Hvaler, havskildpadder og de Kanariske Øer

Så er det blevet tid til at skrive noget nyt fra os, der er gået alt for lang tid siden sidst vi har givet lyd og der er sket en masse. Og så er det jo svært at vide hvor man skal starte. Men som det første kan jeg fortælle at vi er kommet til de kanariske øer. Det er et sjovt sted at komme sejlende til. Man ved på grund af alle de tilbagelagte sømil, at man virkelig er kommet langt. Da jeg på en nattevagt lugter land for første gang i 4 dage, er det Saharas tørre sand som kilder i næseborene og da solen et døgn efter igen står op, spreder den lyset på et par stejle vulkanøer, der skyder op af have. Et så fremmed syn for en dansk sejlbåd, som det næsten kan være. Og så alligevel. For de kanariske øer er ikke så langt væk fra den danske bevidsthed. De fleste har været på en ferie her, næsten alle man snakker med hjemmefra, kan give et godt råd om hvad man skal se lige netop her og kan endda huske den eksakte adresse og nævne navnet på bussen som går forbi, og så mindskes afstandene oppe i hovedet og det fremmede forsvinder. Det kan tage lidt tid at fri sig fra denne følelse, men nu er det snart ved at lykkedes. De kanariske øer begynder så småt for os at fri sig fra charterturismen og i stedet tegne et billede af sig selv som fremmed og interessant ørige.

Emil fanger tun, Portugal

Camilla ved rorpinden på vej mod La Graciosa

Aften på havet

Vi tog fra Sines i Portugal den sidste dag i september måned. Vi satte kursen mod øen Graciosa, som er en lille ø nord for Lanzarote. Søkortet fortalte os at turen var 575 sømil og dermed vores længste indtil videre. Sommerfuglene baskede en smule i maven ved tanken. Vi tog af sted sammen med 2 andre både, men vi var hurtigt ude af hinandens syne og snart forsvandt også Portugal bag os. vi havde 5 rigtig gode døgn på havet. Vinden var frisk og når vi afvigede lidt fra kursen og i stedet bommede et par gange, skød vi en god og solid fart mod de kanariske øer. Vi havde kun 2 små uheld. Første gang knækkede spilerbommen i en svejsning da vi ville tage den ned og anden gang var da vores baumbremse i en bomning blev slået ud af dens skinne i bommen og knækkede aluminiumet og ødelagde en del af skinnen. Og så er man jo glad ved at Emil både er en dygtigt håndværker og har været så forudsigende at han materiale med til at reparere alverdens ting når vi andre blot står og ikke aner vores levende råd. En enkel gang var det ved at gå ekstra galt, på min nattevagt er jeg ved at sejle mellem en lodsbåd og en kæmpe pram den har på slæb i et 700 m langt slæbetøj. Vindroret bliver lynhurtigt slået fra og Emil river i rorpinden alt hvad han kan, mens lodsbåden tænder spot og en mand løber ud på dækket og fægter med arme og ben mens han råber og pifter. Den fejl gør jeg ikke igen.

Delfiner på besøg

Aftensmad den første aften mod de kanariske øer

Line på morgenvagt, Emil er stået op for at se Graciosa i horisonten

Sådan en sejltur er en mærkelig størrelse, man skifter mellem at betages af alt det vand, vand og atter vand, man mærker roen og fascinationen over hvor stort det hele er. Så vender det og man tænker; holder vandet aldrig op, hvad laver vi overhovedet herude med flere hundrede kilometer til land og andre mennesker? Camilla er glad for søkort og moderne navigation, så hun er sikker på vi ikke bare sejler rundt og rundt om den store kugle kun med vand. Vi to sidder på dækket en aften og ser solen gå ned og pludselig ser jeg noget stort i vandet. Det er en hval! Og ikke bare en men 2! De viser deres flotte finner et par gange, så vi alle når at få øje på dem. Vi er helt ekstatiske. Og når vi nu snakker om dyr, så er der selvfølgelig delfinerne. Store legesyge flokke, der ligner at de har en konkurrence om hvem der kan komme tættest på båden. De svømmer side om side ude i stævnen og et par enkle rammer båden et par gange. Det slår dem ikke ud. De drejer rundt om sig selv, hopper op, puffer til hinanden, springer synkront og enkelt par ligner endda at de møsser en smule. Emil fanger en makrel og finder en lille blæksprutte på dækket. Hvordan den er kommet derop aner vi ikke. Camilla for øje på flyvefisk.

Cassiopeia for storsejl og genakker lige efter afgang mod La Graciosa

Line hejser det spanske flag med Graciosa og Lanzarote i baggrunden.

ankomst til de kanariske øer

Den sidste dag falder vinden og vi må pille sejlene ned og starte motoren, som nu endelig efter næsten 2 måneder med problemer går som en drøm. Vi ser noget der ligner fodbolde i vandet og da vi vender båden for at kigge nærmere, ser vi at det er havskildpadder, som ligger i overfladen og svømmer lige så fint af sted med deres små arme og ben. De har ikke travlt. Det har vi heller ikke, men det er nu spændende at vågne op og vide om få timer er vi fremme. Vi sejler ind mellem Lanzarote og La Graciosa. Vi går forbi havnen som vi ved er fyldt og fortsætter til øens eneste ankringsbugt, som er stopfuldt med andre langturssejlere, deriblandt den norske og danske båd vi tog af sted fra Portugal med og en hel svensk koloni. Vi smider anker på 9.5 meter og vandet er så klart at vi kan se lige ned på det. Turen endte med at tage 4 døgn og 23 timer og vi tilbagelagde 641 sømil. Jeg er lidt paranoid som sædvanlig og stoler ikke helt på at ankeret har fat, så Emil tager en dyb indånding og dykker de 9.5 meter ned for at rykke lidt i det. Vi ender med at blive på Graciosa 5 dage. Her er dejligt at være. Øen er sandet med 3 vulkantoppe. Rigtige veje er her intet af, kun stier lavet i sandet og husene er alle små, hvide og kvadratiske. Mig og Emil snorkler og ser en masse flotte fisk, gule med lilla og lyseblåt. Sorte fisk med en helt selvlysende blå farve i kanten, en lille flok orange. En flok hvide fisk følger efter mig og enkel puffer til mine tæer. Sørme om ikke vi efterhånden er kommet langt hjemmefra. Bortset fra at hjemme nu føles mere og mere som Cassiopeia. En af dagene kører vi med vores norske venner fra Felice i en jeep taxi over på den anden side af øen. Vi bliver læsset ind og sammen bumper vi af sted af sandvejene og slår hovedet ind i loftet et par gange, lille Mikkel på 5 måneder sidder på sin mors skød og griner over hele hovedet.

Camilla og Emil i vandet på ankringspladsen, Graciosa, 10 min. efter at vi er ankommet

Vi bygger et kæmpe sandslot, Graciosa

Line, Graciosa

besætninger fra Cassiopeia, Felice og Vela

Vi møder en svensker, Kalle, fra en af de andre både og sådan bliver vi indviet i den svenske klub og bliver inviteret over på den store svenske stålbåd Caminante 2, til fest sammen med mange andre både. Man bliver slået af hvor mange søde og sjove mennesker der egentlig findes. Og så bliver man en smule ydmyg, når man sidder sammen med folk som er på deres 4 jordomsejling eller siger ”jamen de sidste 4 gange vi kom sejlende til Kap Verde der..” Aad som spiller guitar siger, ”.. der var vi sidst i 91” og jeg siger, at det var der vi blev født.

Emil cykler på sandvejene, La Graciosa

Fra Graciosa sejler vi videre til Arrecife på Lanzarote. Her ankrer vi til en bøje inde i selve byen bag en mole. Det er sjov nok at komme til noget rigtig by igen, men det slår lige pludselig en, at man ikke har været ordentlig i bad siden Portugal og man ikke har vasket hår i en uge. Næste gang vi dykker omkring båden har jeg taget shampooen med. Vi tager en taxi op til Lanzarotes mest betydningsfulde og indflydelsesrige arkitekter og kunsternes hus, som nu efter hans død er blevet til et muesuem. Det er utrolig spændende. Vi forstår pludselig hvor smuk den golde ø er. Han har lavet grotter i de vulkanske sten og ladet den størknede lava, bogstavelig talt, vælte ind af vinduerne. Lavaen ligger forstenet som en tyk masse, præcis som da den kom glidende den af bjerget og lagde sig tilrette for et par hundrede år siden. Da vi kommer tilbage til båden efter den første dag, får vi os lidt en forskrækkelse. Da vi ikke har kastet anker, men fortøjret os til et reb, som er gjort fast til en betonklods under vandet, har det stykke stof vi lagde mellem rebet og båden forskubbet sig og båden har skåret i det kraftige reb. Så i den stærke blæst hænger vi kun i en lille rest reb som ville være blevet revet over inden for fem minutter. ”Godt vi tog bussen tilbage og ikke gik” siger Camilla. Ja. Vi andre giver hende ret.Ellers havde det været farvel båd og måske også et farvel til et par andre glasfiber både vi havde ramt ind i først. Det er held i uheld. Igen er Emil på pletten og dykker ned med et nyt reb som han sætter fast i betonen og vi andre hjælpes ad med at få båden fortøjret til det. Emil montere et nyt hjul, som han selvfølgelig havde liggende, så rebet glider op af ned af det. Katastrofen er afværget og roen og mørket sænker sig over os og båden. I Arrecife står Jens Lucas på, så vi nu er 5.

Emil og Camilla, Lanzarote

Vi hopper alle ud og dykker og snorkler. I det hele taget har vi svømmet rigtig meget her og Emil har startet en lille dykkerskole for mig og Camilla. Jeppe får øje på en rokke og sekundet efter har Jens skudt den med harpunen. Mig og Camilla kigger ned i spanden hvor den ligger. Vi må finde en måde at tilberede den på, drengene søger råd hos en som står og fisker efter sardiner og beslutter at give den til ham. Fra Arrecife har vi den dejligste og flotteste sejltur til spidsen af Lanzarote, Playa Blanca. Her går vi i havn og møder igen Felice. I Playa Blanca har vi imellem et par øl og drinks fået lavet noget arbejde ombord, Emil og jeg har været lidt hårde og sat de andre og os selv i arbejde, rattet og fenderlisten er blevet lakeret og der er fjernet rust fra agterdæk og malet 6 gange over. Det ser flot ud.

Jeppe og Jens Lucas i arbejde, Playa Blanca

Emil har fødselsdag, 21 år, Playa Blanca

I går den 23. oktober fejrede vi Emils 21 års fødselsdag. Vi vækkede ham selvfølgelig med sang og gaver og morgenbord med hjemmebagte boller og pandekager. Og for det ikke skal være løgn så var der efter 3-4 dage med overskyet og småregn, høj solskin og blikstille. Vi dykkede ude ved nogle klipper, med en masse fisk og flotte søpindsvin. Om Aftenen kom Felice med 3 voksne og 4 børn til fødselsdagsfest, så der var fyldt godt op i cockpittet. I morgen går turen videre til Las Palmas, som er cirka 1 døgns sejllads herfra.

Dette indlæg blev udgivet i Ukategorisert. Bogmærk permalinket.

8 svar til Hvaler, havskildpadder og de Kanariske Øer

  1. Jens siger:

    Dejligt rejsebrev! Godt at høre nyt fra jer. Og tillykke med fødselsdagen Emil. Jeg glæder mig til at komme sydpå ved første lejlighed, selvom vejret da stadig er godt i Cascais. Varrme sejlerhilsner til jer begge fra Jens

  2. Jörgen Engelbrecht siger:

    Fedt super duper at i har skrevet igen. Næste gang glæder jeg mig til at læse om jeres juleaften 🙂
    Hvor ser det dejligt ud, Og det samme gør i. Der er måske lidt med frisuren. Det glæder mig i er gode ved skibet. Gamle damer skal behandles med omhu og nænsomhed( det ved Søren og jeg:).
    det er alletiders med de mange billeder, så kan vi rigtig være misundelige. Pas godt på hinanden og drøm sødt. Kh Emils Far

  3. Susanne Engelbrecht siger:

    Hej med jer. Ih hvor var det et dejligt langt brev. Du er god til at skrive Line, man næsten fornemmer hvordan det hele er. Godt Søren fik lavet værkstedet.. Sikke oplevelser og mennesker I møder, meget spændene.. Far og jeg var ude i vigen med kajakkerne i aften, din far væltede i sin nye kajak og vandet er vel 9 gr. men det gik fint, så han prøvede igen at komme op og i og det gik fint..Savner I lidt kulde? De lovede sne til weekenden.. Fortsat rigtig god rejse og pas på jer selv..
    Knus og kys mor.

  4. Susanne Engelbrecht siger:

    Rigtig dejligt med billeder..Tusind tak. kh susanne

  5. Lotte Dalsgaard siger:

    Hej derude
    Skønne billeder og dejlig læsning , det glæder mig virkelig.
    Hmm Jørgen sikke livskloge du og Søren er ha ha
    Unger ha det fortsat gode oplevelser og pas på jer.
    Kærlige tanker og hilsner Lines mor

  6. maj-britt trankjær siger:

    Tak for rejsebrev og billeder I ser godt ud alle sammen (husk nu solfaktor) Vi har også haft glæde af Saharas tørre sand , som har givet “blodregn” i Danmark, også i Femmøller hvor den sorte bil var rød af sand/regn.
    Knus Camillas mor

  7. Lars siger:

    Hej – er super misundelig (på den gode måde) over at jeg ikke er 20 år yngre – og oplever det samme !!

    Alt godt herfra

    Lars (gift med en Anja)

    Mojn

  8. Povl Gade siger:

    Et råd mod skamfiling af tov. (I stedet for stof eller lærred/ sejldug,) så er rådet at kappe et stykke plast slange i lidt større dia. end tovet, brug ca. 30 cm. og sikre med en eller to slangeklemmer så det ikke forskubber sig. Det er godt at slide på i halekæben, Og skåner tovet.
    Godt at høre alt går vel, og at motor kører godt. Ønsker jer alt vel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s