Gensyn med Atlanten, velkommen til United States of America og huller i kølen

Billeder er på vej

Sidst i april lod vi fortøjningerne gå og sejlede fra Den Dominikanske Republik og dermed også ud af Caribien. Vores kurs var sat mod USA, som ventede en lille uges sejlads og 820 sømil forude. Lige i det vi sejler ud af Samaná, bugten hvor vi har befundet os de sidste dage og runder pynten, dukker 2 delfiner pludselig op tæt på båden. De viser sig kun et par enkle gange, for så at forsvinde igen, men vi er glade. For netop synet af delfinen er kendt for at bringe lykke på rejsen, og hos mig og Emil efterlader det en dejlig opløftende følelse, for sådanne tegn er ikke at spøge med. Vi er 3 ombord. Nicolai som er Emils kammerat, er kommet på besøg og skal sejle med til Miami. Det er godt at være en ekstra hånd og Nicolai kommer hurtigt ind i det hele, selvom han ikke har sejlet før. Det går rask derudad og vi runder hurtigt det nordøstlige hjørne af Den Dominikanske, mens mørket falder på og vi kan falde ind på en mere vestlig kurs. Turen kommer til at vare 6 dage og vejret og havet vi møder, er alt fra havblik uden en vind og blå himmel, til frisk passatvind, tunge tordenskyer, store bølger til det ikke helt er sjov længere. Øsregnvejr, bagende sol og modvind. 2 nætter i træk har vi så meget vind og så store bølger, vi surfer ned af, at vi i en ½ time på Emils vagt ligger på et snit på 10 knob. Bedre er det ikke på min vagt, hvor vi får 2 mindre bordefyldninger, det er når en bølge brækker ind over båden og cockpittet fyldes med vand. Heldigvis havde vi sat lugen i ned til selve båden, men Nicolai råber lidt op i sin nattesøvn fra agterkahytten, da han pludselig bliver våd og jeg sidder og sumper så dejligt i mine drivvåde bukser, som stod først for da vandet kom væltende.

Ellers går det godt, trods Nicolai er ny som sejler, klarer han det hårde vejr godt ved rorpinden og mig og Emil kan slappe af nede om læ. Bølgerne stilner dog af sammen med vinden efter omkring fire dage og vi sejler ind i vindstille for motor. Vores tøj kan tørre og fordi solen skinner sådan bliver vores batterier ladet fuldt op af solpanelerne. Det betyder at der bliver slappet af med film, computerspil og musik når vi ikke er på vagt og man glemmer nærmest vi er midt ude på havet. Det er let at lave mad og vi kan endda dække bord den ene aften, frem for at spænde gryderne fast på komfuret som vi plejer. Om morgenen på 6. dagen, krydser vi golfstrømmen og det giver os et ordentlig skub i den rigtige retning. I mellemtiden har vinden dog taget til og ændret retning, så vi nu får den lige imod. Når golfstrømmen og vinden løber mod hinanden, opstår der konfus sø, og dønningerne bygger sig op. Det er ligesom at kører op af en kæmpe bakke, for så på toppen at kunne se ned i en kæmpe dal, og så lade sig glide ned af den i frigear. Det er et smukt og næsten uvirkeligt syn. I horisonten begynder vi at kunne se en lang række af højhuse, Miamis skyline. Vi er ret opstemte, i højt humør. Vi hører Bruce Springsteen og alle 3 skråler med på ”Born in the USA”. Men så begynder bølgerne alligevel at blive højere og Cassiopeia stikker igen og igen stævnen ned i de store søer, så vandet skyller op på dækket og flyver over sprayhooden og gør vores arme hvide af salt. Vi vurderer bølgerne til at være 6-7 m, vi slukker musikken og vi bliver alle lidt mere stille. Indsejlingen til Miami er meget smal og vandet på begge sider er meget lavt. Jeg prøver at kalde kystvagten for at spørge om det er forsvarligt at sejle mod land, eller om det er bedre at vente ude til havs, til vind og bølger er stilnet noget mere af, men lige meget hvordan jeg spørger, nægter de at hjælpe os og give os lidt vejledende information. ”Tsk, velkommen til Amerika, hvor ingen tør at udtale sig i frygt for at blive sagsøgt” tænker jer, ”sikke nogle ”bip”, hvad er der blevet af godt sømandskab?” Efter nogle mil begynder vejret dog at stilne af og da vi nærmer os indsejlingen, er havet på forunderligste vis, på det nærmeste fladt. Hvad kommer så svømmende i stilheden efter stormen? Delfiner selvfølgelig! Og denne gang bliver de længe, de springer og svømmer og springer igen. Velkommen, siger de og jeg kan ikke lade vær med at smile. Deres venner havde lovet os en sikker tur, og det holdt de. Nicolai synes måske vi er lidt fjollede, og det kan jeg godt forstå, men man, eller vi, bliver i al fald ret overtroiske af at sejle.

Og det er altså utroligt, det må I forstå; vi har sejlet i en uge med til tider rigtig hårdt vejr, og intet er gået i stykker, intet er knækket, flækket, brækket eller slået i stykker. Ingen har været søsyge, ingen har faldet, intet elektronisk udstyr har strækket og ingen uhyggelige eller uforstålige oplevelser har fundet sted. De små delfiner, de ved altså et eller andet om en hel masse ting. Det er både sikkert og vidst.

Lidt forblæste sejler vi ind i ad det stille vand som slynger sig rundt om og i hele Miami. US. Coast Guard kommer sejlende hen mod os og siger pænt goddag. Den unge vagt er utrolig venlig, som han sidder der med sin skudsikre vest og hjelm, mens han afslappet hviler hånden på sit maskingevær, der er rettet mod os. Da de er sejlet igen efter at have guidet os i den rigtige retning gennem kanalerne, kan vi ikke lade være med at grine, det er en så absurd virkelighed, sammenlignet både med den vi lige er kommet fra og den vi altid har levet i. Men det er trods alt, og måske lige præcis derfor, så sjov og spændende at være kommet hertil.

Trods mange skrækhistorier, viser det sig at være noget af det letteste at tjekke ind i USA. Reglerne er ellers mange og forvirrende. Kommer man sejlende til USA på sin private båd, skal man have visa der giver en tilladelse til at opholde sig i landet i 10 år. Det indebærer, at man skal udfylde et helvede af et bundt papirer inden man forlader Danmark. Svare på spørgsmål som; ”har du nogensinde tvunget en dreng til at blive steriliseret?” eller ”har du solgt organer på det sorte marked” få taget billeder, fingeraftryk, møde op personligt i danske bank og indbetale penge på en helt speciel konto, købe frimærker for 90 kr. Angive en amerikansk bekendt der kan bekræfte at du er en virkelig person og ikke opdigtet osv. osv. Dernæst skal du møde op på den amerikanske ambassade i København, igennem sikkerhedskontrol og side i flere timer i stilhed og vente på at det er din tur til en samtale, hvor jeg blandt andet blev spurgt om min bankrådgiver var min kæreste. Du skal kunne bevise at du kan forsørge dig selv og har noget at vende hjem til, så som job eller skole, for derefter at håbe på at du er blevet godkendt. Alt det havde vi gjort, men langsomt kommer vi i tanke om at det har Nicolai ikke. Det er noget værre møg, bliver vi så afvist? Får vi besked på at vende om? Kommer der betjente ned for at gennemvende hele skibet? Bliver Emil sat i fængsel, for at have indført en person ulovligt i USA på sit skib? Nej, intet af det sker. Og helt er ærgerligt var det nok også mere mit hoved der gik amok med alle disse tanker og ikke drengenes. Nej, der sker det, at mig og Emils pas bliver stemplet lige med det samme og lige efter hinanden, dunk, dunk. Så gå der få minutter på det forladte kontor, en medarbejder kommer rullende med en hel vogn fyldt med snacks til dem inde på kontoret, der bliver mumlet lidt, og så efter lidt mundhuggeri et par betjente imellem og en lille tøven kommer det 3. dunk. og vi får alle leveret passene tilbage med et, ”welcome to United States of America and enjoy your stay.” Jo mange tak.

Dagene i Miami går hurtigt, Nicolai har været her før og kan vise os rundt. Han ved hvor det sjove sker og hvor det ligger. Vi har kastet anker ved noget der hedder Belle Island, og om aftenen er vores udsigt som taget ud af en film, med alle lysene for storbyen omkring os. I starten er mig og Emil helt overvældet af alle de indtryk en storby giver efter at have sejlet rundt i den totale modsætning snart et halvt år. Alle de butikker! Vi ser hurtigt i sammenligning med vores omgivelser, at alt vores hvide tøj slet ikke er hvidt længere, at vores iphones er oldgamle, vores sko er udtrådte og vores hår er ikke vasket. Emils arme buler ikke af steorider og mine bryster strutter ikke af silikone, Nicolai har set det hele før og griner af vores reaktion.

Men her er dejligt at være, folk er meget venlige og hjælpsomme, de virker afslappede og tilfredse. Når vi går nede ved Miami Beach er det tydeligt at kroppen er i centrum, her bliver rullet, skatet, løbet og spillet volleyball. Vi mødes med vores norske venner Bjørnar og Hilde fra båden Erika Parker og gennem dem lærer vi også norske Marius og Kristin på Quikie at kende.  Den ene aften tager vi i biografen. Filmen forgår tilfældigvis i Miami og er en fuldstændig absurd og voldsom, sand historie. Vi genkender mange af de steder hvor filmen er optaget og da vi træder ud af biografen og går ned af de gader, kan vi ikke lade vær med at grine; hvad er det for et sted vi er kommet til?

Vi sejler via ICW, som står for intra costal waterways, de 20 sømil op til Fort Lauderdale. ICW er en indenskærs kanal/flod som går hele vejen fra Miami og op til Virginia. Her i starten er der utrolig mange broer, som vi skal vente på, åbner for os, og så er vi nødt til at sejle for motor hele tiden. Det er lidt kedeligt, men til gengæld er det interessant at se på alle de mange huse, med svimmingpooler, private bådbroer, skulpturer i haven osv. Fra Fort Lauderdale, sejler vi igen af ICW op mod Palm Beach, men da vi efter 10 sømil rammer noget med skruen og motoren derefter hyler fordi den er for varm, bliver vi enige om at gå ud på åbent hav igen. Problemet er dog at udsejlingerne ikke er detaljerede nok i nogen af søkortene og de viser nærmest at der intet vand er. Heldigvis lykkedes det denne gang at få fat på en på radioen, der gerne vil hjælpe og det lykkedes os, at komme ud af ICW. Så kan vi slappe af igen. Vi kan sætter sejl, har god plads og rigeligt med vand under kølen. Det er til at blive kulret af alle de både og bøjer på ICW, når man er vant til at have det hele lidt mere for sig selv.

Vi kommer til Palm Beach hen under aften og smider anker lidt bag norske Erika Parker. Norske Quikie ligger i marina med adgang til swimmingpool, jacuzzi og grill. Så vi kommer på besøg, og bader og spiser mad sammen, det er Nicolais sidste aften og næste morgen sejler Emil ham ind til land så han kan komme med toget til lufthavnen. Det var meningen at os og Erika Parker skulle have lettet anker den dag og fortsættet nordover, men så beslutter vejrguderne at åbne for sluserne. Det står ned i et væk, så man intet kan se og det lyner og tordner, så himlen gang på gang bliver oplyst. Mig og Emil kryber sammen under dynerne ude i forkahytten. Ankeret får lov at blive hvor det er. Og det er nu ikke så ringe endda med regnen trommende mod lugerne, nej det er faktisk ret hyggeligt.

På et tidspunkt begiver vi os ud i gummibåden sammen med Bjørnar og Hilde, godt forskanset i vores regntøj. Flere af os er dog alligevel gennemblødte før vi overhovedet når ind i land. Den ene dag klarer det så endelig op, men vi vil alligevel vente en dag med at tage af sted, så vi er sikre på at søen har lagt sig. Hen under aften tager uvejret til igen og sammen med Erika Parker og Quikie, hopper vi i Jacuzzien i marinaen og drikker øl til regnen og lyn stopper, hvilket det gør efter 5 timer.

Endelig kommer dagen hvor vi kan forlade vores ankerplads og mig og Emil sætter stævnen mod Jacksonville, hvor vi har planer om at få båden på land. Distancen er på ca. 270 sømil og er faktisk den længste som vi har sejlet kun os to. Turen går fint, men det er tydeligt at vi er kommet ud af det stabile passatvindsbælte og vinden skifter hele tiden pludseligt og uventet. Dagene er stille, mens vinden og søen tager til om natten. De kraftigste tordenvejr ligger ude over havet hele natten, begge nætter. Jeg tror aldrig jeg nogensinde har set så store og så kraftige og så røde lyn. Jeg kan faktisk mærke frygten på mine vagter, det er så utroligt kraftfuldt. Smukt, men ødelæggende.

Begge aftener har vi den flotteste solnedgang, og den anden aften står temaet på dyr. Vi sejler lige forbi 2 pelikaner der ligger og tager en slapper og som om det skulle være startskuddet, stikker en kæmpe skildpadde snuden op i havoverfladen for at få luft. Dernæst begynder vi at blive omringet af små fulge. En er modig og sætter sig på søgelænderet og dernæst er der en lille gruppe på 4 fugle der skal prøve at sidde alle mulige steder. På bommen, på rorpinden, på trækassen med fortøjninger, på solpanelet, på spillene, på ipaden, og sågår på Emils hoved og min hånd. Midt i det hele vælger en flok delfiner på omkring 15-20 stk. at gøre os selskab og dykker rundt om hele båden og tager selvfølgelig også lige et par spring i den orange havstribe fra den nedadgående sol. Velkommen til Walt Disneys univers! 3 af fulgene vælger at blive som blinde passagerer og letter først da vi om morgenen begynder at nærme os land.

På et tidspunkt ser vi noget mærkeligt ligge i vandet, vi vender båden og sejler hen for at se hvad det er, det viser sig at være en ballon, hvor der står: ”Tillykke, du gjorde det!” Jo mange tak.

Vi når jacksonville hen under aften og ligger gratis til kajs lige inde i midtbyen. Her er plads til 5 både og du går lige fra din båd og op på Riverwalken, med restauranter og caféer. Her møder vi båden Bay Tripper med amerikanske Mike, Michelle og deres 2 små børn. De bliver de første af en lang, lang række søde og utrolig hjælpsomme og snaksaglige amerikanske sejlere vi kommer til at møde.

Et par dage efter går turen til Green Cove Springs, hvor vi skal have båden på land. Det er også her vi befinder os nu. Og hvordan skal man så forklare dette sted? Det ved jeg ikke helt. Her er fællesskab, det er sikkert og vidst. Det er et utroligt sjovt sted. Vi lærer virkelig noget af amerikanerne og bliver bekræftet i mange af vores forestillinger om landet her, men vi bliver også mere og mere klar over hvor forskellige vi er fra amerikanerne som danskere. Hele mentaliteten og tankegangen er så forskellig fra hinanden og uden at fornærme nogen, vil vi sige vi er taknemmelige for, at vi er opvokset på den side af Atlanten, som vi er.

Kilden til viden her, findes på verandaen foran marinekontoret. Her bliver der serveret gratis kaffe og sludret. Her bliver selvfølgelig snakket om både, men her bliver også diskuteret mange ting mellem folk. Vi hører folks syn på våben, militær, Obama, demokrater, republikaner, terrorister, velfærdsstater, retten til at forsvare sig selv og sin ejendom, jeg selv Monica Lewinsky og Bill Clintons forhold bliver vendt. Men for det meste er det bare stille og rolig sludder, tilbagelænet i stolen med en bog eller en cigaret i hånden. Flere er kommet hertil, blot for et kort stop, men er endt med at blive 8, 12, 16 år. Det er deres hjem, og os besøgende bliver let lukket ind i det lille samfund. Specielt mig og Emil virker til at være mål for folks godhed og hjælpsomhed. Vores båd er placeret lige ud for den omtalte veranda og alle følger med i vores gåen og laden. De første 5 aftener blev vi inviteret på aftensmad, enten på folks både eller på restaurant, vi bliver kørt til forretninger med bådudstyr og supermarkeder og foræret ting. Til morgen da jeg klatrede ned af stigen fra båden, stod der en pose med hjemmelavet Jordbær-æble syltetøj, lidt kiks og andet godt til os. Emil fik lidt senere i dag foræret søkort over Canada og da det blev almindelig kendt at jeg bestilte et sejlersæt til Emil inde på kontoret uden at bestille et til mig selv (Det vil sige max et par timer efter) fik jeg foræret en sejlerjakke af vores nabo.

Den første dag sagde Emil til mig på dansk, ”Hvor ville jeg ønske jeg havde en vinkelsliber der duede til 110 v” Og det er ikke løgn, lige i øjeblikket efter kommer vores genbo gående med sin vinkelsliber og siger, selvfølgelig på engelsk, ”Kunne du tænke dig at låne min vinkelsliber? Du ligner en der kunne bruge den” Så vi har det godt, og det på trods af at Emil opdagede at vores ene køl var rustet igennem, så han kunne slå huller i den med et par slag fra en hammer, og ud piblede vand. Det var jo dårlige nyheder. Vi havde tænkt blot at være på land i nogle dage og dernæst fortsætte nordover, men nu har vi været her i halvanden uge og bliver nok i hvert fald nød til at blive her ugen ud. Det rykker vores i forvejen stramme tidsplan, men det tager vi egentlig ikke så tungt. Vi er blot glade for, at vi opdagede svagheden, mens vi på land og ikke ude på åbent hav. Så nu er vi også begyndt at slibe og male selve topsiden af båden og får også ordnet andre småting nu vi har tiden. Om et par dage kommer endnu en dansk båd hertil, Henrik fra Royal Blue, ham glæder vi os til at se igen og så håber vi snart at få gjort båden færdig, så den kan komme i vandet igen, selvom vi er blevet glade for stedet her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ukategorisert. Bogmærk permalinket.

6 svar til Gensyn med Atlanten, velkommen til United States of America og huller i kølen

  1. Jørgen siger:

    Kære begge 2
    Endnu en fantastisk velskrevet og meget spændende beretning.Nu i et helt anderledes miljø. Sikke en hjælpsomhed i møder, fantastisk. I får virkelig meget i kan tage med jer hjem. Jeg glæder mig til at se billeder.
    kh Rederen

  2. Lotte Dalsgaard siger:

    Hej i to
    Hold da op hvor var det skøn læsning, jeg er dog glad for jeg ikke var med på de høje bølger el i det flotte torden vejr, i er bare gode til at opleve det og få det bedste med videre. Og så de delfiner , det er bare fantastisk at læse om deres opførsel og betydning.
    Kærlig hilsen Mor / Lotte

  3. Søren siger:

    Hej Line og Emil – sikke en herlig og spændende beretning om jeres sidste oplevelser til havs og til vands. Dejligt at møde så megen hjælpsomhed og interesse – det må være skønt. Håber at båden er ved at være sejlklar selv om I sikkert har det godt, hvor I er. Kh far Søren

  4. Erik Elingaard siger:

    Erik skriver:
    kære Line og Emil tak for en fantastisk beskrivelse af jeres sejlereventyr, da jeg i feb. Måned sad i kahytten og læste om IWC prøvede jeg at forestille mig hvordan det ville blive at komme til US for jer med den specielle mentalitet , der er dernede. Uanset deres politiske standpunkt og noget konservative indstilling er de altid meget imødekomne for gæster.
    Håber at i får repareret kølen og kan komme videre nordover , prøv at kikke forbi i Chesapeake Virginia med den store flådehavn i Norfolk og at runde frihedgudinden syd for Manhatten må være en helt fantastisk oplevelse.
    Anette og jeg ønsket jeg lykke på turen med delfiner om boven.

  5. Susanne Engelbrecht siger:

    Kære Emil og Line.
    Sikke flot rejsebrev Line. Jeg kan ligefrem føle og se det hele foran mig. Uh hvor klarer i det bare så fantastik, også med uvejr. Jeg var i går ude på en lille løbetur, pludselig åbnede himlen sig, lyn og torden bragede frem. Var faktisk bange, så tænk jeres tur ude på det store hav, da må jeg sige I er modige og stærke. Jeg bliver helt rørt over at høre al den hjælpsomhed amerikanerne gør for jer. Sådan er de. (Så det også i nov. da Sindy bragede over østkysten). Men I er jo også så unge og søde, så kan godt forstå dem 🙂 . Herhjemme går folk til eksamen, skriver opgaver, går i haven, nyder de lange lyse aftener og nyder når solen engang imellem varmer.
    Morfars fødselsdag står for døren og det skal holdes i skudehavnen. Vi vil savne jer til festen.
    Det er jo altid spændene med billeder så glæder mig til at se mer. Mange folk rundt omkring spørger altid til jer. Hvad skal vi dog tale om når I kommer hjem. hi hi.
    Fortsat rigtig god tur og håber på I for flere Delfiner at se..
    De kærligste tanker fra mor Susanne

  6. Povl Gade siger:

    hej Emil & Line. Er spændt på om jeres problemer med huller i kølen er udbedret, og hvad med passende zink klodser, det er meget længe siden vi sidt var i kontakt, kan jeg se i min sendt post box, – derfor en vis bekymring….!
    ps. Jeg stopper snart på Langturssejlere. Som medlem og problemløser ved FORUM.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s