Hverdag, fødselsdag og feber ombord

Teksten er skrevet d. 29. og udgivet i dag d. 31.

Da vi sejlede ud af havnen i Viana sejlede vi ikke bare ud af byen, men ud af den farverige stemning vi havde befundet os i og da vi vendte stævnen mod Porto, sejlede vi langsomt ind i hverdagen igen. Vinden var med os og der sænkede sig en ro over os, fordi vi endelig kunne sætte sejl og slukke motoren. Vi slængede os på dækket og var alle friske og frie fra søsyge. Bortset fra Camilla som stadig havde det lidtlunket efter vi havde nydt godt af Vianas bedste DJ’s 2 dage forinden.

sidste aften i Viana. 1 liter sangria til hver + det løse

Havnen vi kom til var kæmpe stor, flere containerskibe lå for anker et stykke uden for havneindløbet og ventede på, at få tilladelse til at komme ind med deres last. Som sagt var vi ved at komme ned i gear igen, og vi skulle bruge en hel dag på at tage os sammen til at tage bussen ind til Porto, som vi havde hørt så meget om hjemmefra. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, at det kan være, at der kan sænke sig en så doven stemning ombord på en båd. Er én sløv, breder det sig langsomt og løber fra den ene videre til den anden. Skal jeg gå fra forkahytten, gennem båden og ud i cockpittet, møder jeg 4 mennesker på 5 sekunder, som sidder begravet i hver deres bog eller ligger og slumrer i stikkøjen. Og det ser jo umådeligt hyggeligt ud. Hopper man derimod op af forlugen, undgår man den søvnige stemning og så er der håb endnu. Heldigvis smitter aktiviteten lige så hurtigt. Går én i gang med en lille reparation, får nogle af de andre også ofte lyst til at være med, og sammen får man oparbejdet sådan en gejst ved at se tingene på båden blive forbedret, at man uddeler et par opgaver til de sidste også. Og sådan gik det til at vi fik ordnet en del ombord mens vi lå i Leixóes.

vi har plukket majskolber, og majsene tøer i solen på dækket,så vi kan poppe dem til popkorn senere, Leixóes.

På vej til Leixóes

Camilla blev syg og sov en hel dag væk. Man mærker bekymringen for hinanden på samme måde, som man genkender den hos sine forældre, når man selv er syg. En spand bliver sat foran agterkahytten, der bliver mærket på panden, spurgt om hun vil have en sovekammerat og sagt godnat, med en hvis uro og med formaningen om, at nu SKAL hun råbe højt, hvis hun pludselig får det endnu dårligere. Også selvom hun ikke selv mener at det er nødvendigt. Men Camilla er fra Jylland og som alle selvfølgelig ved, er jyden stærk og sej og næste dag tager vi alle sammen til Porto.

på tur til Porto

Camilla driller, Porto

Porto var en interessant storby, det er svært at formulerer ordentlig, men det lettest at sige, at det var fordi, at det var de fattige dele som virkede rige. Langt fra rige i materiel forstand, men rig på den måde at man prøvede at få det bedste ud af det stykke jord man havde. Slumkvarterenes haver bugnede af frugtbuske, græskar, appelsintræer, ferskentræer, vindrueranker. Urtehaverne bliver plejet på de stejle bakker, som er hugget ind som terrasser, med en grundighed der ikke afspejler sig i deres huse. Et enkelt sted har man opgivet eller måske ikke nænnet at klippe de flotte lilla blomsterbuske ned, som har spredt sig og nærmest oversvømmet flere faldefærdige skureagtige hjem. Kattene spinder og vender sig veltilfreds i en solstribe, en ged klatrer med en bjælde om halsen op af skrænten, mens tagene giver sig og husene synker i knæ. Ellers er byen kendetegnet ved den brede flod, som går gennem byen og løber ud i Atlanterhavet. Det er sjov at tænke på, at det sløve flodvand løber tværs igennem Portugal og ud i det salte hav vi sejler i.

blomsterne indtager slummen, Porto

Oppe af en bakketop finder vi et forladt hus. Det har tydeligvis har været storslået en gang, og vi forstiller os straks, hvordan det har huset diverse mafiabosser og deres store familier. Men huset er helt færdigt. Loftsbjælkerne er havnet i kælderen og brombærbuskene vokser vildt op langs den revnede marmortrappe. Selvom vi kommer som turister og betragter slumkvarterne med et, for nogle, lidt for romantisk syn, så er vi langt fra blinde for den økonomiske situation i landet. I virkeligheden er det nok nærmere fordi, vi ikke ser det hele så sort og hvidt. For midt i alt det triste kan man også få øje på noget smukt og omvendt. Der er ingen der får noget ud af, at en turist stopper op ved hver enkelt hus eller ved hver enkelt skæbne og sukker og begræder den fattigdom man ser. Man må se alt det der er at se, og tage det med sig og huske på det. Hvis det virkelig brænder sig fast, ja så må man gøre noget.

Næste dag lejer vi en bil og kører ind i landet på jagt efter vinmarker, det lykkedes kun halvt, men vi får set en masse bjergrig natur og Emil og Magnus plukker måske 50 appelsiner fra et træ langs vejen. De safter helt vildt og løber ned af hagerne, fingrene og armen. Det er bare godt. Bagefter kører vi mere nord på til en af Portugals ældste byer Guimaráes. Her har romerne haft deres gang og vi er rundt i et par borge og opdager tilfældigt, at byen er europæisk kulturhovedstad 2012. En dame tror Naja er mor til en 4-årig dreng og skænder på hende over hans opførelse, det småregner og det er dejligt forfriskende, i hvert fald for nogle af os.

verdens bedste appelsiner.

på køretur ind i landet

Fra Leixóes ved Porto er det meningen, at vi sejler til Nazaré, men da vi sejler ud er vinden i mod og kort efter bliver Emil sløj, og nu er det hans tur til at være syg. Vi beslutter derfor at sejle ind i en havn kun 35 sømil mere syd på, i en by som hedder Aveiro. På vej ind i strædet er der så meget modstrøm, at vi på et tidspunkt står helt stille i vandet, på trods af at vi både har sejl oppe og motoren kørende. Men vi kommer frem og sniger os lige akkurat under et par strømkabler. Emil får på fineste vis styret båden ind i den smalle havneåbning, på tråds af at vi driver sidelæns i den stærke strøm. Alle er stolte over den gode skipper vi har ombord. I havnen ligger der kun tre andre sejlbåde og vi er den eneste udenlandske båd. Der er intet havnekontor og derfor ingen autoritet at betale til eller til at indklarere hos. Det har vi ikke prøvet før. En lokal fortæller os, at det er en dejlig stille by med stille mennesker og ingen vil komme og sige noget til, at vi ligger hvor vi gør. Om aftenen kan vi se rotter løbe på broen og nogle enkle drister sig til at springe over på en båd. De har dog ingen lyst til at besøge os. Og det på trods af at vi holder fest.

Emil er syg, og holder til i forkahytten med bondeerøvens bog om selvforsyning

For Magnus bliver 20 år, og så bliver der holdt fødselsdag for første gang ombord på Cassiopeia. Magnus bliver selvfølgelig vækket med sang. Bordet bliver dækket med flag og Camilla tager nybagte boller ud af ovnen. Naja bager den lækreste lagkage med hjemmebagte bunde og friske bær og Magnus vælger ekkolod, VHF-radio og motor som sine instrumenter i fødselsdagssangen. Midt på dagen finder han en hel håndfuld firkløver. Så er heldet sikret endnu et år og til aften brillerer han sammen med Naja og laver intet mindre end 6 pizzaer, for lige at slå fast at han ikke længere er teenager men en voksen mand.

Der bliver dækket morgenbord

fællesbillede ved fødselsdagsmorgenbordet. Naja gemmer sig bag vores fantastiske gode termokande.

 

Lagkage

Nu er vi i Figueria da Foz, som vi kom til i eftermiddag. I morgen vil vi allerede af sted igen. Vores destination er fiskebyen Peniche, som er små 60 sømil længere sydpå fra hvor vi befinder os nu.

Dette indlæg blev udgivet i Ukategorisert. Bogmærk permalinket.

3 svar til Hverdag, fødselsdag og feber ombord

  1. maj-britt trankjær siger:

    Håber Emil og Camilla er raske og I andre går fri for sygdom. Tillykke til Magnus, der ser ikke ud til at mangle noget på fødselsdagsbordet , boller og lækker lagkage
    Kærlig hilsen til Jer alle fra Maj-Britt

  2. Susanne Engelbrecht siger:

    Godt I ikke var syge så længe.. Sikke en fin fødselsdag I holdt. Det var en rigtig god ide Lotte havde syet de flotte flag. Hvor er I alle dygtige. Emil ved folk at de skal kikke på den her hjemmeside? Mon ikke du skal skrive det på fb. Tina var også meget stolte af jer og stor beundring for den modenhed og dygtighed I udviser, vi er meget stolte. Tina var oppe og sejle i Fr.havn med Jakob, her kunne hun virkelig lære noget fra sig takke være jer.. Knus

  3. Susanne Engelbrecht siger:

    Spændene at læse Line og fine billeder..Mange tak. Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s