Hverdag, fødselsdag og feber ombord

Teksten er skrevet d. 29. og udgivet i dag d. 31.

Da vi sejlede ud af havnen i Viana sejlede vi ikke bare ud af byen, men ud af den farverige stemning vi havde befundet os i og da vi vendte stævnen mod Porto, sejlede vi langsomt ind i hverdagen igen. Vinden var med os og der sænkede sig en ro over os, fordi vi endelig kunne sætte sejl og slukke motoren. Vi slængede os på dækket og var alle friske og frie fra søsyge. Bortset fra Camilla som stadig havde det lidtlunket efter vi havde nydt godt af Vianas bedste DJ’s 2 dage forinden.

sidste aften i Viana. 1 liter sangria til hver + det løse

Havnen vi kom til var kæmpe stor, flere containerskibe lå for anker et stykke uden for havneindløbet og ventede på, at få tilladelse til at komme ind med deres last. Som sagt var vi ved at komme ned i gear igen, og vi skulle bruge en hel dag på at tage os sammen til at tage bussen ind til Porto, som vi havde hørt så meget om hjemmefra. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, at det kan være, at der kan sænke sig en så doven stemning ombord på en båd. Er én sløv, breder det sig langsomt og løber fra den ene videre til den anden. Skal jeg gå fra forkahytten, gennem båden og ud i cockpittet, møder jeg 4 mennesker på 5 sekunder, som sidder begravet i hver deres bog eller ligger og slumrer i stikkøjen. Og det ser jo umådeligt hyggeligt ud. Hopper man derimod op af forlugen, undgår man den søvnige stemning og så er der håb endnu. Heldigvis smitter aktiviteten lige så hurtigt. Går én i gang med en lille reparation, får nogle af de andre også ofte lyst til at være med, og sammen får man oparbejdet sådan en gejst ved at se tingene på båden blive forbedret, at man uddeler et par opgaver til de sidste også. Og sådan gik det til at vi fik ordnet en del ombord mens vi lå i Leixóes.

vi har plukket majskolber, og majsene tøer i solen på dækket,så vi kan poppe dem til popkorn senere, Leixóes.

På vej til Leixóes

Camilla blev syg og sov en hel dag væk. Man mærker bekymringen for hinanden på samme måde, som man genkender den hos sine forældre, når man selv er syg. En spand bliver sat foran agterkahytten, der bliver mærket på panden, spurgt om hun vil have en sovekammerat og sagt godnat, med en hvis uro og med formaningen om, at nu SKAL hun råbe højt, hvis hun pludselig får det endnu dårligere. Også selvom hun ikke selv mener at det er nødvendigt. Men Camilla er fra Jylland og som alle selvfølgelig ved, er jyden stærk og sej og næste dag tager vi alle sammen til Porto.

på tur til Porto

Camilla driller, Porto

Porto var en interessant storby, det er svært at formulerer ordentlig, men det lettest at sige, at det var fordi, at det var de fattige dele som virkede rige. Langt fra rige i materiel forstand, men rig på den måde at man prøvede at få det bedste ud af det stykke jord man havde. Slumkvarterenes haver bugnede af frugtbuske, græskar, appelsintræer, ferskentræer, vindrueranker. Urtehaverne bliver plejet på de stejle bakker, som er hugget ind som terrasser, med en grundighed der ikke afspejler sig i deres huse. Et enkelt sted har man opgivet eller måske ikke nænnet at klippe de flotte lilla blomsterbuske ned, som har spredt sig og nærmest oversvømmet flere faldefærdige skureagtige hjem. Kattene spinder og vender sig veltilfreds i en solstribe, en ged klatrer med en bjælde om halsen op af skrænten, mens tagene giver sig og husene synker i knæ. Ellers er byen kendetegnet ved den brede flod, som går gennem byen og løber ud i Atlanterhavet. Det er sjov at tænke på, at det sløve flodvand løber tværs igennem Portugal og ud i det salte hav vi sejler i.

blomsterne indtager slummen, Porto

Oppe af en bakketop finder vi et forladt hus. Det har tydeligvis har været storslået en gang, og vi forstiller os straks, hvordan det har huset diverse mafiabosser og deres store familier. Men huset er helt færdigt. Loftsbjælkerne er havnet i kælderen og brombærbuskene vokser vildt op langs den revnede marmortrappe. Selvom vi kommer som turister og betragter slumkvarterne med et, for nogle, lidt for romantisk syn, så er vi langt fra blinde for den økonomiske situation i landet. I virkeligheden er det nok nærmere fordi, vi ikke ser det hele så sort og hvidt. For midt i alt det triste kan man også få øje på noget smukt og omvendt. Der er ingen der får noget ud af, at en turist stopper op ved hver enkelt hus eller ved hver enkelt skæbne og sukker og begræder den fattigdom man ser. Man må se alt det der er at se, og tage det med sig og huske på det. Hvis det virkelig brænder sig fast, ja så må man gøre noget.

Næste dag lejer vi en bil og kører ind i landet på jagt efter vinmarker, det lykkedes kun halvt, men vi får set en masse bjergrig natur og Emil og Magnus plukker måske 50 appelsiner fra et træ langs vejen. De safter helt vildt og løber ned af hagerne, fingrene og armen. Det er bare godt. Bagefter kører vi mere nord på til en af Portugals ældste byer Guimaráes. Her har romerne haft deres gang og vi er rundt i et par borge og opdager tilfældigt, at byen er europæisk kulturhovedstad 2012. En dame tror Naja er mor til en 4-årig dreng og skænder på hende over hans opførelse, det småregner og det er dejligt forfriskende, i hvert fald for nogle af os.

verdens bedste appelsiner.

på køretur ind i landet

Fra Leixóes ved Porto er det meningen, at vi sejler til Nazaré, men da vi sejler ud er vinden i mod og kort efter bliver Emil sløj, og nu er det hans tur til at være syg. Vi beslutter derfor at sejle ind i en havn kun 35 sømil mere syd på, i en by som hedder Aveiro. På vej ind i strædet er der så meget modstrøm, at vi på et tidspunkt står helt stille i vandet, på trods af at vi både har sejl oppe og motoren kørende. Men vi kommer frem og sniger os lige akkurat under et par strømkabler. Emil får på fineste vis styret båden ind i den smalle havneåbning, på tråds af at vi driver sidelæns i den stærke strøm. Alle er stolte over den gode skipper vi har ombord. I havnen ligger der kun tre andre sejlbåde og vi er den eneste udenlandske båd. Der er intet havnekontor og derfor ingen autoritet at betale til eller til at indklarere hos. Det har vi ikke prøvet før. En lokal fortæller os, at det er en dejlig stille by med stille mennesker og ingen vil komme og sige noget til, at vi ligger hvor vi gør. Om aftenen kan vi se rotter løbe på broen og nogle enkle drister sig til at springe over på en båd. De har dog ingen lyst til at besøge os. Og det på trods af at vi holder fest.

Emil er syg, og holder til i forkahytten med bondeerøvens bog om selvforsyning

For Magnus bliver 20 år, og så bliver der holdt fødselsdag for første gang ombord på Cassiopeia. Magnus bliver selvfølgelig vækket med sang. Bordet bliver dækket med flag og Camilla tager nybagte boller ud af ovnen. Naja bager den lækreste lagkage med hjemmebagte bunde og friske bær og Magnus vælger ekkolod, VHF-radio og motor som sine instrumenter i fødselsdagssangen. Midt på dagen finder han en hel håndfuld firkløver. Så er heldet sikret endnu et år og til aften brillerer han sammen med Naja og laver intet mindre end 6 pizzaer, for lige at slå fast at han ikke længere er teenager men en voksen mand.

Der bliver dækket morgenbord

fællesbillede ved fødselsdagsmorgenbordet. Naja gemmer sig bag vores fantastiske gode termokande.

 

Lagkage

Nu er vi i Figueria da Foz, som vi kom til i eftermiddag. I morgen vil vi allerede af sted igen. Vores destination er fiskebyen Peniche, som er små 60 sømil længere sydpå fra hvor vi befinder os nu.

Udgivet i Ukategorisert | 3 kommentarer

Rythm is our life – Folkefest i Viana

Torsdag aften var vi så småt ved, at forberede os på at sejle afsted fra Viana og videre mod Porto. Der var blevet handlet ind, stuvet af vejen og gjort klar til at gå tidligt i seng. Men så skete der det, at Camilla og Emil faldt i snak med en meget engageret cykelhandler. Han fortalte dem begejstret, at årets største folkefest ville starte lige her i Viana næste morgen og vare hele weekenden. Så vi blev selvfølgelig hurtigt enige om, at droppe næste morgens afrejse og blive og opleve den kæmpe fest, lige som de andre 1 million portugisere der skulle komme langvejs fra i autocampere, biler og cykler til denne lille by Viana Do Castelo.

Emil forann giganterne på torvet, Viana

Og fest det blev det, og fest er her. Portugiserne forstår at samles. Her bliver ikke holdt fest for at drikke, eller for at møde nogen at komme op at slås med, eller for at score den lækreste sild på grillen. Her bliver der holdt fest, for at fejre folkets fælles historie og hædre og huske på deres kulturarv. Det har været utrolig spændende som turist at være vidne til og en del af. Her er meget glæde og stolthed over at være en del af det portugisiske fællesskab, både hos unge og gamle. Vi har set en 17 årig pige rørt til tårer, over at have den ære, som der er, at bære en gammel folkedragt ned af et podie foran tusinde øjne. Og vi har set ældre damer iført deres stiveste puds, klappe i takt til de vilde trommer, hvis rytme gennem byen, fra morgen til aften, har været kendetegnede for weekendens strabadser. Selv de helt små følger med. En lille dreng på omkring de 2 får foræret en tromme og spiller med en forbløffende rytmesans, og en helt lille pige går med hænderne i siden, på denne særegnede portugisiske måde, som hendes oldemor gjorde det engang for længe siden og hendes mor gjorde det før hende.

Camilla og Line, Viana

Festen startede fredag morgen med kæmpe optog gennem hovedgaden. ”Giganterne” som er nogle meterhøje dukker, med papmachéhoveder, kom som de første dansende ned gennem gaden, fulgt at flere trommer, sækkepiber, trompeter, fløjter, guitarer og harmonikaer. Derefter kom flere hundrede piger klædt i folkedragter, som varierede i udseende efter hvilken by pigen kom fra og hvilket socialt lag hun tilhørte. Vi fulgte optoget op til torvet, hvor der startede det mest medrivende trommeshow. De forskellige bands kommer fra forskellige distrikter og selvom der ikke er nogen reel konkurrence, kan man godt fornemme, at den ene gruppe i hvert fald IKKE vil stå tilbage for den anden. De spiller til sveden hagler af dem og når de kort stopper for at tage en slurk vand, kan man se at armen sitrer. En enkel mand fra den ”røde gruppe” slår så hårdt at skindet på hans tromme sprænger. Og sådan fortsætter det. De slår så hårdt at det ikke bare buldrer i brystet, men i hele kroppen og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var testosteronen man kunne dufte i luften omkring sig og ikke bare lugten af mange mennesker samlet på et sted.

 

“Den orange trommegruppe”

 

Gulddamerne, Viana

Lørdag var endnu en kæmpe parade. Flere tusinder deltog, alle var klædt ud fra forskellige perioder op igennem Portugals historie. De gamle romere blev trukket af sted på vogne udsmykket som Caesars gemakker, mens købmænd fra middelalderen kom trækkende på vogne og havde en gris og heste med. Moderne portugisere holdt middagsselskaber i vogne der forstillede en traditionel dagligstue og Columbus kom sejlende i sit skib. Alle trukket af traktorer, som lavede en mindre trafikprop, da de kom tromlende ind i byen i samme morgen.

Til trommeshow, Viana

Om aftenen bliver der fyret det vildeste fyrværkeri af, som næsten må være ulovligt i Danmark. Til i aften er der sejlet 11 pramme ud på fjorden pakket tæt med raketter og batterier, klar til at blive fyret af. På broen over fjorden, står der skrevet med raketter ”Viana Ó Amor”. På den anden side af havnen er der stillet boder, karruseller og barer op. Man kan ikke gå op for at købe morgenbrød uden at blive en del af et optog, hvor lokale sammen med et blæseorkester går morgentur rundt i gaderne. I Morges vågnede vi af den meget karakteristiske folkesang, som lyder så lys og skinger som et kattekor. Den bragede ud over havnen klokken 8 og blev ledsaget af deres muntre folkedans på havnepromenaden. Når jeg sidder her og skriver kan jeg slet ikke høre hvad Emil siger til mig fra masten. Musikken er alle vegne og højt, specielt til aften, for der er ved at blive varmet op til den helt store finale.

Hvis I synes det lyder fantastisk og eventyrligt, så er det fordi det er det. Nogle gange som sejler, kan livet være surt og kedeligt. Man kan ikke finde på noget at lave, og man synes i det hele taget at det virker til, at dem som er derhjemme, har det meget sjovere og meget federe. Men andre gange er man så heldig, at havne lige der hvor det sker, og det var vi denne gang.

At være med til en fest som denne, giver os en enestående chance for at forstå det land vi besøger lidt bedre og det har været helt utrolig farverigt og festligt. Det er spændende at se og opleve hvordan Portugal har formået at bringe den stærke nationalfølelse videre også til den næste generation. Alle orkestrene er fyldt med unge, smarte teenagepiger der spiller sækkepibe, eller attitudefyldte unge mænd der spiller harmonika. Det er fedt. Vi er helt solgt.

Selvom der er fest, er der stadig ting på båden som skal ordnes. Magnus hjælper Naja med tøjvasken.

Naja skruber og skurer

Cami Cool maler

Emil shiner cyklen op, efter et par banditter havde fingre i den i Spanien

Emil i masten for at installere ny lampe, med det portugisiske gæsteflag under styrbord salingshorn, og langturssejjlerforeningens flag under bagbord.

Udgivet i Ukategorisert | 7 kommentarer

Ny hjemmeside og portugisiske regnvejrsdage

Så fik vi endelig en hjemmeside op at køre! vi har længe bøvlet med den gamle og den er nu helt ude af billedet. Nu er det denne her som gælder, og det er her det sker.

Der er nu gået 2 måneder siden vi sejlede ud af Ebeltoft havn, og meget er sket! vi har haft smukke morgensejladser og hyggelige dage i Danmark, hvor vi arbejdede til langt ud på natten, med at få stuvet alt af vejen og få orden på alle de ting vi fik foræret aftenen inden afrejse. Deriblandt 14 kg spaghetti og 16 kg brødblandinger. Vi har haft stille motorsejlads på Kielerkanalen blandt kæmpe tankere, stormvejr, høj bølgegang og regnbyger i Tyskland og Holland med vand i motorrummet. Solskin og blikstille vand i England, regnvej, modstrøm og flot udsigt i Frankrig. Øhygge og fest på Guernsey, ren langturssejleridyl over Biscayen og drama i Spanien; først gik motoren i stå og vinden forsvandt ud fra den spanske klippekyst og som det næste oplevede vi blæst på en ankerplads, der fik bådene omkring os og os selv til at rive sig fri og drive, oveni herlighederne fik vi et reb i skruen. Alt dette er selvfølgelig meget forenklet beskrevet, samlignet med de tusinder af ting vi har set og oplevet og har skulle tage stilling til allerede. Men nu er vi i Portugal, og det er nu engang sjovere at fortælle om det man er i netop nu.

Vi er 5 ombord her i august. Emil, Camilla, Magnus, Naja og mig Line, som er alderspræsident ombord med mine 21 år. Det er sjov at være en gruppe unge, da det jo i princippet var sådan, vi havde tænkt det skulle være, da vi fandt på projektet for 3 år siden. Det kan være svært at være 5 selvstændige mennesker ombord, men mest er det spændende og lærerigt at få det hele til at fungere alligevel og have det sjov med hinanden samtidig.

Vi kom til Portugal i forgårs efter en kort sejlads på omkring 30 sømil fra Spanien. Selvom vi har været helt utroligt begejstrede for Spanien, er det sjov at komme til et nyt land. specielt fordi at 4 af os aldrig har været her før. Byen, Viana do Castelo, er stemningsfuld med små smalle gader og charmerende slidte husfacader, der de fleste steder er pyntet op med lys og farverige tørklæder. Omkring bliver scener sat op og tribuner står og venter på at folk fylder sæderne op. Det virker som om at byen hele tiden er klar til at starte en fest.

Det har stået ned i stride strømme i over halvdelen af tiden vi har været her. Regnen hjælper os til at indrømme, at selvom vi har taget pause fra Danmark i 1 år, for at opleve mere af verdenen udenfor hjemlandet, så er vi trods alt danskere. For vi har nydt det har regnet! Så er det jo rigtig sommer. Vi blev næsten helt nostalgiske, da vi kæmpede os gennem regnen, iført vores bedste regnsæt og prøvede at holde hætten på plads, og snakkede om:  – “det er lige som når man er på camping..” eller “det minder mig om en rigtig sommerdag med hestene” eller “jeg får helt lyst til at side indenfor og se wimbeldon eller tour de france”

Her til morgen var der dog helt blå himmel da vi vågnende og vi vandrede alle 5 op på toppen af et bjerg bag byen, hvor også byens største kirke ligger. Selvom vi er glade for Portugal, så må vi indrømme, at de ikke har et så festelig kirkeliv som i Spanien, hvor vi var til en kæmpe præstefest. Den forgik ved et gammelt kapel oppe af et bjerg hvor der blev messet og sunget salmer på scenen om dagen og åbnet op for baren og dancemusikken om aftenen. Og så blev der ellers givet gas! Med rodeotyre, dans og voksne mænd der rystede numsen, så man blev helt ør i hovedet. Som en spanier vi mødte i Cederia sagde: “hoy; fiesta, mañana fiesta, todo el augusto; fiesta.”  (i dag; fest, i morgen; fest, hele august; fest)

I Viana do Castelo er det ved at blive aften og vi skal snart til at lave mad. Det blæser en del, selv her inde i den beskyttede Rio do Lima, så vi bliver endnu en dag, før vi vil sejle videre mod Porto.

Gode tanker til alle fra os på Cassiopeia

Paella i Baiona, Spanien

“Chiller mens jeg flexer” på vej mod toppen i Portosin, Spanien

På stranden i Portosin, Spanien

Line på toppen, Portosin, Spanien

så skal der satme vaskes og luftes ud inden Naja og Magnus står på.

På vej ind af Rio do Lima til Viana do Castelo

Joachim fra Vela og Emil snakker om næste dags sejlads, La Coruña, Spanien

Line

Sol på Camilla Ría de Muros

Udgivet i Ukategorisert | 4 kommentarer