Mod syd og afrikanske rytmer på Kap Verde

Indlæg skrevet den 29. november

Vi er kommet til kap Verde. Sidste stop før det store atlanterhavskryds, og nu er der virkelig ingen vej tilbage. Nu kan man kun gå vest. Passatvinden blæser stort set konstant og flere både er draget af sted mod Caribien allerede. Vi venter dog lidt endnu. Vi kom til Kap Verde øerne for et par uger siden, sejlende fra sydspidsen af Gran Canaria. En sejltur der tog lige under 7 døgn og var på 840 sømil. Når vi begiver os ud på sådan en tur, har vi altid en masse ting, som skulle laves og det fik vi gjort mens vi lå i las Palmas. Sejl der skulle efterses, dieseltank der skulle renses, oliefilter der skulle tjekkes, dele der skulle monteres, rulleforstaget der skulle popnittes, vindroret der skulle efterspændes, tusind tons mad der skulle købes og meget mere. I Las Palmas stod en ny gast, Erik, på og dermed er vi nu 6 ombord. Vi blev i Las Palmas i et godt stykke tid, det var der delte meninger om. Vi oplever tit at der er mange forskellige ønsker ombord. Efter at have sejlet i et lille halvt år, har Emil og jeg ikke behov for at skynde os af sted, men nyder at ligge det samme sted en uge måske 2. Når man kommer et nyt sted, er det for os ligesom at åbne en kæmpe port op med muligheder. For det meste er det en hel ny ø der skal ses, en hel ny by der skal opleves og en hel ny nabo i sejlbåden ved siden af dig. På de andre broer ligger sejlere du har mødt mange gange før og straks vil over at besøge. Nede i båden har vi lyst at hygge med en god bog og lade dagene drive forbi. Men vi har også lyst til at prøve stranden, invitere gæster over, få gjort lidt arbejde på båden, vasket alt tøjet og hele båden, have en god tur i byen og have tid til at sumpe og have ondt af os selv morgenen efter og først stå op til middag. Det er dejligt bare at have et liv ombord hvor man ikke altid skal tænke på afgang og ankomst, vejrfiler og datoer. Jo mere nyder vi også at sejle når vi gør det. Vores gaster har et stort ønske om at komme videre til et nyt sted oftere og får ”havnekuller” nå vi ligger et sted for længe. Det kan godt skabe en lidt anspændt stemning ombord. Det løsnes når vi sejler, men det er lidt en skam, når det også er dejligt at ligge for havn og anker og en stor del af vores mening med turen.

IMG_0993

Fra Las Palmas sejlede vi til Puerto Rico på sydspidsen af Gran Canaria. Den rene turistby. Nogle vil formentlig finde det usmageligt, men for os var det sjov at se. Hotel på hotel på hotel. Alle folk her var glade og tilfredse, de var jo på ferie! Og formentlig kun en uge og så skulle tiden ikke spildes med at være sur eller ked af det. Tværtimod imod skal livet nydes. Et ældre ægtepar står og snaver under en træ og konen fniser som en teenager da hun opdager at jeg kom cyklende lige forbi dem. En taxamand bliver helt forvirret da mig og Camilla siger at vi vil af i marinaen og protesterer da han kører længere og længere ind i byen og væk fra vandet. Til sidst er vi næsten overbeviste om at han prøver at kidnappe os, da han kører ud mod en lidt øde tankstation. ”WE WANT OUT. NOW!” siger jeg meget bestemt og en anelse vredt og taxachaufføren ryster på hovedet. Vi stiger ud og kigger op på en bygning hvor der med store bogstaver står ”hotel Puerto Rico Marina”. Det er virkelig en hotelby vi er kommet til, når en marina intet med både har at gøre. Nede i havnen ligger også den danske sejlbåd Bliss, sammen med dem sejler vi en formiddag af sted på Kap Verde øerne med kursen mod den mest østligt beliggende ø Sal.

Første døgn på havet var ikke særlig god. Vi havde en meget urolig sø, med bølger fra flere forskellige retninger og ingen eller svag vind fra skiftende retninger. Pludselig tager vinden dog til og vi må sejle med 2. reb i storsejlet og genauaen rullet halvt ind. Camilla bliver dårlig i køkkenet og spaghetti og kødsovs skøjter rundt og lander bag komfuret. Hen på morgen forsvinder vinden dog helt og vi sejler ind i først 1 dag og så 2 dage for motor. Vi befinder os dog godt ombord. Vi hygger os med hinanden og kommer ind i en god rytme, godt nok kun med 5 af os i vagtskemaet. Hver gang der kommer den mindste vind er folk på pletten, vækker hinanden og for sat sejl, og så går det super godt de næste 10 minutter. Så må man vække de andre igen for at få hjælp til at lave et sejlskift eller få det helt ned igen.

DSC01005

Line laeser paa fordaekket, mod Kap Verde

Uddrag fra vores dagbog på nattevagten:

Natten mellem 14. og 15. november

Line:

21:35 – Ingen vind, ingen andre både. Helt stjerneklart, masser af stjerneskud * 22:25 – Liv på havet, en fugl!

Camilla

01:15 – 4 stjerneskud, 1 flyvemaskine på bagbord side, orionsbæltet peger på mars og lillebjørn * 02:00 – Stjernehimlen har rykket sig. Lillebjørn står nu over masten * 02:08 – En fugl er lige fløjet over mit hoved * 02:26 – 1 flyvemaskine observeret, 1 klik mod bagbord, Emil vækket

Emil

04:08 – Observerer vind * 04:09 – Ingen vind * 04:11 – Alle sejl sat. 6,2 knob, overvejer at sætte genakker * 04:12 – Camilla er gået til køjs og har lige nyst.

 Jens Lucas

05:58 – Skiftede fiskegrej og har set en del stjerneskud og én fugl * 06:06 – Skib kl. 7 * 06:12 – Endnu en fugl

 Line:

06:45 – Solen er ved at stå op, himlen er så flot. Orangefarvet baggrund og mørke skyer * 06:47 – Henter mit kamera * 7:10 – Himlen ildrød, Emil oppe i cockpittet for at se afstanden til et containerskib * 7:25 – Skibet næsten gået forb.iLanterne slukkes

 Natten mellem 15. og 16. november

Line

21:26 – Alle gået til køjs. Cami, Emil og jeg vil sætte genuaen, men den smule vind som var her forsvandt. Vi ser alle en mulig lanterne ude til bagbord. Forsvinder igen. 1 stjerneskud + 1 fugl lige agter * 21:36 – 360’er = Hav. Himmel. Stjerner. Morild. * 21:55 – Delfiner! De svømmer under båden et par gange og så følger jeg dem op i stævnen. De trækker en stribe af luftbobler og morild efter sig.

 Camilla

00:55 – Observeret morild som blinker bankende agterud. Erik snorker allerede * 01:10 – 360’er = intet nyt. Kommer i tanke om en gammel sang

”Alting er faldet til ro / og snart står solen op igen / Mågernes harmonikaskrig / dør langsomt hen /Herfra hvor vi står / kan vi se omkring / vi kan se / Til alle sider / det bevæger sig / når vi går (sejler) / Der står / det forandrer sig / til alle sider”

 Emil beslutter at motoren skal have en pause, så den bliver slukket og vi ligger og driver med 0,5 knob. Alle skifter til badetøj og hopper i på det kilometer dybe vand, det er pragtfuld! Siger Erik, og vi andre er enige. Senere sidder vi og nyder et af dagens højdepunkter; et godt slag Uno. Camilla har vagten og vi tøffer igen lige så stille af sted for motor, pludselig råber hun op og vi springer alle op på dækket med kortene i hånden. Lige foran os har en flok hvaler på måske 20-25 stykker besluttet sig for at holde forsamling i selskab med et par kæmpe delfiner. Vi kigger måbende på flokken. Det er helt absurd heldigt at vi ude på dette kæmpe hav skulle sejle lige ind i hvad der mest ligner et hvalmøde. Mig og Camilla forstiller os hvordan de holder generalforsamling i grundejerforeningen og siger ting som ”jeg synes ærlig talt at dit søgræs rager for langt ud over fortovet.” eller ”der er alt for meget hvalsang efter kl. 22”.  Ja sådan får man tiden til at gå på havet.

Men så kommer vinden og sejlene ryger til vejrs. Vi spiler sejlene ud i ”sommerfugl”, men ender med udelukkende at sejle for udspilet genua. Og hu hej hvor det går, det er passatvinden der har sat ind og vi stryger af sted op af bølgetop og ned i bølgedal. Vi vugger fra den ene side til den anden. ned på den ene side, op, ned på den anden side, op. Ude i forkahytten ligger jeg og sover som den mand med v som Leonardo da vinci har tegnet, med arme og ben ude for at støde mod på hver side og ikke rulle rundt. Emil og Jens Lucas ligger en fender bundet fast i et reb ud bag båden og hopper i med livssele og lader sig trækker efter båden der sejler for 7 knob i 5 meter høje bølger. På en morgenvagt bliver der fanget hele 4 guldmakreller. Det er godt med vind og fart. Men af og til kan det måske også være lidt meget, Emil får tid til at tænke over det store ansvar, han har for besætning og båd som kaptajn og hvor langt væk vi er fra andre mennesker og land i de store bølger.

Aftenen inden vi når Sal, kommer vi pludselig i tanke om at vi hverken har fået købt gæsteflag eller det gule q-flag, som betyder at vi er sygdomsfri og gerne vil i kontakt med myndighederne. Vi har heldigvis noget hvidt stof, så der klippes og syes og Camilla og Jens maler. Det bliver ganske flot, vi begynder at komme ind i rytmen, når vi kan være kreative i den høje sø. Så da vi næste morgen kan se land stryger de 2 hjemmelavede flag til tops under styrbord saling. Agter kan vi se den anden båd Bliss i horisonten.

På Sal sejler vi ind i en ankerbugt i byen Palmeira. Det er meget spændende at være kommet frem. Der er stoppet med andre sejlbåde, fiskefartøjer, joller og et par enkle vrag. Emil drøner ind for at indklarere, vi andre må ikke gå i land før det er gået i orden og må vente på båden. Alle dyner, puder, lagner og madrasser bliver hængt ud til udluftning og alle luger åbnes. Derefter er der fri mulighed for at betragte, hvad der forgår inde på land. Det er tydeligt at vi er sejlet ud af Europa og kommet til Afrika. Vi når alle en tur i land, hvor flere børn står klar inde ved molen til at hjælpe os med gummibåden. I byen vrimler det med hunde, vejene er støvede og husene små og beskedne. Ingredienserne til aftensmaden køber vi på et gadehjørne hos 2 ældre damer, en mand lærer mig og Camilla hvordan man spiller kalaha på Kap Verdisk vis, og så må jeg naturligt købe spillet af ham. Bliss har inviteret sig selv på aftensmad. De fangede en 30 kg tun få sømil ude fra Puerto Rico og har stadig masser tilbage. Vi fylder cockpittet op 10 mand. Vi må sidde på agterdækket og slev kuglefenderen bliver brugt som stol. Næste dag bliver vi igen budt på den tilsyneladende evige tun, Cassiopeia bliver atter en gang fyldt op.

Erik, Camilla, Jens og Jeppe tager en tur til en anden by på øen, hvor de bader i lækkert lyseblåt vand, mens Emil og jeg sejler ind med cyklerne og samler dem på kajen. Emil må holde godt fast, hans røde mountainbike nærmest skriger på opmærksomhed fra de mange drenge, der liiige skal røre. En enkelt for et hårdt rap og fingrene af sin far da han bliver lige nysgerrig nok. Vi cykler af sted og når udkanten af byen. Uden for et af husene står en teenagepige og vasker tøj på et vaskebræt, mens Justin Bieber banker ud af højtalerne på en lille ghettoblaste. Hønsene går fredeligt omkring. Vi cykler videre af en støvet vej fyldt med skærver. Her er knas tørt. I et par dale ligger oaser, som lever af et lille, næsten udtørret, vandløb. Vi cykler langs vandet og finder hundredvis at store flotte muslingeskaller. Videre tværs over øen og kommer til den flotteste hvide badestrand. Under et træ finder vi 2 store skildpaddeskjold. I den ene er skildpadden der stadig. Helt tør ligner den at den blot ligger og sover. På vej hjem cykler vi op over en top. Emil siger at jeg kun får en tår vand hvis jeg cykler hele vejen op. Han råber at jeg gør det godt og jeg råber mindre pænt om han ikke bare vil tie stille? og er lige ved at brække mig af anstrengelsen. Det er ikke ligefrem fordi man bliver holdt i form af at være ombord på en båd. Vi når toppen og jeg lægger mig på jorden i skyggen af Emil. Hans mobil ringer, den er en hjemmefra. Jeg ligger og lytter og kigger op på himlen. Blå himmel med skyer der driver forbi, som en rigtig dansk sommerhimmel og får en pludselig hjemve der sætter sig som en klump i halsen. Bortset fra at det selvfølgelig er november derhjemme nu, men alligevel.

Fra Sal havde vi en frisk Kap Sejlads med Bliss mod øen Sant Vincent og byen Mindelo. Det tager lidt under et døgn. Vi kommer først, Bliss holder selvfølgelig på at det ikke er en rigtig kapsejlads. Tsk. Men igen kommer de med tun, og vi inviterer igen på aftensmad, selvfølgelig for at fejre sejren. Det er helt anderledes at komme til Mindelo, fordi byen er meget større end Palmeira. Her er ikke 2 damer der sælger frugt og grønt, men 100 damer. Man kan ikke gå alene i byen uden at blive kontanktet ”hey darling! What’s you name? I can help you with everything” folk er meget hjælpsomme og selvfølgelig vil de også gerne tjene lidt, men mest vil de bare snakke. De andre møder en mand, Nunu, i byen og han guider dem rundt hele natten fra natklub til natklub og kører den overskydende af sted på sin knallert, da Taxamanden sætter grænsen ved 16 passasegere på sit lad. Næste dag tager vi alle op på den stemningsfyldte Club Nautico for at høre ham spille live med sit band, Nunu spiller på ukulele. I Mindelo er her fyldt med både vi kender. Og sjældent har vi været så sociale. Der er hele tiden nogen man lige skal besøge, eller lige skal besøge dig, en man møder på broen, på toilettet eller i byen. Man bliver inviteret over og alle holder sammen og hjælper hinanden. Selv da vi er gået i seng banker det på skroget ude i stævnen, og vi må i tøjet igen, tænde lyset og åbne en flaske vin.

Nu her er vi i gang med arbejde om bord inden vi sejler af sted om ikke så mange dage. Vi er blandt andet ved at male hele ruffet. Det ser godt ud og det er dejlig tilfredsstillende at se hvor flot og sund båden bliver. Derudover er der andre små og store ting. Jens Lucas har fået renset vores vandtanke, Emil skilt spillene ad og meget mere, nede i båden ligger stof til et gummibådsbetræk og venter på at blive syet og på puden ligger et blank stykke papir der venter på at blive udfyldt, med en liste over indkøb til turen.

Kap Verde er utrolig spændende og vi ville ønske at vi havde meget mere tid her, men det var alt for denne gang, god julemåned til alle derhjemme.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ukategorisert. Bogmærk permalinket.

4 svar til Mod syd og afrikanske rytmer på Kap Verde

  1. Lotte Dalsgaard siger:

    Hej alle tak for denne opdateringen , igen har du Line lavet en fantatisk beskrivelse, skønt at følge med . Idag første søndag i advent har vi fået sne. Rigtig god tur og god December jeg vil tænke meget på jer. Knus mor/ Lotte

  2. Cecilie siger:

    Tusind tak for endnu et godt “eventyr” fra Cassiopeia. Det er fantastisk at følge med i jeres færden og tanker om livet om bord. Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af livet på båden. Rigtig god tur over atlanten.
    knus fra Cecilie

  3. Susanne Engelbrecht siger:

    KÆRE LINE. En fantastisk beskrivelse. Åh jeg kom helt til at fælde tårer. Hvor er det dejligt I har det så godt og har så mange mennesker I kommer sammen med. Sikke oplevelser, ja det kan man da kun opleve på denne måde. Mon I fik og ku li havregrynskuglerne? Her er koldt og sne.
    December er slet ikke det samme uden jer og jeres sysler i køkkenet.
    Fortsat rigtig god tur, og pas godt på jer selv. Mange kærlige tanker fra Susanne (Emils mor).

  4. maj-britt trankjær siger:

    Kære allesammen, Kan I nu også have en god december måned på havet, og tak for rejsebrevet.
    Kærlig hilsen Maj-Britt

Skriv et svar til Susanne Engelbrecht Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s