er en luksus.

Aftenbad, vores badeværelse er på agterdækket, vi tager kun bad i saltvand, ferskvand er en luksus.

Morgenmad. Papaya, youghurt og flyende honning.

Morgenmad. Papaya, youghurt og flydende honning.

The Baths, store lavasten som er blevet kastet oppå kysten

The Baths, store lavasten som er blevet kastet op på kysten

Her er dejligt.

Her er dejligt.

Solnedgang på den dejligste og roligste ankerplads, Little harbour, Peter Island.

Solnedgang på den dejligste og roligste ankerplads, Little harbour, Peter Island.

Udsigt over Korarev, Norman Island

Udsigt over Koralrev, Norman Island

Fiskeudstyr og One Love, bar på stranden, Jost Van Dyke

Fiskeudstyr og One Love, bar på stranden, Jost Van Dyke

Meget effektiv Car Wash

Meget effektiv Car Wash

Det kan også regne i Caribien, emil gør klar til at gå ud og "rede båden" som han selv udtrykker det.

Det kan også regne i Caribien, emil gør klar til at gå ud og “rede båden” som han selv udtrykker det.

Emil i regnvejret, vi har netop tidligere på dagen slebet alle vores doradokasser i træ ned, for at lakere dem på ny, himlen vælger at åbne for alle sluser for første gang i flere måneder.

Emil i regnvejret, vi har netop tidligere på dagen slebet alle vores doradokasser i træ ned, for at lakere dem på ny, himlen vælger at åbne for alle sluser for første gang i flere måneder. Vores solsejl virker som opsamler af regnvand til bla. opvask, hårvask osv.

Der arbejdes, Jost van Dyke

Der arbejdes, Jost van Dyke

Cassiopeia til anker, Jost Vand Dyke

Cassiopeia for anker, Jost Vand Dyke

seelv en Kaptajn kan vel få lyst til at gynge

selv en Kaptajn kan vel få lyst til at gynge

Endnu en smuk aften

Endnu en smuk aften

En brandbil "Hold nu kæft Line det er fedt med alle de knapper og håndtag!" (Emil)

En brandbil “Hold nu kæft Line det er fedt med alle de knapper og håndtag!” (Emil)

Line går i bage"mode" og der bliver bagt, rugbrød, boller, scones, kanelsnegle, fastelavnsboller og chokoladekage.

Line går i bage”mode” og der bliver bagt, rugbrød, boller, scones, kanelsnegle, fastelavnsboller og chokoladekage.

Indsejlning, Charlotte Amaiile, De Dansk Vestindiske øer

Indsejlning, Charlotte Amaiile, De Dansk Vestindiske øer

Emil med et mindesmærke af.. Emil

Emil med et mindesmærke af.. Emil

Charlotte Amalie

Charlotte Amalie

Line og Emil, Frederikskirken, Charlotte Amailie (som immigrationsdamen siger: "named after the dansih queen Chaaaarlot Amaly)

Line og Emil, Frederikskirken, Charlotte Amalie (som den søde immigrationsdame siger: “named after the danish queen Chaaaarlot Amaly)

Emils kammerat, Nicolai Hjort, er kommet på besøg, Charlotte Amalie

Emils kammerat, Nicolai Hjort, er kommet på besøg, Charlotte Amalie

Line, de 99. trin. Charlotte Amailie. De danske fragt skibe havde sten med som ballast i de store skibe, her lagt som trapper i et kvarter tilrettelagt at danskere, der ikke har taget højde for høje stigninger i deres byplanlægning.

Line, de 99. trin. Charlotte Amalie. De danske fragt skibe havde sten med som ballast i de store skibe, her lagt som trapper i et kvarter tilrettelagt at danskere, der ikke har taget højde for høje stigninger i deres byplanlægning.

Emil i motorrummet fot millionte gang

Emil i motorrummet fot millionte gang

Dykker på Culebrita, De spanske jomfruøer, det viser sig at være et problem at vi gik til denne ubeboede ø, men det løser sig heldigvis.

Dykker på Culebrita, De spanske jomfruøer, det viser sig at være et problem at vi gik til denne ubeboede ø, men det løser sig heldigvis.

Hjort ser Vela komme sejlende ind til stranden i solnedgang, Culebrita. skildpadderne yngler på stranden og vi må sejle ud til båden igen for at tilberede aftensmaden, papegøjefisk skudt med harpun yidligere på dagen, i stedet for at grille dem, på stranden.  Hjort ser vela komme sejlende ind til stranden i solnedgang på Culebrita. På stranden yngler skildpadderne, og vi må ud og tilberedde papegøjefiskene, skudt med harpun tidligere, på båden i stedet.

Hjort ser Vela komme sejlende ind til stranden i solnedgang, Culebrita. skildpadderne yngler på stranden og vi må sejle ud til båden igen for at tilberede aftensmaden, papegøjefisk skudt med harpun yidligere på dagen, i stedet for at grille dem på stranden.

Nicolai og Emil

Nicolai og Emil

Aften, snart 2 dage på havet, indsejlingen til San Juan i syne

Aften, indsejlingen til San Juan i syne

kærlighed og drilleri, Emil og Isabel, Puerto Rico

kærlighed og drilleri, Emil og Isabel, Puerto Rico

farverige og charmerende, musikalsk, lidenskab, varme og vold. San Juan er meget spansk, fantastisk og modsætningernes by.

farverig og charmerende, musik, lidenskab, varme og vold. San Juan er meget spansk, fantastisk og modsætningernes by.

Puerto Rico

San Juan, Puerto Rico

Fodrer duer, San Juan

Line fodrer duer, San Juan

I gummibåden, på vej ind til San Juan

I gummibåden, på vej ind til San Juan

Emil og Nicolai, Casa Barcardi

Emil og Nicolai, Casa Barcardi

Natasja, Emil og Isabel siger farvel. (Men selvfølgelig også på gensyn)

Natasja, Emil og Isabel siger farvel. (Men selvfølgelig også på gensyn om et par år)

Vi siger farvel til Vela i San Juan, vi har fulgtes stort set siden Kieler kanalen i midt juni og for en klump i halsen. Nicolai får os dog til at grine da billedet bliver taget

Vi siger farvel til Vela i San Juan, vi har fulgtes stort set siden Kieler kanalen i midt juni og vi får en klump i halsen. Nicolai får os dog til at grine da billedet bliver taget

Den nye besætning. Nicolai (Emils kammerat fra ftx) Emil og LIne, San Juan lige før afgang mod den Dominikanske, en tur på ca. 2 døgn

Den nye besætning. Nicolai (Emils kammerat fra htx) Emil og Line, San Juan lige før afgang mod den Dominikanske, en tur på ca. 2 døgn

fanger fisk

fanger fisk

fisk!

fisk!

tilbereder yellow fin tuna, som Emil fangede og endda knækkede sin fiskestang på, vi har vores norske venner Bjørnar og Hilde på besøg.

tilbereder yellow fin tuna, som Emil fangede og endda knækkede sin fiskestang på, vi har vores norske venner Bjørnar og Hilde på besøg.

Udgivet i Ukategorisert | 4 kommentarer

Mød mig på Cassiopeia

Skrevet d. 11-12 marts og udgivet i dag d. 16 marts 2013

Nu er det virkelig blevet tid til at lade høre fra os igen. Det er over 2 måneder siden at vi sidst har fået skrevet herinde. Vi er nået til St. Maarten, en caribisk ø, som ejes både af hollænderne og franskmændene, men som i virkeligheden mest af alt, bliver regeret af alle amerikanerne, som kommer hertil som turister i store stimer. Så meget for at rejse langt for lidt fremmed og så ende op i de vestliges paradis. Men nu må vi heller ikke lyve for jer, for det er faktisk virkelig sjov at være her. Men man ender med at få lidt ondt i håret, for her er godt selskab, og virkelig gode barer og restauranter. Vi lærer nye dansemoves og Emil har fået brandsår på begge inderlår efter at have givet den gas på en rodeotur (han satte rekord vel og mærke) Og I går var vi til beach party, mest fordi de havde reklameret med miss wet t-shirt konkurrence, men hold nu op hvor nogle kan te sig og danse på måder jeg aldrig har set før, og det i flere timer. På samme strand, kommer flyvemaskinerne fejende lige hen over hovedet på dig og lander lige på den anden side af vejen. Folk må holder på hat og briller og man må tage sig selv i at dukke sig. Det er lige fedt hver gang.

Tidlig morgen på vej til st. Maarten

Tidlig morgen på vej til st. Maarten

Line læser.. meget

Line læser.. meget

Philipsburg, St. Maarten, med Vela og gast Christian

Philipsburg, St. Maarten, med Vela og gast Christian

drinks og fly, St. Maarten

drinks og fly, St. Maarten

store bølger, Maho bay, St. Maarten

store bølger, Maho bay, St. Maarten

Men vi må hellere gå lidt tilbage i tid. Vi har haft forskellig familie på besøg siden midt i januar og vi endte med at bruge 1,5 måned bare i Grenadinerne. Det afslappede øliv, blandet med fantastisk snorkling, masser af søde mennesker og flot og idyllisk natur, var så tiltrækkende, at vi havde svært ved at tage afsted derfra igen. Vandet i det område er så klart og helt turkis. Man møder så mange fisk. Kæmpe flokke af kirugfisk, papegøjefisk i alverdens farver med deres sjove overbid, skildpadder og et par enkle rokker. Men Dagene er dog ikke lutter lagkage og mottoet for en hel periode på 3 uger, blev: ”ingen dag i Caribien uden action!” Vi sejlede på et rev en nat med gummibåden, vi fik et reb i skruen, vi blev lynede uvenner med en lidt uhyggelig mand efter en misforståelse om et anker, en motorbåd skar vores fortøjningsreb over med sin propel, en sen aften vi var i land og sendte båden drivende hen mod klipperne, osv. osv. men vores sidste dag i grenadinerne endte nu godt og vi fejrede min fars fødselsdag på Mayreau, med en afslappet dag på båden og med en omgang beachvolley inde på stranden.

Søren, Kasper og Line. ankerplads Young Island

Søren, Kasper og Line. ankerplads Young Island

Far Søren fylder 58 år.

Far Søren fylder 58 år og er klar med kniven i hånden som altid.

Kasper og Emil snakker med venner efter en nat i byen

Kasper og Emil snakker med venner efter en nat i byen

Union Island, på et kort stop.

Union Island, på et kort stop.

Fra Grenadinerne sejlede vi mod St. Lucia. Vi kom til Marigot Bay efter en lidt krævende døgnsejlads og tog en taxi direkte hen til den nærmeste Burger King. Hold nu op, det var godt. Generelt er det bare dejligt at komme til en ø hvor vi kan handle fersk kød efter 1,5 måned med frossen kylling. Et bad får vi også. For første gang i meget lang tid. Det er luksus. Da Emil skal op og betale for diesel, for han også lige et råd med på vejen, om hvor man kan finde de bedste piger, en ny til hver ugedag. Se dét er service.  Vi sejler videre til Rodney bay, som ligger mere nordligt på samme ø. Vi har pludselig fået lidt travlt med at komme mere nordligt, da vi har en ny gast der skal hentes på Antigua og fordi vi formentlig har lagt vores sejlrute om hjemad, hvilket betyder vi skal sejlere flere sømil, men på samme tid. Vi overvejer nemlig at sejle op langs USA’s østkyst og over Grønland og Island hjem. Vi har dog nogle dage i Rodney, som går stille og roligt. Her står min far af og flyver hjem mod Danmark. Vi andre sejler videre til Martinique, som er fransk, og det er tydeligt. Øen skiller så klart ud fra de tidligere og byerne ser mere sydeuropæiske end caribiske ud. Franskmændene holder godt fast i øen og ALT står på fransk og ALLE snakker fransk. Altså lige bortset fra os, som alligevel humper os i gennem med et par enkelte gloser og tegn og fagter. Cecilie og Kasper står af på det sydlige Martinique og vi andre tre; Emil, vores gast Erik og jeg fortsætter nordligt. Vi ligger til anker i st. Pierre, for foden af vulkanen Pelee, som for omkring 100 år siden udslettede hele byen på 30.000 mennesker. Bortset fra 1, en morder som sad i en stencelle. Ironi eller måske karma. Her oplever vi noget helt fantastisk. Vi kan hører hvalerne synge. Flotte melodiske lyde. Man dykker ned igen og igen og tænker på hvad de mon fortæller. Kalder de på hinanden, skælder de ud, eller fortæller de måske et par gode røverhistorier?

Bequia

Bequia

Aften på Bequia, Cecilie og Line sætter kædeaflaster på.

Morgen på Bequia, Cecilie og Line hiver ankeret op.

Cecilie, Kasper, Emil og Line. Vi sejler mod Tobago Cays

Cecilie, Kasper, Emil og Line. Vi sejler mod Tobago Cays

Tobago Cays

Tobago Cays

Cecilie, Emil og Kasper i gang med opvasken

Cecilie, Emil og Kasper i gang med opvasken

Cecilie, Emil og kasper, Petit Tabac

Cecilie, Emil og kasper, Petit Tabac

Hvis os aå hvordan den nød skal knækkes! alene som eneste båd på Petit Tabac

Hvis os så hvordan den nød skal knækkes. Alene som eneste båd på Petit Tabac

Burger king på St. Lucia

Burger king på St. Lucia

Fællesbillde på Pigeon Island, St. Lucia

Fællesbillde på Pigeon Island, St. Lucia

Erik i stævnen på vej ind til St. Pierre, med Mt. Péle i forgrunden

Erik i stævnen på vej ind til St. Pierre, med Mt. Péle i forgrunden

Fra Martinique går turen til Guadeloupe. Vi sejler forbi Dominica i næsten vindstille og glider lige så stille forbi alle de mange lys. Her er fredfyldt. Her er så stille, at det eneste jeg kan høre, er Emils sagte åndedrag fra agterkahytten. Til sidst må vi dog starte motoren, efter at have ligget med en fart på 0,0 i et kvarter. Fri af øen kommer vinden dog igen, og vi sejler i rask fart og bølger. Guadeloupe er formet som en sommerfugl og vi sætter kursen mod selve kroppen, hvor vi ved Bliss ligger som vi fulgtes med over Atlanten. Vi ligger os ind i marinaen. Vi kommer til at ligge ved siden af et belgisk par, som på et tidspunkt har været 4 måneder på havet i streg. De skynder sig at tilføje at de lige kastede anker på en øde vulkanø og var der i 2 dage, lige for at slappe af. Omg.

i gang med hvad der førhen fik os helt op i det røde felt. efter 9 måneders øvelse går det nu helt godt.

i gang med hvad der førhen fik os helt op i det røde felt. efter 9 måneders øvelse går det nu helt godt.

Med Bliss lejer vi en bil og kører rundt på den venstre vinge af Guadeloupe. Her er flot og meget frodigt. Vi klatrer op af en snoet og stejl sti som er trådt ned mellem regnskovens mange træer, det lykkedes os at komme op ved et af vandfaldenes udspring. På vejen ned falder vi på røven et par gange, Storm på 10 måneder, sidder på maven af Emil og er ikke helt tilfreds med alle glideturene. For os andre er det nu meget sjov.

På vej ind i regnskoven med Stine, Michael og Storm, Guadeloupe

På vej ind i regnskoven med Stine, Michael og Storm, Guadeloupe

Erik og Line,Guadeloupe

Erik og Line,Guadeloupe

Næste dag står Erik af og turen går nu mod Antigua. Efter flere måneder med lidt for meget vind, er vi nu kommet ind i en periode med lidt for lidt, og vi tuller lige så stille af sted med 1,5-2 knob gennem natten. Jeg vil sætte spilerstagen alene, fordi Emil sover. Det går selvfølgelig ikke helt efter planen og vi bliver rivenende uvenner. Det hele er noget være lort, der er ingen døre at smække med og man kan ikke bare sige, ”din store idiot nu skrider jeg hjem til mig selv!” Vi er midt ude på havet og vi bliver stadig nødt til at samarbejde om at sejle båden. Man kan jo ikke bare springe i havet og så flyde til Antigua. Båden kan både skille en ad, men det er også den der får en sammen igen. For på grund af den og på grund af at man har valgt at sejle ud som vi har, så er man 100 % afhængige af hinanden, og man SKAL kunne stole på hinanden og det SKAL fungere. Hvis det ikke gør, så har man bare at få det til det, og det lidt hurtigt. Og når spilerstagen er sat, og vi igen er kommet ind på kurs, så var den anden måske ikke så stor en idiot alligevel og man er glad for at man sidder trygt og sikkert oppe i cockpittet på vej, og ikke ligger og driver retningsløst rundt i det kilometerdybe hav.

Dannebrog i Solnedgang, på vej mod Antigua

Dannebrog i Solnedgang, på vej mod Antigua

Aftentisning, mod Antigua

Aftentisning, mod Antigua

Cassiopeia i morgenlys, billedet taget fra Bliss, På vej mod Antigua

Cassiopeia i morgenlys, billedet taget fra Bliss, På vej mod Antigua

I English Harbour på Antigua, kaster vi anker inde i bunden af bugten, hvor vandet er mudret og mangroven vokser helt ned til kanten og stikker sine rødder i det salte vand. Havnen, kaldet Nelsons Dockyard, opkaldt efter den berømte lord Nelson, er en perfekt og fejlfri rekonstruktion af den havn som englænderne byggede, da de først kom til Antigua, for et par hundrede år siden og emmer af hygge og gamle kolonitid. Her står vores nye gast Christian på. Vi går et smut over i nabobugten Falmouth harbour, hvor mange af de store super-yachts holder til. Her er så meget rigdom og så mange penge! Så mange kæmpe både og så mange mennesker til at arbejde på dem. Men ingen ejere til at sejle i dem. En af dem har knækket masten og ligger og venter på en ny, costum made selvfølgelig, som vil være klar om 9 måneder og koste 4 millioner euro. Manden der fortæller os det, kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og sige ”pretty bad day at the sea.” Øh.. Det tror vi på.

Christian og Emil, Nelsons Dockyard

Christian og Emil, Nelsons Dockyard

Christian har haft vores nye GoPro med. Dét giver godt humør

Christian har haft vores nye GoPro med. Dét giver godt humør

Emil og Christian, Jolly Harbour

Emil og Christian, Jolly Harbour

Fra English harbour går det videre op nord mod Jolly harbour. Her kaster vi anker i helt lyseblåt, men fuldstændig uklart vand. Sammen med Bliss tager vi bussen over til østkysten. Folk er utrolig søde og imødekommende, hjælpsomme, her. På den måde skiller Antigua sig lidt ud for de foregående øer, fordi man lige føler sig det hak mere velkommen. Her er mere stolthed måske. Antiguianerne vil ikke have noget af de besøgende, på samme måde som vi ellers har oplevet det i Caribien. Ud over en lille snak og et smil selvfølgelig. Storm får charmeret sig så let som ingenting til en t-shirt og da en dame hører jeg har haft søpindssvinspigge siddende i foden, den sidste 1,5 måned, tager hun straks min fod i skødet og begynder at undersøge den. Nå, men på østkysten sejler vi i en båd fyldt op med turister, ud til noget som hedder Stingray city, et område med lavt vand, hvor de sjove store stingrays flokkes. Det er ret amerikansk; stil jer op på en lang række og få taget en billede med en rokke. Det er fjollet. Men heldigvis kan man svømme rundt bagefter som man vil og selvom vi mennesker har restriktioner på hvor vi må svømme og ikke må, svømmer de mange stingrays frit omkring. Tit svømmer de så tæt at de gnider sig op af benet på en. Det kilder. Det er tydeligt at de er vant til at have mennesker omkring sig og er ikke nervøse. Det er lidt noget andet når vi ellers har mødt rokker. Da Emil skulle dykke ned og tjekke anker her på st. Maarten, hvor vandet desværre også er en smule uklart, følger han kæden og pludselig står han ansigt til ansigt med en stingray, som nok så fredeligt kom luntende hen over bunden på en tidlig morgentur. De får øje på hinanden i samme øjeblik og er begge ved at skide en grøn gris.

Line til rors, på vej mod St. Maarten

Line til rors, på vej mod St. Maarten

Baracuda til aftensmad! troede vi, indtil vi opdagede man kun blive lam og dø af at spise den i dette område.

Baracuda til aftensmad! troede vi, indtil vi opdagede man kun blive lam og dø af at spise den i dette område.

Nu er vi også ved at forlade St. Maarten og i aften tager vi af sted på endnu en natsejlads, mod British Virgin Islands. Spændende.

Udgivet i Ukategorisert | 3 kommentarer

Caribiske billeder

Rederen og Kaptajnen foran båden på Mayreau.

Rederen og Kaptajnen foran båden på Mayreau.

landkrabber, Mayreau

landkrabber, Mayreau

Emil

Emil

Welcome to paradise

Welcome to paradise

Verden vender på hovedet, Mayreau

Verden vender på hovedet, Mayreau

Mayreau

Mayreau

op a bakke

op a bakke

Lars Ole og Jørgen studerer menuen

Lars Ole og Jørgen studerer menuen

I vandkanten på Bequia

I vandkanten på Bequia

Emil og Line

Emil og Line

kokos på Tobago Cays

kokos på Tobago Cays

aften på Tobago Cays

aften på Tobago Cays

eksotisk paradis

eksotisk paradis

Line

Line

Engelbrecht senior og junior banker rust.

Engelbrecht senior og junior banker rust.

Mændene diskuterer navigation

Mændene diskuterer navigation

vi spiser.. af og til.

vi spiser.. af og til.

Jørgen og Lars Ole slapper af med en øl

Jørgen og Lars Ole slapper af med en øl

Mayreau

Mayreau

home, sweet home

home, sweet home

Udgivet i Ukategorisert | 3 kommentarer

Fuldt hus over Atlanterhavet og øliv for 2 i Grenadinerne

Så kom vi over på den anden side. Vi krydsede det store hav, ved at sætte sejlene på vores lille båd og stævne mod vest. Det er fascinerende når man tænker på det nu. Men hvordan var det egentlig på selve turen? Lidt kedeligt, trivielt, ensomt, skræmmende, spændende, sjov, frustrerende og lidt mere derimellem. Det bedste ved at sejle af sted, er at have et mål. Det er rart at komme frem og der er rart at have noget at glæde sig til. Der er meget ved selve turen, som stadig fylder i mine tanker og det er svært at formulere sig ordentligt om det, før de er faldet på plads i hovedet. Men lidt kan man jo sige. Det er mærkeligt at falde i søvn i salonen og kigge på verdenskortet, vi har hængende på væggen der og vide, at du er en lille bitte prik midt ude i det blå, med flere tusind kilometer til land og uendligt meget vand under dig. En hel ukendt kilometerdyb verden, med millionvis af skabninger som svømmer rundt i mørket. Over dig er stjernehimlen, helt uforståeligt stor, større end man troede, og man ved ikke om man skal føle sig bange eller helt fantastisk heldig. Når solen står op og synker i havet igen om aftenen, opdager man hvordan en solnedgang ikke kan ses i vest, men hele himlen rundt. I vest er himlen rød, men den sartrosa farve strækker sig som arme rundt om dig og båden og ender med at holde sig selv i hånden ude i øst, som i et kæmpe stort favntag. Dagene føles ofte lange, og turen virker uendelig. Deprimerende. Man ved at vi allerede har sejlet i lang tid, men vi skal sejle endnu længere endnu. Der er meget langt til Caribien tænker vi, det er et dårligt projekt. Vi gør det aldrig igen, og hvorfor gjorde vi det overhovedet til at starte med? Men heldigvis sker der jo altid et eller andet. Vi når halvvejs, der kommer en byge og alle styrter ud og nyder et bad, en kæmpe flot fisk bider på krogen og gør alle ellevilde, vi får besøg af delfiner, vi krydser kurs med en anden sejlbåd og står bare og glor på hinanden i ½ time. Der bliver bagt pandekager, pølsehorn, kager og holdt fødselsdag. Vigtigst af alt, er når vinden skifter og det hjælper altid på humøret når vinden tager til og der kommer lidt pres i sejlene. Vi er 6 ombord på turen. Vi enes for det meste godt, det lykkedes os rigtig godt at samarbejde om alt det praktiske. Hvorfor det skal være så svært for mennesker at enes om andre ting ved jeg ikke. Alle vil vel egentlig det samme, at folk er glade og har det godt, men der skal forskellige ting til at mennesker har det godt. Vi har forskellige tommestokke at måle vores lykke efter, og ligesom at fællesstrækkene lige så tydeligt træder frem når man rejser sammen, så står det også lige så klart hvor man adskiller sig fra hinanden. Nogle gange opdager vi, hvordan vi er så forskellige at vi ender med at gøre hinanden triste eller sure og man må virkelig finde styrken i sig selv og også mig og Emil i hinanden til at holde modet oppe.

Camilla har fødselsdag, Atlanten

Camilla har fødselsdag, Atlanten

Vi smider flaskepost ud, Atlanten

Vi smider flaskepost ud, Atlanten

Camilla smiler, vi synger julesange, Atlanten

Camilla smiler, vi synger julesange, Atlanten

Langt igen, Atlanten

Langt igen, Atlanten

Aftenhygge og dans, Atlanten

Aftenhygge og dans, Atlanten

Wahoo på krogen, Atlanten

Wahoo på krogen, Atlanten

På et tidspunkt da vi alle sidder cockpittet sammen hører vi et tungt ”dunk” nede fra vores skrue. Vi har ramt noget. Vi springer op og snart kan vi ude i vores kølvand få øje på noget stort og mørkt. Er det en delfin? En haj? En lille hval? Den svømmer efter os, ligger og surfer i bølgerne bag os. den bevæger sig tættere og tættere på og pludselig ser vi alle at den har en neonblå, nærmest selvlysende hale og et langt sværd foran. Det er en sværdfisk på omkring 3 m som har besluttet at gøre os selskab for et stykke tid. Havet er forunderligt, ja havet er skønt, som den lille krabbe synger.

Det er godt at være tæt.

Det er godt at være tæt.

Erik til rors, Camilla og Line har lavet gæsteflag.

Erik til rors, Camilla og Line har lavet gæsteflag.

hælefilning med en rigtig fil, Atlanten

hælefilning med en rigtig fil, Atlanten

ankeret er kastet, Carlisle Bay

ankeret er kastet, Carlisle Bay

Landkending kommer på Jeppes vagt ud på morgenen den 23. december. Det helt skørt, nu har vi sejlet og sejlet, set hav, hav og atter hav. Og så skyder det pludselig en ø op af vandet. Hallo, hvor mærkeligt.  Med lys der kan ses fra mange, mange sømil ude, på denne lille plet i det store blå, er der koncentreret så mange mennesker, så mange lyde og så mange ting, at det næsten ikke er til at forstå. Det er godt, at man nærmere sig langsomt, i en sejlbåds tempo, så man når at forstå det hele.

Vi kaster anker i Carlisle Bay i Bridgetown på Barbados efter at have været en tur inde om immigrationskontoret. Efter en dukkert, champange og chokolade, tager vi jollen ind til byen. Vi er kommet lige ind i løvens hule. Alle de dufte, alle de lyde, alle de mennesker, ALLE de FARVER. Livet er ikke længere blåt i alle nuancer, men en fyldt farvepalet der springer dig i øjnene. Hele ens krop suger alle indtrykkene til sig og det hele er ved at løbe over. Man må tænke at vi har været på havet i 17 dage, hvor der i løbet af en dag intet nævneværdigt behøvede at ske. Camilla bemærker at vi alle gå med halvåben mund og kigger omkring os som i trance, mens vi går frem meget langsommere end alle andre. For juletravlheden har ramt Bridgetown. Hvis man bare kunne opsamle al den energi, så kunne vores solpanel på båden godt gå hjem og vugge. Der er ingen tvivl om at bajanerne er et interessant folk, de øser om sig med store guldsmykker, neonfarvede kjoler, tatoveringer i massevis, hårkunst som vi aldrig nogensinde har set det før og lange negle i alle regnbuens farver. Så mange indtryk. Der er ingen tvivl om at vi alle må sidde ned. Vi finder en restaurant og alle bestiller kød. Vi har levet af fisk de sidste 17 dage. Servetricen griner højt da Emil bestiller 2 hovedretter. Camilla, Jens, Erik og Jeppe bestiller kold øl. Det er hyggeligt.

Besætningen i land, Carlisle Bay

Besætningen i land, Carlisle Bay

på restaurant i Bridgetown

på restaurant i Bridgetown

Line, Carlisle Bay

Line, Carlisle Bay

Næste morgen skal Erik af sted til lufthavnen, han skal holde jul med sin datter på saint Croix. Ja det er juleaften, d. 24. december 2012. Jul skal det blive. Vi må alle 5 af sted på juleindkøb. Sikke en voldsom trængsel og alarm! Vi for købt alt maden, vist er alt på frost og vi er lidt spændte på den dybfrosne skinke som ligger og tør langsomt op nede i indkøbsposen, men det er jul og det dur ikke med fisk igen. Juleaften bliver ikke som ventet, sent på eftermiddagen står en kæmpe byge ind over ankerpladsen og vender op på alt og ned. Den vender selve passatvinden og de næste 3-4 timer mens mørket falder på, får den skabt godt og grundigt kaos på bådene. Folk driver, deres anker holder ikke, og vi kommer for tæt på kysten. Vi prøver alt muligt forskelligt og bliver skide kolde i den tunge regn. Endelig omkring kl. 20 lykkedes det for ankeret at få fat længere ude i bugten. Michael på en anden dansk båd Bliss, fortæller sin kæreste at juleaften er aflyst og går på hovedet i seng. Måske Emil et kort øjeblik havde lyst til det samme, men nede i kabyssen har Jeppe kokkereret. Den glaserede juleskinke fik 5 timer i ovnen på grund af alt kaosset og smager perfekt! Brune kartofler, hvide kartofler, brun sovs og grøntsager kommer på bordet ovenpå juledugen. Julepynten bliver hængt op og der bliver skænket vin i glassene. Julefreden har sænket sig i den lille båd. Vi har nået at købe små julegaver til hinanden og sørme så om ikke også der er ris a’la mande til dessert. Emil er gået omkuld. Jens får mandlen. Som egentlig er en Hassselnød. Jeg har trillet havregrynskugler, men kun Jeppe formår at klemme en enkelt ned. Aftenen er slut, vi er trætte.

væddeløbsbanen 2. juledag

væddeløbsbanen 2. juledag

Hestene

Hestene

Juledagene forløber med julefrokost og galopløb på væddeløbsbanen her i Bridgetown. Emil og jeg lejer en bil med den danske båd Vela og kører rundt på øen. Jeppe skal stå af tidligt den 28. december og skal herfra videre til Brasilien. Mig og Jeppe har tit haft vores konflikter, men på det seneste har vi hygget os rigtig godt. Som Jeppe siger, ”vi kan godt være enige om at være uenige.”

Firben, Barbados

Firben, Barbados

vi drikker kokosmælk, flower forest, Barbados

vi drikker kokosmælk, flower forest, Barbados

Barbados

Barbados

Rundt på øen, Barbados

Rundt på øen, Barbados

Der opstår en lidt mærkelig stemning, Camilla som ellers skulle have været med til februar fortæller os at hun også står af nu. Hun har mistet sin sejlerlyst og er træt af at få ting til at fungere i en gruppe. Hun vil rejse alene. Situationen er træls, mig og Emil er skuffede og føler os en smule svigtet. Jens Lucas vælger at stå af med Camilla og de 2 følges ad videre herfra. Afslutningen bliver mærkelig, og det er ærgerligt.

Da ryksækkene er pakket og alle 3 sejlet ind til land, er der stille, helt fredfyldt i båden. Rodet og skidtet er alle steder. Sådan begynder den helt store oprydning og rengøring som varer flere dage frem. For mig er det dejligt udrensende at få gjort alt rent. Afsluttet én periode og begynde på en ny, vasket det bort som ikke er værd at huske og pudset de oplevelser af som er dejlige at have med sig. Få tænkt over venskaber. For nu er vi kun 2 ombord og det har vi ikke været siden England i juni. Der er pludselig så meget plads, vi trækker vejret dybt ind og ånder ud. Mod vest ligger grenadinerne og vi hiver ankeret op og stikker glade snuden mod den lille ø Bequia.

Vi sejler ind i aftenslys på vej mod Bequia, billedet er taget fra den danske båd Vela

Vi sejler ind i aftenslys på vej mod Bequia, billedet er taget fra den danske båd Vela

Og her har vi tænkt os at blive. Her er dejligt, pragtfuldt, skønt. Her er kort sagt det hele. Om morgenen hopper vi lige på hovedet i det klareste, tyrkise vand. Små joller fra land kommer sejlende forbi og sælger frugt til morgenmad, så man kan mæske sig i saftige mangoer og grapefrugter. Solen bager og vi er omgivet er søde, imødekommende og hjælpsomme mennesker. I Byen, Port Elizabeth, hviler der en afslappet og charmerende stemning. Vi nyder virkelig livet, hinanden og verden. Og tiden. Vi nyder at der intet pres, intet stress og ingen plan er. Det er uendeligt lettende og alle mennesker forundt når man får ind i sit hoved, at det der betyder noget, er om vi har det godt og om vi er glade. Og ikke om vi når op på toppen af bjerget til klokken 4, for måske møder man nogen eller noget på sin vej og når først derop næste dag. Man må se mulighederne i de små tilfældigheder.

Emil snakker og handler frugt, Port Elizabeth

Emil snakker og handler frugt, Port Elizabeth

Bequia

Bequia

Emil, Bequia

Emil, Bequia

udsigt fra stranden og ud i bugten hvor vi ligger for anker, Bequia

udsigt fra stranden og ud i bugten hvor vi ligger for anker, Bequia

Morgenmad, Admiralty bay, Bequia

Morgenmad, Admiralty bay, Bequia

lounge på stranden, Bequia

lounge på stranden, Bequia

 

St. Marys, Port Elizabeth

St. Marys, Port Elizabeth

Så er der selvfølgelig nogle ting som bare er trælse og man virkelig skal anstrenge sig for at se mulighederne i. Det er der jo altid, lige meget hvor laid back og veltilpas man er blevet. Vi har fået karkelakker. I køkkenet. .. omg. Det er klamt. Ellers får vi lavet en del småting på båden, vi laver tit lidt hver dag. Den anden dag var vi ude at snorkle, her ligger et rev ikke så langt fra ankerpladsen og det er første gang vi rigtig snorkler sådan en sted. Det er sjovt at dykke ned og blive en del af den verden, hvis overflade man sejler ovenpå. Emil er fantastisk til at dykke og har været helt nede på 18 meter bare ved at tage en dyb indånding. Jeg kan slet ikke følge med og vender mig i stedet om under vandet og kigger op på himlen, som om det var vores verden der var mig fremmed og jeg hører til hernede. Men det er nu trods alt sjovere at kigge den anden vej, for her er flotte koraller og masser af forskellige fisk i flotte farver og forskellige størrelser. Man kan bruge meget længe på bare at kigge.

1. januar er hård, Bequia

1. januar er hård, Bequia

Port Elizabeth, Bequia

Port Elizabeth, Bequia

Emil flyder, Admiralty Bay, Bequia

Emil flyder, Admiralty Bay, Bequia

skildpaddereservat, Industry Bay

skildpaddereservat, Industry Bay

Oppe på land går vi været rundt på øen, det er sjov at gå forbi mangotræer, stjernefrugt, kokos og lime. Sammen med Christine fra den danske båd Vela, går jeg til et lille privat skildpaddereservat. Ejeren er pensioneret fisker som samler de små skildpadder når de udklækkes og opfostrer dem til de er 5 år gamle og dermed har en meget større chance for at overleve. Derefter lukkes de ud i havet. Han har indtil videre lukket 913 voksne skildpadder ud i havet omkring Bequia. Han vil gerne fortælle om skildpadderne, men mest vil han snakke politik, og det er ikke så skidt endda at blive sat lidt ind i øernes situation.

Kirker i alle former, Bequia

Kirker i alle former, Bequia

hus, Port Elizabeth

hus, Port Elizabeth

havfugle og Pelikan boltre sig, Bequia

havfugle og Pelikan boltre sig, Bequia

udsigt, Bequia

udsigt, Bequia

Vi sprang ind i det nye år, og ud af det gamle. Ligesom enhver anden i denne verden. 2012 er slut og 2013 kan begynde. Det får ens tanker til at glide tilbage, men allermest frem. Hvad mon det nye år byder på? Godt som skidt, vi må vente og se.

Nytår 2013, ved bålet

Nytår 2013, ved bålet

Godt nytår til alle 🙂

Udgivet i Ukategorisert | 10 kommentarer

Mod syd og afrikanske rytmer på Kap Verde

Indlæg skrevet den 29. november

Vi er kommet til kap Verde. Sidste stop før det store atlanterhavskryds, og nu er der virkelig ingen vej tilbage. Nu kan man kun gå vest. Passatvinden blæser stort set konstant og flere både er draget af sted mod Caribien allerede. Vi venter dog lidt endnu. Vi kom til Kap Verde øerne for et par uger siden, sejlende fra sydspidsen af Gran Canaria. En sejltur der tog lige under 7 døgn og var på 840 sømil. Når vi begiver os ud på sådan en tur, har vi altid en masse ting, som skulle laves og det fik vi gjort mens vi lå i las Palmas. Sejl der skulle efterses, dieseltank der skulle renses, oliefilter der skulle tjekkes, dele der skulle monteres, rulleforstaget der skulle popnittes, vindroret der skulle efterspændes, tusind tons mad der skulle købes og meget mere. I Las Palmas stod en ny gast, Erik, på og dermed er vi nu 6 ombord. Vi blev i Las Palmas i et godt stykke tid, det var der delte meninger om. Vi oplever tit at der er mange forskellige ønsker ombord. Efter at have sejlet i et lille halvt år, har Emil og jeg ikke behov for at skynde os af sted, men nyder at ligge det samme sted en uge måske 2. Når man kommer et nyt sted, er det for os ligesom at åbne en kæmpe port op med muligheder. For det meste er det en hel ny ø der skal ses, en hel ny by der skal opleves og en hel ny nabo i sejlbåden ved siden af dig. På de andre broer ligger sejlere du har mødt mange gange før og straks vil over at besøge. Nede i båden har vi lyst at hygge med en god bog og lade dagene drive forbi. Men vi har også lyst til at prøve stranden, invitere gæster over, få gjort lidt arbejde på båden, vasket alt tøjet og hele båden, have en god tur i byen og have tid til at sumpe og have ondt af os selv morgenen efter og først stå op til middag. Det er dejligt bare at have et liv ombord hvor man ikke altid skal tænke på afgang og ankomst, vejrfiler og datoer. Jo mere nyder vi også at sejle når vi gør det. Vores gaster har et stort ønske om at komme videre til et nyt sted oftere og får ”havnekuller” nå vi ligger et sted for længe. Det kan godt skabe en lidt anspændt stemning ombord. Det løsnes når vi sejler, men det er lidt en skam, når det også er dejligt at ligge for havn og anker og en stor del af vores mening med turen.

IMG_0993

Fra Las Palmas sejlede vi til Puerto Rico på sydspidsen af Gran Canaria. Den rene turistby. Nogle vil formentlig finde det usmageligt, men for os var det sjov at se. Hotel på hotel på hotel. Alle folk her var glade og tilfredse, de var jo på ferie! Og formentlig kun en uge og så skulle tiden ikke spildes med at være sur eller ked af det. Tværtimod imod skal livet nydes. Et ældre ægtepar står og snaver under en træ og konen fniser som en teenager da hun opdager at jeg kom cyklende lige forbi dem. En taxamand bliver helt forvirret da mig og Camilla siger at vi vil af i marinaen og protesterer da han kører længere og længere ind i byen og væk fra vandet. Til sidst er vi næsten overbeviste om at han prøver at kidnappe os, da han kører ud mod en lidt øde tankstation. ”WE WANT OUT. NOW!” siger jeg meget bestemt og en anelse vredt og taxachaufføren ryster på hovedet. Vi stiger ud og kigger op på en bygning hvor der med store bogstaver står ”hotel Puerto Rico Marina”. Det er virkelig en hotelby vi er kommet til, når en marina intet med både har at gøre. Nede i havnen ligger også den danske sejlbåd Bliss, sammen med dem sejler vi en formiddag af sted på Kap Verde øerne med kursen mod den mest østligt beliggende ø Sal.

Første døgn på havet var ikke særlig god. Vi havde en meget urolig sø, med bølger fra flere forskellige retninger og ingen eller svag vind fra skiftende retninger. Pludselig tager vinden dog til og vi må sejle med 2. reb i storsejlet og genauaen rullet halvt ind. Camilla bliver dårlig i køkkenet og spaghetti og kødsovs skøjter rundt og lander bag komfuret. Hen på morgen forsvinder vinden dog helt og vi sejler ind i først 1 dag og så 2 dage for motor. Vi befinder os dog godt ombord. Vi hygger os med hinanden og kommer ind i en god rytme, godt nok kun med 5 af os i vagtskemaet. Hver gang der kommer den mindste vind er folk på pletten, vækker hinanden og for sat sejl, og så går det super godt de næste 10 minutter. Så må man vække de andre igen for at få hjælp til at lave et sejlskift eller få det helt ned igen.

DSC01005

Line laeser paa fordaekket, mod Kap Verde

Uddrag fra vores dagbog på nattevagten:

Natten mellem 14. og 15. november

Line:

21:35 – Ingen vind, ingen andre både. Helt stjerneklart, masser af stjerneskud * 22:25 – Liv på havet, en fugl!

Camilla

01:15 – 4 stjerneskud, 1 flyvemaskine på bagbord side, orionsbæltet peger på mars og lillebjørn * 02:00 – Stjernehimlen har rykket sig. Lillebjørn står nu over masten * 02:08 – En fugl er lige fløjet over mit hoved * 02:26 – 1 flyvemaskine observeret, 1 klik mod bagbord, Emil vækket

Emil

04:08 – Observerer vind * 04:09 – Ingen vind * 04:11 – Alle sejl sat. 6,2 knob, overvejer at sætte genakker * 04:12 – Camilla er gået til køjs og har lige nyst.

 Jens Lucas

05:58 – Skiftede fiskegrej og har set en del stjerneskud og én fugl * 06:06 – Skib kl. 7 * 06:12 – Endnu en fugl

 Line:

06:45 – Solen er ved at stå op, himlen er så flot. Orangefarvet baggrund og mørke skyer * 06:47 – Henter mit kamera * 7:10 – Himlen ildrød, Emil oppe i cockpittet for at se afstanden til et containerskib * 7:25 – Skibet næsten gået forb.iLanterne slukkes

 Natten mellem 15. og 16. november

Line

21:26 – Alle gået til køjs. Cami, Emil og jeg vil sætte genuaen, men den smule vind som var her forsvandt. Vi ser alle en mulig lanterne ude til bagbord. Forsvinder igen. 1 stjerneskud + 1 fugl lige agter * 21:36 – 360’er = Hav. Himmel. Stjerner. Morild. * 21:55 – Delfiner! De svømmer under båden et par gange og så følger jeg dem op i stævnen. De trækker en stribe af luftbobler og morild efter sig.

 Camilla

00:55 – Observeret morild som blinker bankende agterud. Erik snorker allerede * 01:10 – 360’er = intet nyt. Kommer i tanke om en gammel sang

”Alting er faldet til ro / og snart står solen op igen / Mågernes harmonikaskrig / dør langsomt hen /Herfra hvor vi står / kan vi se omkring / vi kan se / Til alle sider / det bevæger sig / når vi går (sejler) / Der står / det forandrer sig / til alle sider”

 Emil beslutter at motoren skal have en pause, så den bliver slukket og vi ligger og driver med 0,5 knob. Alle skifter til badetøj og hopper i på det kilometer dybe vand, det er pragtfuld! Siger Erik, og vi andre er enige. Senere sidder vi og nyder et af dagens højdepunkter; et godt slag Uno. Camilla har vagten og vi tøffer igen lige så stille af sted for motor, pludselig råber hun op og vi springer alle op på dækket med kortene i hånden. Lige foran os har en flok hvaler på måske 20-25 stykker besluttet sig for at holde forsamling i selskab med et par kæmpe delfiner. Vi kigger måbende på flokken. Det er helt absurd heldigt at vi ude på dette kæmpe hav skulle sejle lige ind i hvad der mest ligner et hvalmøde. Mig og Camilla forstiller os hvordan de holder generalforsamling i grundejerforeningen og siger ting som ”jeg synes ærlig talt at dit søgræs rager for langt ud over fortovet.” eller ”der er alt for meget hvalsang efter kl. 22”.  Ja sådan får man tiden til at gå på havet.

Men så kommer vinden og sejlene ryger til vejrs. Vi spiler sejlene ud i ”sommerfugl”, men ender med udelukkende at sejle for udspilet genua. Og hu hej hvor det går, det er passatvinden der har sat ind og vi stryger af sted op af bølgetop og ned i bølgedal. Vi vugger fra den ene side til den anden. ned på den ene side, op, ned på den anden side, op. Ude i forkahytten ligger jeg og sover som den mand med v som Leonardo da vinci har tegnet, med arme og ben ude for at støde mod på hver side og ikke rulle rundt. Emil og Jens Lucas ligger en fender bundet fast i et reb ud bag båden og hopper i med livssele og lader sig trækker efter båden der sejler for 7 knob i 5 meter høje bølger. På en morgenvagt bliver der fanget hele 4 guldmakreller. Det er godt med vind og fart. Men af og til kan det måske også være lidt meget, Emil får tid til at tænke over det store ansvar, han har for besætning og båd som kaptajn og hvor langt væk vi er fra andre mennesker og land i de store bølger.

Aftenen inden vi når Sal, kommer vi pludselig i tanke om at vi hverken har fået købt gæsteflag eller det gule q-flag, som betyder at vi er sygdomsfri og gerne vil i kontakt med myndighederne. Vi har heldigvis noget hvidt stof, så der klippes og syes og Camilla og Jens maler. Det bliver ganske flot, vi begynder at komme ind i rytmen, når vi kan være kreative i den høje sø. Så da vi næste morgen kan se land stryger de 2 hjemmelavede flag til tops under styrbord saling. Agter kan vi se den anden båd Bliss i horisonten.

På Sal sejler vi ind i en ankerbugt i byen Palmeira. Det er meget spændende at være kommet frem. Der er stoppet med andre sejlbåde, fiskefartøjer, joller og et par enkle vrag. Emil drøner ind for at indklarere, vi andre må ikke gå i land før det er gået i orden og må vente på båden. Alle dyner, puder, lagner og madrasser bliver hængt ud til udluftning og alle luger åbnes. Derefter er der fri mulighed for at betragte, hvad der forgår inde på land. Det er tydeligt at vi er sejlet ud af Europa og kommet til Afrika. Vi når alle en tur i land, hvor flere børn står klar inde ved molen til at hjælpe os med gummibåden. I byen vrimler det med hunde, vejene er støvede og husene små og beskedne. Ingredienserne til aftensmaden køber vi på et gadehjørne hos 2 ældre damer, en mand lærer mig og Camilla hvordan man spiller kalaha på Kap Verdisk vis, og så må jeg naturligt købe spillet af ham. Bliss har inviteret sig selv på aftensmad. De fangede en 30 kg tun få sømil ude fra Puerto Rico og har stadig masser tilbage. Vi fylder cockpittet op 10 mand. Vi må sidde på agterdækket og slev kuglefenderen bliver brugt som stol. Næste dag bliver vi igen budt på den tilsyneladende evige tun, Cassiopeia bliver atter en gang fyldt op.

Erik, Camilla, Jens og Jeppe tager en tur til en anden by på øen, hvor de bader i lækkert lyseblåt vand, mens Emil og jeg sejler ind med cyklerne og samler dem på kajen. Emil må holde godt fast, hans røde mountainbike nærmest skriger på opmærksomhed fra de mange drenge, der liiige skal røre. En enkelt for et hårdt rap og fingrene af sin far da han bliver lige nysgerrig nok. Vi cykler af sted og når udkanten af byen. Uden for et af husene står en teenagepige og vasker tøj på et vaskebræt, mens Justin Bieber banker ud af højtalerne på en lille ghettoblaste. Hønsene går fredeligt omkring. Vi cykler videre af en støvet vej fyldt med skærver. Her er knas tørt. I et par dale ligger oaser, som lever af et lille, næsten udtørret, vandløb. Vi cykler langs vandet og finder hundredvis at store flotte muslingeskaller. Videre tværs over øen og kommer til den flotteste hvide badestrand. Under et træ finder vi 2 store skildpaddeskjold. I den ene er skildpadden der stadig. Helt tør ligner den at den blot ligger og sover. På vej hjem cykler vi op over en top. Emil siger at jeg kun får en tår vand hvis jeg cykler hele vejen op. Han råber at jeg gør det godt og jeg råber mindre pænt om han ikke bare vil tie stille? og er lige ved at brække mig af anstrengelsen. Det er ikke ligefrem fordi man bliver holdt i form af at være ombord på en båd. Vi når toppen og jeg lægger mig på jorden i skyggen af Emil. Hans mobil ringer, den er en hjemmefra. Jeg ligger og lytter og kigger op på himlen. Blå himmel med skyer der driver forbi, som en rigtig dansk sommerhimmel og får en pludselig hjemve der sætter sig som en klump i halsen. Bortset fra at det selvfølgelig er november derhjemme nu, men alligevel.

Fra Sal havde vi en frisk Kap Sejlads med Bliss mod øen Sant Vincent og byen Mindelo. Det tager lidt under et døgn. Vi kommer først, Bliss holder selvfølgelig på at det ikke er en rigtig kapsejlads. Tsk. Men igen kommer de med tun, og vi inviterer igen på aftensmad, selvfølgelig for at fejre sejren. Det er helt anderledes at komme til Mindelo, fordi byen er meget større end Palmeira. Her er ikke 2 damer der sælger frugt og grønt, men 100 damer. Man kan ikke gå alene i byen uden at blive kontanktet ”hey darling! What’s you name? I can help you with everything” folk er meget hjælpsomme og selvfølgelig vil de også gerne tjene lidt, men mest vil de bare snakke. De andre møder en mand, Nunu, i byen og han guider dem rundt hele natten fra natklub til natklub og kører den overskydende af sted på sin knallert, da Taxamanden sætter grænsen ved 16 passasegere på sit lad. Næste dag tager vi alle op på den stemningsfyldte Club Nautico for at høre ham spille live med sit band, Nunu spiller på ukulele. I Mindelo er her fyldt med både vi kender. Og sjældent har vi været så sociale. Der er hele tiden nogen man lige skal besøge, eller lige skal besøge dig, en man møder på broen, på toilettet eller i byen. Man bliver inviteret over og alle holder sammen og hjælper hinanden. Selv da vi er gået i seng banker det på skroget ude i stævnen, og vi må i tøjet igen, tænde lyset og åbne en flaske vin.

Nu her er vi i gang med arbejde om bord inden vi sejler af sted om ikke så mange dage. Vi er blandt andet ved at male hele ruffet. Det ser godt ud og det er dejlig tilfredsstillende at se hvor flot og sund båden bliver. Derudover er der andre små og store ting. Jens Lucas har fået renset vores vandtanke, Emil skilt spillene ad og meget mere, nede i båden ligger stof til et gummibådsbetræk og venter på at blive syet og på puden ligger et blank stykke papir der venter på at blive udfyldt, med en liste over indkøb til turen.

Kap Verde er utrolig spændende og vi ville ønske at vi havde meget mere tid her, men det var alt for denne gang, god julemåned til alle derhjemme.

 

 

Udgivet i Ukategorisert | 4 kommentarer