Hvaler, havskildpadder og de Kanariske Øer

Så er det blevet tid til at skrive noget nyt fra os, der er gået alt for lang tid siden sidst vi har givet lyd og der er sket en masse. Og så er det jo svært at vide hvor man skal starte. Men som det første kan jeg fortælle at vi er kommet til de kanariske øer. Det er et sjovt sted at komme sejlende til. Man ved på grund af alle de tilbagelagte sømil, at man virkelig er kommet langt. Da jeg på en nattevagt lugter land for første gang i 4 dage, er det Saharas tørre sand som kilder i næseborene og da solen et døgn efter igen står op, spreder den lyset på et par stejle vulkanøer, der skyder op af have. Et så fremmed syn for en dansk sejlbåd, som det næsten kan være. Og så alligevel. For de kanariske øer er ikke så langt væk fra den danske bevidsthed. De fleste har været på en ferie her, næsten alle man snakker med hjemmefra, kan give et godt råd om hvad man skal se lige netop her og kan endda huske den eksakte adresse og nævne navnet på bussen som går forbi, og så mindskes afstandene oppe i hovedet og det fremmede forsvinder. Det kan tage lidt tid at fri sig fra denne følelse, men nu er det snart ved at lykkedes. De kanariske øer begynder så småt for os at fri sig fra charterturismen og i stedet tegne et billede af sig selv som fremmed og interessant ørige.

Emil fanger tun, Portugal

Camilla ved rorpinden på vej mod La Graciosa

Aften på havet

Vi tog fra Sines i Portugal den sidste dag i september måned. Vi satte kursen mod øen Graciosa, som er en lille ø nord for Lanzarote. Søkortet fortalte os at turen var 575 sømil og dermed vores længste indtil videre. Sommerfuglene baskede en smule i maven ved tanken. Vi tog af sted sammen med 2 andre både, men vi var hurtigt ude af hinandens syne og snart forsvandt også Portugal bag os. vi havde 5 rigtig gode døgn på havet. Vinden var frisk og når vi afvigede lidt fra kursen og i stedet bommede et par gange, skød vi en god og solid fart mod de kanariske øer. Vi havde kun 2 små uheld. Første gang knækkede spilerbommen i en svejsning da vi ville tage den ned og anden gang var da vores baumbremse i en bomning blev slået ud af dens skinne i bommen og knækkede aluminiumet og ødelagde en del af skinnen. Og så er man jo glad ved at Emil både er en dygtigt håndværker og har været så forudsigende at han materiale med til at reparere alverdens ting når vi andre blot står og ikke aner vores levende råd. En enkel gang var det ved at gå ekstra galt, på min nattevagt er jeg ved at sejle mellem en lodsbåd og en kæmpe pram den har på slæb i et 700 m langt slæbetøj. Vindroret bliver lynhurtigt slået fra og Emil river i rorpinden alt hvad han kan, mens lodsbåden tænder spot og en mand løber ud på dækket og fægter med arme og ben mens han råber og pifter. Den fejl gør jeg ikke igen.

Delfiner på besøg

Aftensmad den første aften mod de kanariske øer

Line på morgenvagt, Emil er stået op for at se Graciosa i horisonten

Sådan en sejltur er en mærkelig størrelse, man skifter mellem at betages af alt det vand, vand og atter vand, man mærker roen og fascinationen over hvor stort det hele er. Så vender det og man tænker; holder vandet aldrig op, hvad laver vi overhovedet herude med flere hundrede kilometer til land og andre mennesker? Camilla er glad for søkort og moderne navigation, så hun er sikker på vi ikke bare sejler rundt og rundt om den store kugle kun med vand. Vi to sidder på dækket en aften og ser solen gå ned og pludselig ser jeg noget stort i vandet. Det er en hval! Og ikke bare en men 2! De viser deres flotte finner et par gange, så vi alle når at få øje på dem. Vi er helt ekstatiske. Og når vi nu snakker om dyr, så er der selvfølgelig delfinerne. Store legesyge flokke, der ligner at de har en konkurrence om hvem der kan komme tættest på båden. De svømmer side om side ude i stævnen og et par enkle rammer båden et par gange. Det slår dem ikke ud. De drejer rundt om sig selv, hopper op, puffer til hinanden, springer synkront og enkelt par ligner endda at de møsser en smule. Emil fanger en makrel og finder en lille blæksprutte på dækket. Hvordan den er kommet derop aner vi ikke. Camilla for øje på flyvefisk.

Cassiopeia for storsejl og genakker lige efter afgang mod La Graciosa

Line hejser det spanske flag med Graciosa og Lanzarote i baggrunden.

ankomst til de kanariske øer

Den sidste dag falder vinden og vi må pille sejlene ned og starte motoren, som nu endelig efter næsten 2 måneder med problemer går som en drøm. Vi ser noget der ligner fodbolde i vandet og da vi vender båden for at kigge nærmere, ser vi at det er havskildpadder, som ligger i overfladen og svømmer lige så fint af sted med deres små arme og ben. De har ikke travlt. Det har vi heller ikke, men det er nu spændende at vågne op og vide om få timer er vi fremme. Vi sejler ind mellem Lanzarote og La Graciosa. Vi går forbi havnen som vi ved er fyldt og fortsætter til øens eneste ankringsbugt, som er stopfuldt med andre langturssejlere, deriblandt den norske og danske båd vi tog af sted fra Portugal med og en hel svensk koloni. Vi smider anker på 9.5 meter og vandet er så klart at vi kan se lige ned på det. Turen endte med at tage 4 døgn og 23 timer og vi tilbagelagde 641 sømil. Jeg er lidt paranoid som sædvanlig og stoler ikke helt på at ankeret har fat, så Emil tager en dyb indånding og dykker de 9.5 meter ned for at rykke lidt i det. Vi ender med at blive på Graciosa 5 dage. Her er dejligt at være. Øen er sandet med 3 vulkantoppe. Rigtige veje er her intet af, kun stier lavet i sandet og husene er alle små, hvide og kvadratiske. Mig og Emil snorkler og ser en masse flotte fisk, gule med lilla og lyseblåt. Sorte fisk med en helt selvlysende blå farve i kanten, en lille flok orange. En flok hvide fisk følger efter mig og enkel puffer til mine tæer. Sørme om ikke vi efterhånden er kommet langt hjemmefra. Bortset fra at hjemme nu føles mere og mere som Cassiopeia. En af dagene kører vi med vores norske venner fra Felice i en jeep taxi over på den anden side af øen. Vi bliver læsset ind og sammen bumper vi af sted af sandvejene og slår hovedet ind i loftet et par gange, lille Mikkel på 5 måneder sidder på sin mors skød og griner over hele hovedet.

Camilla og Emil i vandet på ankringspladsen, Graciosa, 10 min. efter at vi er ankommet

Vi bygger et kæmpe sandslot, Graciosa

Line, Graciosa

besætninger fra Cassiopeia, Felice og Vela

Vi møder en svensker, Kalle, fra en af de andre både og sådan bliver vi indviet i den svenske klub og bliver inviteret over på den store svenske stålbåd Caminante 2, til fest sammen med mange andre både. Man bliver slået af hvor mange søde og sjove mennesker der egentlig findes. Og så bliver man en smule ydmyg, når man sidder sammen med folk som er på deres 4 jordomsejling eller siger ”jamen de sidste 4 gange vi kom sejlende til Kap Verde der..” Aad som spiller guitar siger, ”.. der var vi sidst i 91” og jeg siger, at det var der vi blev født.

Emil cykler på sandvejene, La Graciosa

Fra Graciosa sejler vi videre til Arrecife på Lanzarote. Her ankrer vi til en bøje inde i selve byen bag en mole. Det er sjov nok at komme til noget rigtig by igen, men det slår lige pludselig en, at man ikke har været ordentlig i bad siden Portugal og man ikke har vasket hår i en uge. Næste gang vi dykker omkring båden har jeg taget shampooen med. Vi tager en taxi op til Lanzarotes mest betydningsfulde og indflydelsesrige arkitekter og kunsternes hus, som nu efter hans død er blevet til et muesuem. Det er utrolig spændende. Vi forstår pludselig hvor smuk den golde ø er. Han har lavet grotter i de vulkanske sten og ladet den størknede lava, bogstavelig talt, vælte ind af vinduerne. Lavaen ligger forstenet som en tyk masse, præcis som da den kom glidende den af bjerget og lagde sig tilrette for et par hundrede år siden. Da vi kommer tilbage til båden efter den første dag, får vi os lidt en forskrækkelse. Da vi ikke har kastet anker, men fortøjret os til et reb, som er gjort fast til en betonklods under vandet, har det stykke stof vi lagde mellem rebet og båden forskubbet sig og båden har skåret i det kraftige reb. Så i den stærke blæst hænger vi kun i en lille rest reb som ville være blevet revet over inden for fem minutter. ”Godt vi tog bussen tilbage og ikke gik” siger Camilla. Ja. Vi andre giver hende ret.Ellers havde det været farvel båd og måske også et farvel til et par andre glasfiber både vi havde ramt ind i først. Det er held i uheld. Igen er Emil på pletten og dykker ned med et nyt reb som han sætter fast i betonen og vi andre hjælpes ad med at få båden fortøjret til det. Emil montere et nyt hjul, som han selvfølgelig havde liggende, så rebet glider op af ned af det. Katastrofen er afværget og roen og mørket sænker sig over os og båden. I Arrecife står Jens Lucas på, så vi nu er 5.

Emil og Camilla, Lanzarote

Vi hopper alle ud og dykker og snorkler. I det hele taget har vi svømmet rigtig meget her og Emil har startet en lille dykkerskole for mig og Camilla. Jeppe får øje på en rokke og sekundet efter har Jens skudt den med harpunen. Mig og Camilla kigger ned i spanden hvor den ligger. Vi må finde en måde at tilberede den på, drengene søger råd hos en som står og fisker efter sardiner og beslutter at give den til ham. Fra Arrecife har vi den dejligste og flotteste sejltur til spidsen af Lanzarote, Playa Blanca. Her går vi i havn og møder igen Felice. I Playa Blanca har vi imellem et par øl og drinks fået lavet noget arbejde ombord, Emil og jeg har været lidt hårde og sat de andre og os selv i arbejde, rattet og fenderlisten er blevet lakeret og der er fjernet rust fra agterdæk og malet 6 gange over. Det ser flot ud.

Jeppe og Jens Lucas i arbejde, Playa Blanca

Emil har fødselsdag, 21 år, Playa Blanca

I går den 23. oktober fejrede vi Emils 21 års fødselsdag. Vi vækkede ham selvfølgelig med sang og gaver og morgenbord med hjemmebagte boller og pandekager. Og for det ikke skal være løgn så var der efter 3-4 dage med overskyet og småregn, høj solskin og blikstille. Vi dykkede ude ved nogle klipper, med en masse fisk og flotte søpindsvin. Om Aftenen kom Felice med 3 voksne og 4 børn til fødselsdagsfest, så der var fyldt godt op i cockpittet. I morgen går turen videre til Las Palmas, som er cirka 1 døgns sejllads herfra.

Reklamer
Udgivet i Ukategorisert | 8 kommentarer

Varme i Cascais og Lissabon i kikkerten

Godmorgen Lissabon. Vi sidder i cockpittet i herlig storbylarm. Sirener, biler og havnens travle kraner, som der læsser den ene maersk container efter den anden, over på de store skibe, er sammen med togene, der kører over den karakteristiske rødlige bro, der går tværs over Río Tejo, som vi kom sejlende på i går, vores lydspor til morgenmaden denne dag.

Vi kom til Lissabon i går aftes, efter at have ligget mange dage i Cascais, kun 14 sømil herfra. Vi har aldrig prøvet at komme sejlende til en hovedstad før. Det er meget specielt at komme sejlende ind i byen på den måde. Over vores hoveder kom flyene lavt hen over os, for at lande i byens lufthavn. De er lige så hurtigt væk som de kommer, og jeg forstiller mig hvordan byen  og floden suser forbi under dem, inden de når at opdage noget, og jeg føler mig utrolig heldig over, at vi har mulighed for at komme sejlende til byen på den måde vi gør. Vi ser langsomt hvordan træerne viger for husene og bliver reduceret til grønne områder, hvor folk slænger sig i eftermiddagssolen. Forstaderne begynder at vokse sammen og bygningerne begynder at blive mere storslåede og historiske at se på. Man fornemmer at man sejler ind i Europas ældste hovedstad, en pulserende storby. På samme tid ser vi store vandmænd drive forbi og en masse fisk svømme først stærkt i den ene retning og så pludseligt i den anden. På broen vi sejler under er der malet delfiner nede ved vandoverfladen, men vi ser desværre ikke nogle ægte delfiner denne gang.

Søren, Río Tejo

Camilla, Emil og Søren. Río Tejo

Emil i hængekøjen påvej under broen

Line studerer de forsekllige havne i Lissabon på vej ind af Río Tejo

Vores besøg i Cascais har været en lidt blandet oplevelse. Vi har stadig haft problemer med vores motor, så der har været mange frustrerende timer, specielt for Emil som altid er den der må bide i det sure æble og hoppe ned i motorrummet for at kæmpe der i den stegende hede. Og hans evner bliver virkelig testet, for når det ene problem er klaret, opstår som regel altid et nyt, måske af en helt anden karakter og ikke i sammenhæng med det første. Men det er jo så heldigt, at ud af noget negativt vokser der næsten altid også noget positivt. Fra en norsk båd havde vi hørt om en dansker fra Cascais, som de mente nok skulle kunne hjælpe os og derfor blev det at hele den danske familie kom på besøg. Når man møder danskere i udlandet er der nærmest ingen grænser for den venlighed og hjælpsomhed man møder, og sådan var det også i dette tilfælde. Det er så dejligt at opleve og så er det da også rigtig hyggeligt. Mens Jesper hjalp i motorrummet, kørte Janne rundt i byen, så vi kunne handle stort ind af alle de gode ting; rugbrødsblandinger, havregryn, pasta, ris og vand i lange baner. Bagefter blev der slappet af og leget i parken med deres 2 drenge Oskar og Carlos og pigerne fra den danske båd Vela.

klippevandring, Cascais

Line og Camilla, Cascais

Solnedgang første aften i Cascais

Planteskole, Cascais

Der er utrolig smukt i Cascais og meget eksotisk. Her er meget rigt, så der er tydeligvis også midler til at få den bedste ud af byen og området. Og så er der selvfølgelig varmen og masser af den. Her har været så varmt, at enkle dage har vi ikke kunne få os selv til at lave andet midt på dagen, end at ligge i skygge under solsejlet. Bevægede man sig ud i solen ramte varmen en som en mur. Tung og stikkende. Men man vender sig langsomt til varmen, så den anden dag tog vi en bus til byen Sientra mere inde i landet sammen med Vela. Her var der både køligere og en fantastisk natur.  Vi gik opad og opad gennem snoede gader, forbi et lille lyserødt hus H.C. Andersen engang har boet i, og videre op af en vej der blev til en lille sti og fortsatte ind i skov og tæt frodig bevoksning krydret med sporadiske klippestykker. Forbi en borg og videre op til en tidligere kongelig sommerresidens, Pena slottet, som var bygget i et sjov og fascinerende mix af stort set alle bygningsstilarter der har eksisteret i Portugal. Flotte arabiske kupler præger spirene, mens indretningen i den ene stue emmer af det gamle Kina og soveværelset vidner og ægte sydlig storhed.

Isabel, Natasja og Line. Sientra.

Pena slottet, Camilla og Line i det ene spir.

på vej op, Sientra

Vi endte med at ligge i Cascais meget længere end vi havde regnet med. Når man har været af sted i set stykke tid, som vi efterhånden har, kan man i perioder godt være lidt slem til at slå rødder. Eller det er der i hvert fald nogle af os som kan, mens andre mærker utålmodigheden for at komme videre. Når man rejser flere mennesker sammen, vil der altid være delte meninger om hvad man skal fortage sig, og hvornår og hvorfor. Lige nu er vi 4 ombord, da min far er på besøg hjemmefra, så derfor er der selvfølgelig 4 meninger ombord. Nogle gange 5, hvis man ikke kan blive enig med sig selv. Heldigvis er det en kabale som går op.

Lissabon,by på by.

Nu glæder vi os til at opleve Lissabon, selvom Camilla, min far og jeg snød og tog toget herind for et par dage siden og var her i et par timer. Men der må være mere at se endnu.

vi har købt nye solceller. De skal monteres og tilsluttes her i Lissabon

frugter

Emil handler på marked, Cascais

Camilla, Lissabon

Søren, Lissabon

Río Tejo

Río Tejo

Udgivet i Ukategorisert | 4 kommentarer

Sømænd

Vores sejltur til Peniche fortjener sit eget lille oplæg. Vi lå i Figueira da Foz og var godt trætte af, at vinden havde været så svag på vores sidste ture. Da vi sejlede ud af Aveiro havde jeg kigget op på vindpilen og så den dreje en doven omgang om sig selv i en mindre bølge, og man ved med sig selv, at det bliver endnu en dag for motor. Det er ikke lige frem sådanne ture, der appellere til sømanden i en, og kort sagt for de heller ikke ligefrem hårene til at springe frem på brystet.

Så det var med en snurrende glæde, at vi vågnede i går morges og kunne høre vinden, måske ikke ligefrem hyle, men i hvert fald suse i riggen. Vi sætter storsejlet på vej ud af havneindløbet og båden krænger let over mod bagbord i det sejlet bliver fyldt ud. Vi diskutere kort, om der er en smule for meget vind til at sætte genakkeren, men Emil beslutter at vi skal prøve. Motoren bliver slukket og hu hej hvor det går med en fart på 8,5 knob. Der skal styres godt ved rattet, og vi bliver enige om at genakkeren skal ned og genauen rulles ud. Vi behøver ikke gøre særlig meget for det, for med et brag knækker prædikestolen ude i stævnen, og blotter dermed et stykke metal, der hurtigt for gjort kål på nedhalet til genakkeren, som nu hænger og blafrer larmende et stykke uden for båden. Vi får hentet det hjem, bjærget det og rullet genuaen ud i stedet.

Mens nogle bliver lidt grønne i hovedet, mærker vi andre det sus, der er i at stryge af sted i de høje bølger. Cassiopeia gør det godt. Vinden er med og sejlene står flot, Camilla og Emil har brugt deres råstyrke på at få sat spilerbommen i genauen i den tiltagende vind. Der er pres i sejlene og båden er hård at holde i de store bølger. Vi kører skiftehold mig, Emil og Camilla. Det er fedt at mærke, at man har styr over det og man kan ikke lade vær med, at komme med lidt ros til sig selv og hinanden en gang i mellem. På et tidspunkt er vi helt oppe at runde en fart på 11,7 knob. Det er vores og Cassiopeias rekord. Vinden stiger yderligere, vi har egentlig mere lyst til at forsætte end at søge ind mod land, da undergrunden ind til Peniche går fra mange dybdemeter til få, de sidste sømil ind mod havn. Det kan få bølgerne til at stige yderligere. Men Magnus hænger ud over søgelænderet i livlinen og er alt andet end frisk. Han har kastet op i et væk de sidste mange timer og jeg er lidt nervøs over at han er så dårlig. Vi reber storsejlet og ruller genuaen halvt ind. Det tager det voksende pres og vi føler os sikre i båden, som ligger rigtig godt og solidt. Endnu engang oplever vi at farvandsudsigterne ikke holder, og der kommer vindstød helt op til 43 knob mod de kun lovede 25.

Vi bliver alligevel overrasket over hvor store bølgerne bliver det sidste stykke ind rundt om pynten. Det er vores første rigtige møde med Atlanterhavsbølger og da Emil vender sig om, kan han se at bølgerne når højere end vores radar, som ellers rager et godt stykke op over havoverfladen. Jeg sidder som styrmand og det er med at holde tungen lige i munden, da bølgerne begynder at brække. Jeg ved at det er vigtigt, at jeg får styret båden, så bølgerne rammer Cassiopeia med den rigtige vinkel. En enkel bølger brækker lige bag os og rammer os med en voldsom kræft, der gør at båden tager en overdrejning ned på siden og bommen bliver trukket gennem vandet. Samtidig er havet spækket med fiskenet, som det er meget vigtigt at styre udenom. Så det skal der også tages højde for. Vi har snakket med en dansker, som fik et net i roret og dermed mistede styringen over sin båd. Det er vi ikke interesseret i. I mellemtiden er Camilla også blevet rigtig dårlig, men Emil og jeg kører et fantastisk og roligt samarbejde, som jeg er rigtig glad for og stolt af. Det kan godt være, at vi begge kan havne i det helt røde felt bare vi skal skrue en skrue i sammen, men når det er vigtigt, komplimenterer vi hinanden utrolig godt.

Som vi havde forudset kommer vi i bølge og vindlæ af Peniche da vi har rundet pynten. Vi stryger dog stadig af sted med 5 knob selvom vi har rullet genuaen helt ind og stadig har reb i storsejlet. Vandet begynder at flade ud og resten af besætningen begynder lige så stille at vågne op til dåd igen, der bliver gjort klar med fortøjninger og fendere. Mig og Emil griner til hinanden, lettet. Havnen er fyldt op, og vi får glade øje på den danske båd Vela, som vi har fulgtes meget med. Vi ligger til uden på en anden båd og fortøjrer grundigt til den.

Jeg føler mig bestemt som en lille smule mere sømand efter den tur. Men turen har bestemt også sat en masse tanker i gang, specielt hos Emil. Vi er enige om at turen havde været rigtig fed. Vinden skræmte os ikke, for vi havde en positiv og vellykket oplevelse med at få rebet storsejlet og reduceret genauaens sejlareal. Det var derimod et par store brækkende søer, på vej rundt om pynten, som vi ikke er interesseret i at møde igen. Vi snakker om hvad vi ville gøre anderledes end anden gang og er enige om at vi skulle have taget en omvej på 25 sømil, som i går ville have taget os ca. 4 timer og på den måde have undgået den stejle stigning i undergrunden og de voksende bølger.

I dag har vi hviledag i Peniche og nyder hver i sær at pusle med et par småting. Vi har besluttet at sige farvel til Naja og Magnus her, en lille uge før tid, og vi er igen 3 ombord.

Camilla med det nu rolige hav som vi kom sejlende på i går.

Udgivet i Ukategorisert | 6 kommentarer

Hverdag, fødselsdag og feber ombord

Teksten er skrevet d. 29. og udgivet i dag d. 31.

Da vi sejlede ud af havnen i Viana sejlede vi ikke bare ud af byen, men ud af den farverige stemning vi havde befundet os i og da vi vendte stævnen mod Porto, sejlede vi langsomt ind i hverdagen igen. Vinden var med os og der sænkede sig en ro over os, fordi vi endelig kunne sætte sejl og slukke motoren. Vi slængede os på dækket og var alle friske og frie fra søsyge. Bortset fra Camilla som stadig havde det lidtlunket efter vi havde nydt godt af Vianas bedste DJ’s 2 dage forinden.

sidste aften i Viana. 1 liter sangria til hver + det løse

Havnen vi kom til var kæmpe stor, flere containerskibe lå for anker et stykke uden for havneindløbet og ventede på, at få tilladelse til at komme ind med deres last. Som sagt var vi ved at komme ned i gear igen, og vi skulle bruge en hel dag på at tage os sammen til at tage bussen ind til Porto, som vi havde hørt så meget om hjemmefra. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, at det kan være, at der kan sænke sig en så doven stemning ombord på en båd. Er én sløv, breder det sig langsomt og løber fra den ene videre til den anden. Skal jeg gå fra forkahytten, gennem båden og ud i cockpittet, møder jeg 4 mennesker på 5 sekunder, som sidder begravet i hver deres bog eller ligger og slumrer i stikkøjen. Og det ser jo umådeligt hyggeligt ud. Hopper man derimod op af forlugen, undgår man den søvnige stemning og så er der håb endnu. Heldigvis smitter aktiviteten lige så hurtigt. Går én i gang med en lille reparation, får nogle af de andre også ofte lyst til at være med, og sammen får man oparbejdet sådan en gejst ved at se tingene på båden blive forbedret, at man uddeler et par opgaver til de sidste også. Og sådan gik det til at vi fik ordnet en del ombord mens vi lå i Leixóes.

vi har plukket majskolber, og majsene tøer i solen på dækket,så vi kan poppe dem til popkorn senere, Leixóes.

På vej til Leixóes

Camilla blev syg og sov en hel dag væk. Man mærker bekymringen for hinanden på samme måde, som man genkender den hos sine forældre, når man selv er syg. En spand bliver sat foran agterkahytten, der bliver mærket på panden, spurgt om hun vil have en sovekammerat og sagt godnat, med en hvis uro og med formaningen om, at nu SKAL hun råbe højt, hvis hun pludselig får det endnu dårligere. Også selvom hun ikke selv mener at det er nødvendigt. Men Camilla er fra Jylland og som alle selvfølgelig ved, er jyden stærk og sej og næste dag tager vi alle sammen til Porto.

på tur til Porto

Camilla driller, Porto

Porto var en interessant storby, det er svært at formulerer ordentlig, men det lettest at sige, at det var fordi, at det var de fattige dele som virkede rige. Langt fra rige i materiel forstand, men rig på den måde at man prøvede at få det bedste ud af det stykke jord man havde. Slumkvarterenes haver bugnede af frugtbuske, græskar, appelsintræer, ferskentræer, vindrueranker. Urtehaverne bliver plejet på de stejle bakker, som er hugget ind som terrasser, med en grundighed der ikke afspejler sig i deres huse. Et enkelt sted har man opgivet eller måske ikke nænnet at klippe de flotte lilla blomsterbuske ned, som har spredt sig og nærmest oversvømmet flere faldefærdige skureagtige hjem. Kattene spinder og vender sig veltilfreds i en solstribe, en ged klatrer med en bjælde om halsen op af skrænten, mens tagene giver sig og husene synker i knæ. Ellers er byen kendetegnet ved den brede flod, som går gennem byen og løber ud i Atlanterhavet. Det er sjov at tænke på, at det sløve flodvand løber tværs igennem Portugal og ud i det salte hav vi sejler i.

blomsterne indtager slummen, Porto

Oppe af en bakketop finder vi et forladt hus. Det har tydeligvis har været storslået en gang, og vi forstiller os straks, hvordan det har huset diverse mafiabosser og deres store familier. Men huset er helt færdigt. Loftsbjælkerne er havnet i kælderen og brombærbuskene vokser vildt op langs den revnede marmortrappe. Selvom vi kommer som turister og betragter slumkvarterne med et, for nogle, lidt for romantisk syn, så er vi langt fra blinde for den økonomiske situation i landet. I virkeligheden er det nok nærmere fordi, vi ikke ser det hele så sort og hvidt. For midt i alt det triste kan man også få øje på noget smukt og omvendt. Der er ingen der får noget ud af, at en turist stopper op ved hver enkelt hus eller ved hver enkelt skæbne og sukker og begræder den fattigdom man ser. Man må se alt det der er at se, og tage det med sig og huske på det. Hvis det virkelig brænder sig fast, ja så må man gøre noget.

Næste dag lejer vi en bil og kører ind i landet på jagt efter vinmarker, det lykkedes kun halvt, men vi får set en masse bjergrig natur og Emil og Magnus plukker måske 50 appelsiner fra et træ langs vejen. De safter helt vildt og løber ned af hagerne, fingrene og armen. Det er bare godt. Bagefter kører vi mere nord på til en af Portugals ældste byer Guimaráes. Her har romerne haft deres gang og vi er rundt i et par borge og opdager tilfældigt, at byen er europæisk kulturhovedstad 2012. En dame tror Naja er mor til en 4-årig dreng og skænder på hende over hans opførelse, det småregner og det er dejligt forfriskende, i hvert fald for nogle af os.

verdens bedste appelsiner.

på køretur ind i landet

Fra Leixóes ved Porto er det meningen, at vi sejler til Nazaré, men da vi sejler ud er vinden i mod og kort efter bliver Emil sløj, og nu er det hans tur til at være syg. Vi beslutter derfor at sejle ind i en havn kun 35 sømil mere syd på, i en by som hedder Aveiro. På vej ind i strædet er der så meget modstrøm, at vi på et tidspunkt står helt stille i vandet, på trods af at vi både har sejl oppe og motoren kørende. Men vi kommer frem og sniger os lige akkurat under et par strømkabler. Emil får på fineste vis styret båden ind i den smalle havneåbning, på tråds af at vi driver sidelæns i den stærke strøm. Alle er stolte over den gode skipper vi har ombord. I havnen ligger der kun tre andre sejlbåde og vi er den eneste udenlandske båd. Der er intet havnekontor og derfor ingen autoritet at betale til eller til at indklarere hos. Det har vi ikke prøvet før. En lokal fortæller os, at det er en dejlig stille by med stille mennesker og ingen vil komme og sige noget til, at vi ligger hvor vi gør. Om aftenen kan vi se rotter løbe på broen og nogle enkle drister sig til at springe over på en båd. De har dog ingen lyst til at besøge os. Og det på trods af at vi holder fest.

Emil er syg, og holder til i forkahytten med bondeerøvens bog om selvforsyning

For Magnus bliver 20 år, og så bliver der holdt fødselsdag for første gang ombord på Cassiopeia. Magnus bliver selvfølgelig vækket med sang. Bordet bliver dækket med flag og Camilla tager nybagte boller ud af ovnen. Naja bager den lækreste lagkage med hjemmebagte bunde og friske bær og Magnus vælger ekkolod, VHF-radio og motor som sine instrumenter i fødselsdagssangen. Midt på dagen finder han en hel håndfuld firkløver. Så er heldet sikret endnu et år og til aften brillerer han sammen med Naja og laver intet mindre end 6 pizzaer, for lige at slå fast at han ikke længere er teenager men en voksen mand.

Der bliver dækket morgenbord

fællesbillede ved fødselsdagsmorgenbordet. Naja gemmer sig bag vores fantastiske gode termokande.

 

Lagkage

Nu er vi i Figueria da Foz, som vi kom til i eftermiddag. I morgen vil vi allerede af sted igen. Vores destination er fiskebyen Peniche, som er små 60 sømil længere sydpå fra hvor vi befinder os nu.

Udgivet i Ukategorisert | 3 kommentarer

Rythm is our life – Folkefest i Viana

Torsdag aften var vi så småt ved, at forberede os på at sejle afsted fra Viana og videre mod Porto. Der var blevet handlet ind, stuvet af vejen og gjort klar til at gå tidligt i seng. Men så skete der det, at Camilla og Emil faldt i snak med en meget engageret cykelhandler. Han fortalte dem begejstret, at årets største folkefest ville starte lige her i Viana næste morgen og vare hele weekenden. Så vi blev selvfølgelig hurtigt enige om, at droppe næste morgens afrejse og blive og opleve den kæmpe fest, lige som de andre 1 million portugisere der skulle komme langvejs fra i autocampere, biler og cykler til denne lille by Viana Do Castelo.

Emil forann giganterne på torvet, Viana

Og fest det blev det, og fest er her. Portugiserne forstår at samles. Her bliver ikke holdt fest for at drikke, eller for at møde nogen at komme op at slås med, eller for at score den lækreste sild på grillen. Her bliver der holdt fest, for at fejre folkets fælles historie og hædre og huske på deres kulturarv. Det har været utrolig spændende som turist at være vidne til og en del af. Her er meget glæde og stolthed over at være en del af det portugisiske fællesskab, både hos unge og gamle. Vi har set en 17 årig pige rørt til tårer, over at have den ære, som der er, at bære en gammel folkedragt ned af et podie foran tusinde øjne. Og vi har set ældre damer iført deres stiveste puds, klappe i takt til de vilde trommer, hvis rytme gennem byen, fra morgen til aften, har været kendetegnede for weekendens strabadser. Selv de helt små følger med. En lille dreng på omkring de 2 får foræret en tromme og spiller med en forbløffende rytmesans, og en helt lille pige går med hænderne i siden, på denne særegnede portugisiske måde, som hendes oldemor gjorde det engang for længe siden og hendes mor gjorde det før hende.

Camilla og Line, Viana

Festen startede fredag morgen med kæmpe optog gennem hovedgaden. ”Giganterne” som er nogle meterhøje dukker, med papmachéhoveder, kom som de første dansende ned gennem gaden, fulgt at flere trommer, sækkepiber, trompeter, fløjter, guitarer og harmonikaer. Derefter kom flere hundrede piger klædt i folkedragter, som varierede i udseende efter hvilken by pigen kom fra og hvilket socialt lag hun tilhørte. Vi fulgte optoget op til torvet, hvor der startede det mest medrivende trommeshow. De forskellige bands kommer fra forskellige distrikter og selvom der ikke er nogen reel konkurrence, kan man godt fornemme, at den ene gruppe i hvert fald IKKE vil stå tilbage for den anden. De spiller til sveden hagler af dem og når de kort stopper for at tage en slurk vand, kan man se at armen sitrer. En enkel mand fra den ”røde gruppe” slår så hårdt at skindet på hans tromme sprænger. Og sådan fortsætter det. De slår så hårdt at det ikke bare buldrer i brystet, men i hele kroppen og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var testosteronen man kunne dufte i luften omkring sig og ikke bare lugten af mange mennesker samlet på et sted.

 

“Den orange trommegruppe”

 

Gulddamerne, Viana

Lørdag var endnu en kæmpe parade. Flere tusinder deltog, alle var klædt ud fra forskellige perioder op igennem Portugals historie. De gamle romere blev trukket af sted på vogne udsmykket som Caesars gemakker, mens købmænd fra middelalderen kom trækkende på vogne og havde en gris og heste med. Moderne portugisere holdt middagsselskaber i vogne der forstillede en traditionel dagligstue og Columbus kom sejlende i sit skib. Alle trukket af traktorer, som lavede en mindre trafikprop, da de kom tromlende ind i byen i samme morgen.

Til trommeshow, Viana

Om aftenen bliver der fyret det vildeste fyrværkeri af, som næsten må være ulovligt i Danmark. Til i aften er der sejlet 11 pramme ud på fjorden pakket tæt med raketter og batterier, klar til at blive fyret af. På broen over fjorden, står der skrevet med raketter ”Viana Ó Amor”. På den anden side af havnen er der stillet boder, karruseller og barer op. Man kan ikke gå op for at købe morgenbrød uden at blive en del af et optog, hvor lokale sammen med et blæseorkester går morgentur rundt i gaderne. I Morges vågnede vi af den meget karakteristiske folkesang, som lyder så lys og skinger som et kattekor. Den bragede ud over havnen klokken 8 og blev ledsaget af deres muntre folkedans på havnepromenaden. Når jeg sidder her og skriver kan jeg slet ikke høre hvad Emil siger til mig fra masten. Musikken er alle vegne og højt, specielt til aften, for der er ved at blive varmet op til den helt store finale.

Hvis I synes det lyder fantastisk og eventyrligt, så er det fordi det er det. Nogle gange som sejler, kan livet være surt og kedeligt. Man kan ikke finde på noget at lave, og man synes i det hele taget at det virker til, at dem som er derhjemme, har det meget sjovere og meget federe. Men andre gange er man så heldig, at havne lige der hvor det sker, og det var vi denne gang.

At være med til en fest som denne, giver os en enestående chance for at forstå det land vi besøger lidt bedre og det har været helt utrolig farverigt og festligt. Det er spændende at se og opleve hvordan Portugal har formået at bringe den stærke nationalfølelse videre også til den næste generation. Alle orkestrene er fyldt med unge, smarte teenagepiger der spiller sækkepibe, eller attitudefyldte unge mænd der spiller harmonika. Det er fedt. Vi er helt solgt.

Selvom der er fest, er der stadig ting på båden som skal ordnes. Magnus hjælper Naja med tøjvasken.

Naja skruber og skurer

Cami Cool maler

Emil shiner cyklen op, efter et par banditter havde fingre i den i Spanien

Emil i masten for at installere ny lampe, med det portugisiske gæsteflag under styrbord salingshorn, og langturssejjlerforeningens flag under bagbord.

Udgivet i Ukategorisert | 7 kommentarer

Ny hjemmeside og portugisiske regnvejrsdage

Så fik vi endelig en hjemmeside op at køre! vi har længe bøvlet med den gamle og den er nu helt ude af billedet. Nu er det denne her som gælder, og det er her det sker.

Der er nu gået 2 måneder siden vi sejlede ud af Ebeltoft havn, og meget er sket! vi har haft smukke morgensejladser og hyggelige dage i Danmark, hvor vi arbejdede til langt ud på natten, med at få stuvet alt af vejen og få orden på alle de ting vi fik foræret aftenen inden afrejse. Deriblandt 14 kg spaghetti og 16 kg brødblandinger. Vi har haft stille motorsejlads på Kielerkanalen blandt kæmpe tankere, stormvejr, høj bølgegang og regnbyger i Tyskland og Holland med vand i motorrummet. Solskin og blikstille vand i England, regnvej, modstrøm og flot udsigt i Frankrig. Øhygge og fest på Guernsey, ren langturssejleridyl over Biscayen og drama i Spanien; først gik motoren i stå og vinden forsvandt ud fra den spanske klippekyst og som det næste oplevede vi blæst på en ankerplads, der fik bådene omkring os og os selv til at rive sig fri og drive, oveni herlighederne fik vi et reb i skruen. Alt dette er selvfølgelig meget forenklet beskrevet, samlignet med de tusinder af ting vi har set og oplevet og har skulle tage stilling til allerede. Men nu er vi i Portugal, og det er nu engang sjovere at fortælle om det man er i netop nu.

Vi er 5 ombord her i august. Emil, Camilla, Magnus, Naja og mig Line, som er alderspræsident ombord med mine 21 år. Det er sjov at være en gruppe unge, da det jo i princippet var sådan, vi havde tænkt det skulle være, da vi fandt på projektet for 3 år siden. Det kan være svært at være 5 selvstændige mennesker ombord, men mest er det spændende og lærerigt at få det hele til at fungere alligevel og have det sjov med hinanden samtidig.

Vi kom til Portugal i forgårs efter en kort sejlads på omkring 30 sømil fra Spanien. Selvom vi har været helt utroligt begejstrede for Spanien, er det sjov at komme til et nyt land. specielt fordi at 4 af os aldrig har været her før. Byen, Viana do Castelo, er stemningsfuld med små smalle gader og charmerende slidte husfacader, der de fleste steder er pyntet op med lys og farverige tørklæder. Omkring bliver scener sat op og tribuner står og venter på at folk fylder sæderne op. Det virker som om at byen hele tiden er klar til at starte en fest.

Det har stået ned i stride strømme i over halvdelen af tiden vi har været her. Regnen hjælper os til at indrømme, at selvom vi har taget pause fra Danmark i 1 år, for at opleve mere af verdenen udenfor hjemlandet, så er vi trods alt danskere. For vi har nydt det har regnet! Så er det jo rigtig sommer. Vi blev næsten helt nostalgiske, da vi kæmpede os gennem regnen, iført vores bedste regnsæt og prøvede at holde hætten på plads, og snakkede om:  – “det er lige som når man er på camping..” eller “det minder mig om en rigtig sommerdag med hestene” eller “jeg får helt lyst til at side indenfor og se wimbeldon eller tour de france”

Her til morgen var der dog helt blå himmel da vi vågnende og vi vandrede alle 5 op på toppen af et bjerg bag byen, hvor også byens største kirke ligger. Selvom vi er glade for Portugal, så må vi indrømme, at de ikke har et så festelig kirkeliv som i Spanien, hvor vi var til en kæmpe præstefest. Den forgik ved et gammelt kapel oppe af et bjerg hvor der blev messet og sunget salmer på scenen om dagen og åbnet op for baren og dancemusikken om aftenen. Og så blev der ellers givet gas! Med rodeotyre, dans og voksne mænd der rystede numsen, så man blev helt ør i hovedet. Som en spanier vi mødte i Cederia sagde: “hoy; fiesta, mañana fiesta, todo el augusto; fiesta.”  (i dag; fest, i morgen; fest, hele august; fest)

I Viana do Castelo er det ved at blive aften og vi skal snart til at lave mad. Det blæser en del, selv her inde i den beskyttede Rio do Lima, så vi bliver endnu en dag, før vi vil sejle videre mod Porto.

Gode tanker til alle fra os på Cassiopeia

Paella i Baiona, Spanien

“Chiller mens jeg flexer” på vej mod toppen i Portosin, Spanien

På stranden i Portosin, Spanien

Line på toppen, Portosin, Spanien

så skal der satme vaskes og luftes ud inden Naja og Magnus står på.

På vej ind af Rio do Lima til Viana do Castelo

Joachim fra Vela og Emil snakker om næste dags sejlads, La Coruña, Spanien

Line

Sol på Camilla Ría de Muros

Udgivet i Ukategorisert | 4 kommentarer