Fuldt hus over Atlanterhavet og øliv for 2 i Grenadinerne

Så kom vi over på den anden side. Vi krydsede det store hav, ved at sætte sejlene på vores lille båd og stævne mod vest. Det er fascinerende når man tænker på det nu. Men hvordan var det egentlig på selve turen? Lidt kedeligt, trivielt, ensomt, skræmmende, spændende, sjov, frustrerende og lidt mere derimellem. Det bedste ved at sejle af sted, er at have et mål. Det er rart at komme frem og der er rart at have noget at glæde sig til. Der er meget ved selve turen, som stadig fylder i mine tanker og det er svært at formulere sig ordentligt om det, før de er faldet på plads i hovedet. Men lidt kan man jo sige. Det er mærkeligt at falde i søvn i salonen og kigge på verdenskortet, vi har hængende på væggen der og vide, at du er en lille bitte prik midt ude i det blå, med flere tusind kilometer til land og uendligt meget vand under dig. En hel ukendt kilometerdyb verden, med millionvis af skabninger som svømmer rundt i mørket. Over dig er stjernehimlen, helt uforståeligt stor, større end man troede, og man ved ikke om man skal føle sig bange eller helt fantastisk heldig. Når solen står op og synker i havet igen om aftenen, opdager man hvordan en solnedgang ikke kan ses i vest, men hele himlen rundt. I vest er himlen rød, men den sartrosa farve strækker sig som arme rundt om dig og båden og ender med at holde sig selv i hånden ude i øst, som i et kæmpe stort favntag. Dagene føles ofte lange, og turen virker uendelig. Deprimerende. Man ved at vi allerede har sejlet i lang tid, men vi skal sejle endnu længere endnu. Der er meget langt til Caribien tænker vi, det er et dårligt projekt. Vi gør det aldrig igen, og hvorfor gjorde vi det overhovedet til at starte med? Men heldigvis sker der jo altid et eller andet. Vi når halvvejs, der kommer en byge og alle styrter ud og nyder et bad, en kæmpe flot fisk bider på krogen og gør alle ellevilde, vi får besøg af delfiner, vi krydser kurs med en anden sejlbåd og står bare og glor på hinanden i ½ time. Der bliver bagt pandekager, pølsehorn, kager og holdt fødselsdag. Vigtigst af alt, er når vinden skifter og det hjælper altid på humøret når vinden tager til og der kommer lidt pres i sejlene. Vi er 6 ombord på turen. Vi enes for det meste godt, det lykkedes os rigtig godt at samarbejde om alt det praktiske. Hvorfor det skal være så svært for mennesker at enes om andre ting ved jeg ikke. Alle vil vel egentlig det samme, at folk er glade og har det godt, men der skal forskellige ting til at mennesker har det godt. Vi har forskellige tommestokke at måle vores lykke efter, og ligesom at fællesstrækkene lige så tydeligt træder frem når man rejser sammen, så står det også lige så klart hvor man adskiller sig fra hinanden. Nogle gange opdager vi, hvordan vi er så forskellige at vi ender med at gøre hinanden triste eller sure og man må virkelig finde styrken i sig selv og også mig og Emil i hinanden til at holde modet oppe.

Camilla har fødselsdag, Atlanten

Camilla har fødselsdag, Atlanten

Vi smider flaskepost ud, Atlanten

Vi smider flaskepost ud, Atlanten

Camilla smiler, vi synger julesange, Atlanten

Camilla smiler, vi synger julesange, Atlanten

Langt igen, Atlanten

Langt igen, Atlanten

Aftenhygge og dans, Atlanten

Aftenhygge og dans, Atlanten

Wahoo på krogen, Atlanten

Wahoo på krogen, Atlanten

På et tidspunkt da vi alle sidder cockpittet sammen hører vi et tungt ”dunk” nede fra vores skrue. Vi har ramt noget. Vi springer op og snart kan vi ude i vores kølvand få øje på noget stort og mørkt. Er det en delfin? En haj? En lille hval? Den svømmer efter os, ligger og surfer i bølgerne bag os. den bevæger sig tættere og tættere på og pludselig ser vi alle at den har en neonblå, nærmest selvlysende hale og et langt sværd foran. Det er en sværdfisk på omkring 3 m som har besluttet at gøre os selskab for et stykke tid. Havet er forunderligt, ja havet er skønt, som den lille krabbe synger.

Det er godt at være tæt.

Det er godt at være tæt.

Erik til rors, Camilla og Line har lavet gæsteflag.

Erik til rors, Camilla og Line har lavet gæsteflag.

hælefilning med en rigtig fil, Atlanten

hælefilning med en rigtig fil, Atlanten

ankeret er kastet, Carlisle Bay

ankeret er kastet, Carlisle Bay

Landkending kommer på Jeppes vagt ud på morgenen den 23. december. Det helt skørt, nu har vi sejlet og sejlet, set hav, hav og atter hav. Og så skyder det pludselig en ø op af vandet. Hallo, hvor mærkeligt.  Med lys der kan ses fra mange, mange sømil ude, på denne lille plet i det store blå, er der koncentreret så mange mennesker, så mange lyde og så mange ting, at det næsten ikke er til at forstå. Det er godt, at man nærmere sig langsomt, i en sejlbåds tempo, så man når at forstå det hele.

Vi kaster anker i Carlisle Bay i Bridgetown på Barbados efter at have været en tur inde om immigrationskontoret. Efter en dukkert, champange og chokolade, tager vi jollen ind til byen. Vi er kommet lige ind i løvens hule. Alle de dufte, alle de lyde, alle de mennesker, ALLE de FARVER. Livet er ikke længere blåt i alle nuancer, men en fyldt farvepalet der springer dig i øjnene. Hele ens krop suger alle indtrykkene til sig og det hele er ved at løbe over. Man må tænke at vi har været på havet i 17 dage, hvor der i løbet af en dag intet nævneværdigt behøvede at ske. Camilla bemærker at vi alle gå med halvåben mund og kigger omkring os som i trance, mens vi går frem meget langsommere end alle andre. For juletravlheden har ramt Bridgetown. Hvis man bare kunne opsamle al den energi, så kunne vores solpanel på båden godt gå hjem og vugge. Der er ingen tvivl om at bajanerne er et interessant folk, de øser om sig med store guldsmykker, neonfarvede kjoler, tatoveringer i massevis, hårkunst som vi aldrig nogensinde har set det før og lange negle i alle regnbuens farver. Så mange indtryk. Der er ingen tvivl om at vi alle må sidde ned. Vi finder en restaurant og alle bestiller kød. Vi har levet af fisk de sidste 17 dage. Servetricen griner højt da Emil bestiller 2 hovedretter. Camilla, Jens, Erik og Jeppe bestiller kold øl. Det er hyggeligt.

Besætningen i land, Carlisle Bay

Besætningen i land, Carlisle Bay

på restaurant i Bridgetown

på restaurant i Bridgetown

Line, Carlisle Bay

Line, Carlisle Bay

Næste morgen skal Erik af sted til lufthavnen, han skal holde jul med sin datter på saint Croix. Ja det er juleaften, d. 24. december 2012. Jul skal det blive. Vi må alle 5 af sted på juleindkøb. Sikke en voldsom trængsel og alarm! Vi for købt alt maden, vist er alt på frost og vi er lidt spændte på den dybfrosne skinke som ligger og tør langsomt op nede i indkøbsposen, men det er jul og det dur ikke med fisk igen. Juleaften bliver ikke som ventet, sent på eftermiddagen står en kæmpe byge ind over ankerpladsen og vender op på alt og ned. Den vender selve passatvinden og de næste 3-4 timer mens mørket falder på, får den skabt godt og grundigt kaos på bådene. Folk driver, deres anker holder ikke, og vi kommer for tæt på kysten. Vi prøver alt muligt forskelligt og bliver skide kolde i den tunge regn. Endelig omkring kl. 20 lykkedes det for ankeret at få fat længere ude i bugten. Michael på en anden dansk båd Bliss, fortæller sin kæreste at juleaften er aflyst og går på hovedet i seng. Måske Emil et kort øjeblik havde lyst til det samme, men nede i kabyssen har Jeppe kokkereret. Den glaserede juleskinke fik 5 timer i ovnen på grund af alt kaosset og smager perfekt! Brune kartofler, hvide kartofler, brun sovs og grøntsager kommer på bordet ovenpå juledugen. Julepynten bliver hængt op og der bliver skænket vin i glassene. Julefreden har sænket sig i den lille båd. Vi har nået at købe små julegaver til hinanden og sørme så om ikke også der er ris a’la mande til dessert. Emil er gået omkuld. Jens får mandlen. Som egentlig er en Hassselnød. Jeg har trillet havregrynskugler, men kun Jeppe formår at klemme en enkelt ned. Aftenen er slut, vi er trætte.

væddeløbsbanen 2. juledag

væddeløbsbanen 2. juledag

Hestene

Hestene

Juledagene forløber med julefrokost og galopløb på væddeløbsbanen her i Bridgetown. Emil og jeg lejer en bil med den danske båd Vela og kører rundt på øen. Jeppe skal stå af tidligt den 28. december og skal herfra videre til Brasilien. Mig og Jeppe har tit haft vores konflikter, men på det seneste har vi hygget os rigtig godt. Som Jeppe siger, ”vi kan godt være enige om at være uenige.”

Firben, Barbados

Firben, Barbados

vi drikker kokosmælk, flower forest, Barbados

vi drikker kokosmælk, flower forest, Barbados

Barbados

Barbados

Rundt på øen, Barbados

Rundt på øen, Barbados

Der opstår en lidt mærkelig stemning, Camilla som ellers skulle have været med til februar fortæller os at hun også står af nu. Hun har mistet sin sejlerlyst og er træt af at få ting til at fungere i en gruppe. Hun vil rejse alene. Situationen er træls, mig og Emil er skuffede og føler os en smule svigtet. Jens Lucas vælger at stå af med Camilla og de 2 følges ad videre herfra. Afslutningen bliver mærkelig, og det er ærgerligt.

Da ryksækkene er pakket og alle 3 sejlet ind til land, er der stille, helt fredfyldt i båden. Rodet og skidtet er alle steder. Sådan begynder den helt store oprydning og rengøring som varer flere dage frem. For mig er det dejligt udrensende at få gjort alt rent. Afsluttet én periode og begynde på en ny, vasket det bort som ikke er værd at huske og pudset de oplevelser af som er dejlige at have med sig. Få tænkt over venskaber. For nu er vi kun 2 ombord og det har vi ikke været siden England i juni. Der er pludselig så meget plads, vi trækker vejret dybt ind og ånder ud. Mod vest ligger grenadinerne og vi hiver ankeret op og stikker glade snuden mod den lille ø Bequia.

Vi sejler ind i aftenslys på vej mod Bequia, billedet er taget fra den danske båd Vela

Vi sejler ind i aftenslys på vej mod Bequia, billedet er taget fra den danske båd Vela

Og her har vi tænkt os at blive. Her er dejligt, pragtfuldt, skønt. Her er kort sagt det hele. Om morgenen hopper vi lige på hovedet i det klareste, tyrkise vand. Små joller fra land kommer sejlende forbi og sælger frugt til morgenmad, så man kan mæske sig i saftige mangoer og grapefrugter. Solen bager og vi er omgivet er søde, imødekommende og hjælpsomme mennesker. I Byen, Port Elizabeth, hviler der en afslappet og charmerende stemning. Vi nyder virkelig livet, hinanden og verden. Og tiden. Vi nyder at der intet pres, intet stress og ingen plan er. Det er uendeligt lettende og alle mennesker forundt når man får ind i sit hoved, at det der betyder noget, er om vi har det godt og om vi er glade. Og ikke om vi når op på toppen af bjerget til klokken 4, for måske møder man nogen eller noget på sin vej og når først derop næste dag. Man må se mulighederne i de små tilfældigheder.

Emil snakker og handler frugt, Port Elizabeth

Emil snakker og handler frugt, Port Elizabeth

Bequia

Bequia

Emil, Bequia

Emil, Bequia

udsigt fra stranden og ud i bugten hvor vi ligger for anker, Bequia

udsigt fra stranden og ud i bugten hvor vi ligger for anker, Bequia

Morgenmad, Admiralty bay, Bequia

Morgenmad, Admiralty bay, Bequia

lounge på stranden, Bequia

lounge på stranden, Bequia

 

St. Marys, Port Elizabeth

St. Marys, Port Elizabeth

Så er der selvfølgelig nogle ting som bare er trælse og man virkelig skal anstrenge sig for at se mulighederne i. Det er der jo altid, lige meget hvor laid back og veltilpas man er blevet. Vi har fået karkelakker. I køkkenet. .. omg. Det er klamt. Ellers får vi lavet en del småting på båden, vi laver tit lidt hver dag. Den anden dag var vi ude at snorkle, her ligger et rev ikke så langt fra ankerpladsen og det er første gang vi rigtig snorkler sådan en sted. Det er sjovt at dykke ned og blive en del af den verden, hvis overflade man sejler ovenpå. Emil er fantastisk til at dykke og har været helt nede på 18 meter bare ved at tage en dyb indånding. Jeg kan slet ikke følge med og vender mig i stedet om under vandet og kigger op på himlen, som om det var vores verden der var mig fremmed og jeg hører til hernede. Men det er nu trods alt sjovere at kigge den anden vej, for her er flotte koraller og masser af forskellige fisk i flotte farver og forskellige størrelser. Man kan bruge meget længe på bare at kigge.

1. januar er hård, Bequia

1. januar er hård, Bequia

Port Elizabeth, Bequia

Port Elizabeth, Bequia

Emil flyder, Admiralty Bay, Bequia

Emil flyder, Admiralty Bay, Bequia

skildpaddereservat, Industry Bay

skildpaddereservat, Industry Bay

Oppe på land går vi været rundt på øen, det er sjov at gå forbi mangotræer, stjernefrugt, kokos og lime. Sammen med Christine fra den danske båd Vela, går jeg til et lille privat skildpaddereservat. Ejeren er pensioneret fisker som samler de små skildpadder når de udklækkes og opfostrer dem til de er 5 år gamle og dermed har en meget større chance for at overleve. Derefter lukkes de ud i havet. Han har indtil videre lukket 913 voksne skildpadder ud i havet omkring Bequia. Han vil gerne fortælle om skildpadderne, men mest vil han snakke politik, og det er ikke så skidt endda at blive sat lidt ind i øernes situation.

Kirker i alle former, Bequia

Kirker i alle former, Bequia

hus, Port Elizabeth

hus, Port Elizabeth

havfugle og Pelikan boltre sig, Bequia

havfugle og Pelikan boltre sig, Bequia

udsigt, Bequia

udsigt, Bequia

Vi sprang ind i det nye år, og ud af det gamle. Ligesom enhver anden i denne verden. 2012 er slut og 2013 kan begynde. Det får ens tanker til at glide tilbage, men allermest frem. Hvad mon det nye år byder på? Godt som skidt, vi må vente og se.

Nytår 2013, ved bålet

Nytår 2013, ved bålet

Godt nytår til alle 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Ukategorisert. Bogmærk permalinket.

10 svar til Fuldt hus over Atlanterhavet og øliv for 2 i Grenadinerne

  1. Lotte Dalsgaard siger:

    Hej i to, håber i som med alt andet har fået styr på kakelakkerne . Det er en virkelig berigende fortælling også denne gang, og dejligt at læse om føelser tanker og oplevelser det er da fantastisk, I vokser med opgaverne hele tiden og jeg er glad stolt og rørt over din måde du får det hele ( nok kun næsten ) med på Line, og glæder mig over hvor fedt I har det nu. Glæder mig meget til at følge med i det der ligger forude. Kys og kram fra mor / Lotte

  2. Lotte Dalsgaard siger:

    Så kom alle de skønne billeder tak for det , skønne unger !

  3. Søren siger:

    Sikke en dejlig beretning, hvor er det skønt at læse om jeres oplevelser. Det er lige, så de små hår rejser sig. Glæder mig rigtig meget til vi ses i uge 7. Kh far/Søren

  4. Cecilie Dalsgaard Jensen siger:

    Kære Line og Emil, hvor er det fantastisk endnu en gang, for en kort stund, at være en del af jeres rejse. På trods af at jeg har haft lidt flere år at samle erfaring i her i livet, lyder det til at jeg langt bliver overgået af jer, hvor er det vildt alt det I oplever og håndterer på så helt fantastisk flot vis, I er seje. Vi ses snart.
    knus og kram fra Cecilie

  5. Tim siger:

    Sikke en dejlig historie, trist at i mangler gaster, men i klare den. Du skriver rigtig godt og kan sagtens gemme alle dine beskrivelser og bruge til en bog senere. God vind

  6. Susanne Engelbrecht siger:

    Kære begge to. Vi har mormor, morfar, Victoria, Margit, Bo og jeg siddet og læst brevet Line over et glas rødvin medens vi ventede på Jørgen skulle komme fra arbejde inden han drager ud til jer.
    Vi sad alle helt stille og bare nikkede, lige før jeg knep en tåre. Line du skriver så fantastiks, som morfar sagde ” hun kunne da blive journalist”. Jeg sender det til Lokal avisen så ser vi hvad der sker. Helt enig i hvad Cecilie skrive, tænk alt det I har oplevet og taget stillinger til, planlægge, ordne jamen I ER FANTASTISKE. Er så glade for I har hinanden. Rugbrødene står og hæver.
    Nora syntes også jeg skulle bli med Jørgen til dere. Mange hilsner fra Norge.
    Moster Ingeborg og familie sender jer mange hilsner med alt mulig godt på vej.
    Vi har lige spist culottesteg med bagt kartoffel og salat… Mon I får det.
    Er imponeret over al den mad I laver, så flot det hele.
    Knus og kys fra mor Susannne

  7. maj-britt trankjær siger:

    Tillykke – I gjorde det – krydsede Atlanten I modige sejlere, intens samvær på lidt plads, klogere på livet i dag en for ½ år siden, godt at have med i rygsækken fremover.
    k.h.maj-britt

  8. maj-britt trankjær siger:

    P.S Gode billeder, søde dansemus
    k.h. maj-Britt

  9. Kære Emil og Line – og nu måske Jørgen og Lars Ole?! På en smuk dag i DK, med iskoldt, frostklart vejr, kommer man nemt til at længes efter sol og varme. Derfor sender jeg hermed en hilsen til jer alle på den anden side af vores fantastiske jordklode med ønsket om, at I kommer godt “rundt” i det smukke ørige, I sikkert befinder jer i nu. Vi glæder os til at se billeder af de to gaster på fordækket!!! Bare sæt dem i gang!
    Det har været en fornøjelse at læse jeres beretninger her på siden – fortsæt endelig med at fortælle om alt det I oplever.
    Mange kærlige hilsner fra DK og Djursland
    Claus og Karin

  10. Linnéa siger:

    Hejhej! Fin blogg! kolla gärna in bloggarna från båten Gaija 🙂 http://www.linneavahlberg.blogspot.se och http://www.gaijasailing.blogspot.se.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s