Mød mig på Cassiopeia

Skrevet d. 11-12 marts og udgivet i dag d. 16 marts 2013

Nu er det virkelig blevet tid til at lade høre fra os igen. Det er over 2 måneder siden at vi sidst har fået skrevet herinde. Vi er nået til St. Maarten, en caribisk ø, som ejes både af hollænderne og franskmændene, men som i virkeligheden mest af alt, bliver regeret af alle amerikanerne, som kommer hertil som turister i store stimer. Så meget for at rejse langt for lidt fremmed og så ende op i de vestliges paradis. Men nu må vi heller ikke lyve for jer, for det er faktisk virkelig sjov at være her. Men man ender med at få lidt ondt i håret, for her er godt selskab, og virkelig gode barer og restauranter. Vi lærer nye dansemoves og Emil har fået brandsår på begge inderlår efter at have givet den gas på en rodeotur (han satte rekord vel og mærke) Og I går var vi til beach party, mest fordi de havde reklameret med miss wet t-shirt konkurrence, men hold nu op hvor nogle kan te sig og danse på måder jeg aldrig har set før, og det i flere timer. På samme strand, kommer flyvemaskinerne fejende lige hen over hovedet på dig og lander lige på den anden side af vejen. Folk må holder på hat og briller og man må tage sig selv i at dukke sig. Det er lige fedt hver gang.

Tidlig morgen på vej til st. Maarten

Tidlig morgen på vej til st. Maarten

Line læser.. meget

Line læser.. meget

Philipsburg, St. Maarten, med Vela og gast Christian

Philipsburg, St. Maarten, med Vela og gast Christian

drinks og fly, St. Maarten

drinks og fly, St. Maarten

store bølger, Maho bay, St. Maarten

store bølger, Maho bay, St. Maarten

Men vi må hellere gå lidt tilbage i tid. Vi har haft forskellig familie på besøg siden midt i januar og vi endte med at bruge 1,5 måned bare i Grenadinerne. Det afslappede øliv, blandet med fantastisk snorkling, masser af søde mennesker og flot og idyllisk natur, var så tiltrækkende, at vi havde svært ved at tage afsted derfra igen. Vandet i det område er så klart og helt turkis. Man møder så mange fisk. Kæmpe flokke af kirugfisk, papegøjefisk i alverdens farver med deres sjove overbid, skildpadder og et par enkle rokker. Men Dagene er dog ikke lutter lagkage og mottoet for en hel periode på 3 uger, blev: ”ingen dag i Caribien uden action!” Vi sejlede på et rev en nat med gummibåden, vi fik et reb i skruen, vi blev lynede uvenner med en lidt uhyggelig mand efter en misforståelse om et anker, en motorbåd skar vores fortøjningsreb over med sin propel, en sen aften vi var i land og sendte båden drivende hen mod klipperne, osv. osv. men vores sidste dag i grenadinerne endte nu godt og vi fejrede min fars fødselsdag på Mayreau, med en afslappet dag på båden og med en omgang beachvolley inde på stranden.

Søren, Kasper og Line. ankerplads Young Island

Søren, Kasper og Line. ankerplads Young Island

Far Søren fylder 58 år.

Far Søren fylder 58 år og er klar med kniven i hånden som altid.

Kasper og Emil snakker med venner efter en nat i byen

Kasper og Emil snakker med venner efter en nat i byen

Union Island, på et kort stop.

Union Island, på et kort stop.

Fra Grenadinerne sejlede vi mod St. Lucia. Vi kom til Marigot Bay efter en lidt krævende døgnsejlads og tog en taxi direkte hen til den nærmeste Burger King. Hold nu op, det var godt. Generelt er det bare dejligt at komme til en ø hvor vi kan handle fersk kød efter 1,5 måned med frossen kylling. Et bad får vi også. For første gang i meget lang tid. Det er luksus. Da Emil skal op og betale for diesel, for han også lige et råd med på vejen, om hvor man kan finde de bedste piger, en ny til hver ugedag. Se dét er service.  Vi sejler videre til Rodney bay, som ligger mere nordligt på samme ø. Vi har pludselig fået lidt travlt med at komme mere nordligt, da vi har en ny gast der skal hentes på Antigua og fordi vi formentlig har lagt vores sejlrute om hjemad, hvilket betyder vi skal sejlere flere sømil, men på samme tid. Vi overvejer nemlig at sejle op langs USA’s østkyst og over Grønland og Island hjem. Vi har dog nogle dage i Rodney, som går stille og roligt. Her står min far af og flyver hjem mod Danmark. Vi andre sejler videre til Martinique, som er fransk, og det er tydeligt. Øen skiller så klart ud fra de tidligere og byerne ser mere sydeuropæiske end caribiske ud. Franskmændene holder godt fast i øen og ALT står på fransk og ALLE snakker fransk. Altså lige bortset fra os, som alligevel humper os i gennem med et par enkelte gloser og tegn og fagter. Cecilie og Kasper står af på det sydlige Martinique og vi andre tre; Emil, vores gast Erik og jeg fortsætter nordligt. Vi ligger til anker i st. Pierre, for foden af vulkanen Pelee, som for omkring 100 år siden udslettede hele byen på 30.000 mennesker. Bortset fra 1, en morder som sad i en stencelle. Ironi eller måske karma. Her oplever vi noget helt fantastisk. Vi kan hører hvalerne synge. Flotte melodiske lyde. Man dykker ned igen og igen og tænker på hvad de mon fortæller. Kalder de på hinanden, skælder de ud, eller fortæller de måske et par gode røverhistorier?

Bequia

Bequia

Aften på Bequia, Cecilie og Line sætter kædeaflaster på.

Morgen på Bequia, Cecilie og Line hiver ankeret op.

Cecilie, Kasper, Emil og Line. Vi sejler mod Tobago Cays

Cecilie, Kasper, Emil og Line. Vi sejler mod Tobago Cays

Tobago Cays

Tobago Cays

Cecilie, Emil og Kasper i gang med opvasken

Cecilie, Emil og Kasper i gang med opvasken

Cecilie, Emil og kasper, Petit Tabac

Cecilie, Emil og kasper, Petit Tabac

Hvis os aå hvordan den nød skal knækkes! alene som eneste båd på Petit Tabac

Hvis os så hvordan den nød skal knækkes. Alene som eneste båd på Petit Tabac

Burger king på St. Lucia

Burger king på St. Lucia

Fællesbillde på Pigeon Island, St. Lucia

Fællesbillde på Pigeon Island, St. Lucia

Erik i stævnen på vej ind til St. Pierre, med Mt. Péle i forgrunden

Erik i stævnen på vej ind til St. Pierre, med Mt. Péle i forgrunden

Fra Martinique går turen til Guadeloupe. Vi sejler forbi Dominica i næsten vindstille og glider lige så stille forbi alle de mange lys. Her er fredfyldt. Her er så stille, at det eneste jeg kan høre, er Emils sagte åndedrag fra agterkahytten. Til sidst må vi dog starte motoren, efter at have ligget med en fart på 0,0 i et kvarter. Fri af øen kommer vinden dog igen, og vi sejler i rask fart og bølger. Guadeloupe er formet som en sommerfugl og vi sætter kursen mod selve kroppen, hvor vi ved Bliss ligger som vi fulgtes med over Atlanten. Vi ligger os ind i marinaen. Vi kommer til at ligge ved siden af et belgisk par, som på et tidspunkt har været 4 måneder på havet i streg. De skynder sig at tilføje at de lige kastede anker på en øde vulkanø og var der i 2 dage, lige for at slappe af. Omg.

i gang med hvad der førhen fik os helt op i det røde felt. efter 9 måneders øvelse går det nu helt godt.

i gang med hvad der førhen fik os helt op i det røde felt. efter 9 måneders øvelse går det nu helt godt.

Med Bliss lejer vi en bil og kører rundt på den venstre vinge af Guadeloupe. Her er flot og meget frodigt. Vi klatrer op af en snoet og stejl sti som er trådt ned mellem regnskovens mange træer, det lykkedes os at komme op ved et af vandfaldenes udspring. På vejen ned falder vi på røven et par gange, Storm på 10 måneder, sidder på maven af Emil og er ikke helt tilfreds med alle glideturene. For os andre er det nu meget sjov.

På vej ind i regnskoven med Stine, Michael og Storm, Guadeloupe

På vej ind i regnskoven med Stine, Michael og Storm, Guadeloupe

Erik og Line,Guadeloupe

Erik og Line,Guadeloupe

Næste dag står Erik af og turen går nu mod Antigua. Efter flere måneder med lidt for meget vind, er vi nu kommet ind i en periode med lidt for lidt, og vi tuller lige så stille af sted med 1,5-2 knob gennem natten. Jeg vil sætte spilerstagen alene, fordi Emil sover. Det går selvfølgelig ikke helt efter planen og vi bliver rivenende uvenner. Det hele er noget være lort, der er ingen døre at smække med og man kan ikke bare sige, ”din store idiot nu skrider jeg hjem til mig selv!” Vi er midt ude på havet og vi bliver stadig nødt til at samarbejde om at sejle båden. Man kan jo ikke bare springe i havet og så flyde til Antigua. Båden kan både skille en ad, men det er også den der får en sammen igen. For på grund af den og på grund af at man har valgt at sejle ud som vi har, så er man 100 % afhængige af hinanden, og man SKAL kunne stole på hinanden og det SKAL fungere. Hvis det ikke gør, så har man bare at få det til det, og det lidt hurtigt. Og når spilerstagen er sat, og vi igen er kommet ind på kurs, så var den anden måske ikke så stor en idiot alligevel og man er glad for at man sidder trygt og sikkert oppe i cockpittet på vej, og ikke ligger og driver retningsløst rundt i det kilometerdybe hav.

Dannebrog i Solnedgang, på vej mod Antigua

Dannebrog i Solnedgang, på vej mod Antigua

Aftentisning, mod Antigua

Aftentisning, mod Antigua

Cassiopeia i morgenlys, billedet taget fra Bliss, På vej mod Antigua

Cassiopeia i morgenlys, billedet taget fra Bliss, På vej mod Antigua

I English Harbour på Antigua, kaster vi anker inde i bunden af bugten, hvor vandet er mudret og mangroven vokser helt ned til kanten og stikker sine rødder i det salte vand. Havnen, kaldet Nelsons Dockyard, opkaldt efter den berømte lord Nelson, er en perfekt og fejlfri rekonstruktion af den havn som englænderne byggede, da de først kom til Antigua, for et par hundrede år siden og emmer af hygge og gamle kolonitid. Her står vores nye gast Christian på. Vi går et smut over i nabobugten Falmouth harbour, hvor mange af de store super-yachts holder til. Her er så meget rigdom og så mange penge! Så mange kæmpe både og så mange mennesker til at arbejde på dem. Men ingen ejere til at sejle i dem. En af dem har knækket masten og ligger og venter på en ny, costum made selvfølgelig, som vil være klar om 9 måneder og koste 4 millioner euro. Manden der fortæller os det, kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og sige ”pretty bad day at the sea.” Øh.. Det tror vi på.

Christian og Emil, Nelsons Dockyard

Christian og Emil, Nelsons Dockyard

Christian har haft vores nye GoPro med. Dét giver godt humør

Christian har haft vores nye GoPro med. Dét giver godt humør

Emil og Christian, Jolly Harbour

Emil og Christian, Jolly Harbour

Fra English harbour går det videre op nord mod Jolly harbour. Her kaster vi anker i helt lyseblåt, men fuldstændig uklart vand. Sammen med Bliss tager vi bussen over til østkysten. Folk er utrolig søde og imødekommende, hjælpsomme, her. På den måde skiller Antigua sig lidt ud for de foregående øer, fordi man lige føler sig det hak mere velkommen. Her er mere stolthed måske. Antiguianerne vil ikke have noget af de besøgende, på samme måde som vi ellers har oplevet det i Caribien. Ud over en lille snak og et smil selvfølgelig. Storm får charmeret sig så let som ingenting til en t-shirt og da en dame hører jeg har haft søpindssvinspigge siddende i foden, den sidste 1,5 måned, tager hun straks min fod i skødet og begynder at undersøge den. Nå, men på østkysten sejler vi i en båd fyldt op med turister, ud til noget som hedder Stingray city, et område med lavt vand, hvor de sjove store stingrays flokkes. Det er ret amerikansk; stil jer op på en lang række og få taget en billede med en rokke. Det er fjollet. Men heldigvis kan man svømme rundt bagefter som man vil og selvom vi mennesker har restriktioner på hvor vi må svømme og ikke må, svømmer de mange stingrays frit omkring. Tit svømmer de så tæt at de gnider sig op af benet på en. Det kilder. Det er tydeligt at de er vant til at have mennesker omkring sig og er ikke nervøse. Det er lidt noget andet når vi ellers har mødt rokker. Da Emil skulle dykke ned og tjekke anker her på st. Maarten, hvor vandet desværre også er en smule uklart, følger han kæden og pludselig står han ansigt til ansigt med en stingray, som nok så fredeligt kom luntende hen over bunden på en tidlig morgentur. De får øje på hinanden i samme øjeblik og er begge ved at skide en grøn gris.

Line til rors, på vej mod St. Maarten

Line til rors, på vej mod St. Maarten

Baracuda til aftensmad! troede vi, indtil vi opdagede man kun blive lam og dø af at spise den i dette område.

Baracuda til aftensmad! troede vi, indtil vi opdagede man kun blive lam og dø af at spise den i dette område.

Nu er vi også ved at forlade St. Maarten og i aften tager vi af sted på endnu en natsejlads, mod British Virgin Islands. Spændende.

Dette indlæg blev udgivet i Ukategorisert. Bogmærk permalinket.

3 svar til Mød mig på Cassiopeia

  1. Lotte Dalsgaard siger:

    Hej tak for endnu en beretning om jeres oplevelser på godt og mere udfordrende , det er somom I lige kommer lidt tættere på mens jeg læser , for det er altid dejligt Line at læse hvad du har på hjertet. Idag er vejret blæsende og solfyldt , men imorgen og tirsdag bliver det vist voldsomt vinter!
    Ha det godt savner jer knus mor/Lotte

  2. Susanne Engelbrecht siger:

    Kære jer begge to.
    Meget spændene læsning, hold op hvor I hele tiden oplever og undersøger ting. I er gode til at bruge bil og bus, samt gå ben til at få set jer omkring. Trille, Victoria og jeg sidder i sofaen her onsdag formiddag. Jeg er lockoutet, men kører til Ryomgård hver dag. Det er noget værre rod med regeringen og KL , er spændt på hvor længe dette skal vare.. Vi må ikke komme på skolen men gør da opmærksom på os selv via demostrationer osv.
    Victoria SAVNER JER SÅ MEGET, åh hvor Trille spinder og kikker med på computeren,, kan du høre hende.
    Line hvor er du god til at skrive og få dine tanker med i brevene.
    Har drøn ondt i hovedet og skal i seng. Vejret er forrygende dejligt, sol og sol men minus 7 gr. om natten, sneen ligger som små klatter rundt omkring. (skyggen),
    Fortsat rigtig god tur. Lækkert med så mange fine billeder. Vi snakker meget om dem.
    Moster Rigmor, Carl, Ruth og fætter Christian var her i forgårs til påskefrokost. Der så vi film fra dit nye profkamera. meget lækkert, sikke et vand.
    Mange tanker, kys og kram fra Trille, Victoria og mor.

  3. Lene Christiansen siger:

    Kære Emil og Line!
    I får lige en lille hilsen fra Susannes veninde, Lene på Djursland. Susanne fortalte så begejstret om jeres tur, jeres store oplevelser, jeres genvorligheder, og om hvordan I unge mennesker modigt og sejt står alt igennem og holder sammen. Hun er så stolt af jer! Og så fik vi veninder jeres adr. så vi selv kunne læse om turen og se billeder. Jeg har set alle de skønne billeder og læst sidste brev. Hvor er det en fantastisk god beskrivelse af jeres liv, Line. Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med hjemturen..synes jo – jeg gamle kone – det er frygtelig farligt at begive sig ud mellem isbjerge. Benedicte havde jo en dygtig gast, Eddison, bosat i Brasilien. Skal jeg kontakte Benedicte for at høre om Eddison? Nå, sig til hvis I har brug for gode råd fra en gammel landkrabbe:-) og rigtig rigtig dejlig eventyr til jer to.
    Mange tanker og hilsner fra Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s